’The Chair Company’: Du må ikke snyde dig selv for denne genistreg af en serie
Det mindst overraskende ved Tim Robinson og Zach Kanins nye HBO-komediethriller (thrillerdy?) er, at den – præcis ligesom duoens gal-geniale sketchshow ‘I Think You Should Leave’ – byder på det ene hylemorsomme, memeværdige øjeblik efter det andet.
Som da den aggressivt middelmådige familiemand og kontormus Ron (Robinson) efter en akavet familiemiddag på en fancy restaurant insisterer på at tage den sidste bid af appetizeren med hjem, og der klippes til, at han vågner brat op hjemme i sin seng og råber: »For helvede, jeg har den værste pude i hele byen! Det føles som at sove på cement«.
Eller da Ron fuldkommen paf konstaterer, at »der er en lille mand i mit klædeskab« efter at have fundet en betuttet mand, der er lige så bred over skuldrene, som han er høj, mellem tøjknagerne.
Som de bedste sketches fra ’I Think You Should Leave’ opstår humoren ved at introducere et absurd, udefrakommende element i komplet dagligdags situationer. Og også i ’The Chair Company’ består overraskelsen ofte af en aparte, rynket mand med en gebrokken accent, som dukker op ud af det blå.
Ron er projektlederen fra helvede og kunne ligeledes sagtens høre hjemme i en af sketchshowets groteske scenarier. Men dermed ikke sagt, at Robinson & co. blot gentager deres bedste hits. For Robinson og Kanin overrasker konstant ved at binde humoren op på seriens spændingsopbyggende komplot.
Som så mange kontordroner før ham i film som ’The Matrix’, ’American Beauty’ og ’Fight Club’ ser Ron rødt, da han falder over en fejl i matrixen og optrevler en større samfundskonspiration. Ron er dog hverken drevet af begær efter frihed, erotik eller magt, men af ren og skær smålighed.
Efter et pinligt uheld foran hele staben gør han det således til sin mission i livet at finde frem til stolefabrikanten Tecca, som han mener er skyld i optrinnet, men bliver mødt med et kafkask spindelvæv af daterede emailadresser, forladte kontorbygninger og skuffeselskaber.
Med andre ord fungerer serien som en Hitchcock-thriller fortalt som en Seinfeld-observationsjoke om dårlig kundeservice, og ’The Chair Company’ går denne svære balancegang mellem højoktan suspense og banale hverdagsproblematikker med en selvsikkerhed og kreativ vision, som er komplet fænomenal.
Der er noget urovækkende infantilt og latterfremkaldende komisk ved at se Robinson med sin klassisk manierede grimasse klik-klakke på tastaturet som en femårig, mens han hævder at være i gang med at opsnuse århundredets største skandale. Alt sammen fordi tredjepartsvirksomheden, der står for Teccas kundeservice, ikke vil føre ham videre i systemet.
Samtidig virker det som en befrielse for serieskaberduoen at have brudt med sketchens tidsknappe format. Det fungerede glimrende i deres komedie ’Friendship’, hvor Robinson strak joken om den ensomme, moderne mand til bristepunktet over halvanden time.
I ’The Chair Company’ bruges den forlængede spilletid til at dykke dybere ned i de skæve karakterers indre liv. Det er dybt fascinerende at blive på scenen med hofnarren, efter joken er landet, publikum har forladt rummet, og vi efterlades tilbage med de sørgelige rester og et begyndende angstanfald under arbejdsbordet.
Men komikken lander kun så rent, som den gør, fordi det omkringliggende spændingsdrama er overraskende troværdigt. Som suspense-mestrene Hitchcock og Brian de Palmas bedste film byder ‘The Chair Company’ på intense jagtsekvenser, livstruende konfrontationer og en evindelig parade af forhindringer for vores nævenyttige selvtægtshelt.
Uden at mindske disse sekvensers effektivitet tilføres serien konstant komiske elementer, som på brilliant vis punkterer og peger tilbage mod genrens klichéprægede koder. Det sker, da Ron i ly af natten sniger sig ind i et aflåst mødelokale for at finde frem til stolefabrikantens navn og pludselig bliver afbrudt af kontorets vicevært, som insisterer på, at han gerne må bruge sin trillebør på arbejdspladsen, fordi den specifikt er til indendørs brug.
Det er som at opleve Cary Grant med sved piblende fra panden og føderale agenter bankende på døren, mens han venter til tonerne af muzak på, at telefonen bliver taget i den anden ende, så han kan klage over, at kontorstolen knirker.
Humor på det allerhøjeste plan.
Kort sagt:
Du må ikke snyde dig selv for denne genistreg af en serie, som balancerer mellem Hitchcocks suspense og urkomisk falden på halen-humor. Alt sammen fortalt i en unik pærevælling af kafkask kundeservice og farlige konspirationsteorier.
Anmeldt på baggrund af de syv første afsnit.