Bob Dylan ville ikke røre sine mest legendariske evergreens med en ildtang i Royal Arena
KONCERT. Det var ganske sigende for Bob Dylans koncert i Royal Arena, at dens første to sange var henholdsvis den kærlige invitation ’I’ll Be Your Baby Tonight’ og den bitre afvisning ’It Ain’t Me, Babe’.
Det var den dualisme, det evigt kontrære og altid egenrådige ikon konstant bevægede sig mellem i løbet af den knap to timer lange koncert. Mellem at holde publikum ud i demonstrativt strakt arm og så – i enkelte, gåsehudsfremkaldende momenter – at lukke os helt ind der, hvor man mærkede, at der banker et hjerte bag det tilknappede ydre.
Da jeg inden koncerten stod i kø uden for arenaen, gjaldede ikoniske evergreens som ’Like a Rolling Stone’ og ’Blowing in the Wind’ fra en højtaler. Det var ganske ironisk, for Dylan var tydeligvis ikke interesseret i at røre sine legendariske hits med en ildtang.
Over halvdelen af sætlisten var udgjort af sange fra hans nyeste album, 2019’s fremragende ‘Rough and Rowdy Ways’, og hvis nogen var skuffede, var det nok især 68’erne, der var kommet for at høre deres helt spille ungdommens slagsange.
Koncerten var ikke en rockkoncert, men en mørk andagt med Dylan som alvorsfuld dommedagsprædikant intenst messende bag sit klaver.
Hovedattraktionen var ordene – om livet, døden, gud og uendeligheden (altså småting) – og så den vejrbidte, men i momenter kraftfulde stemme, som David Bowie måske kom tættest på at sætte ord på, da han i 1971 beskrev den som »like sand and glue«.
Sommetider var det ligefrem magisk. Som i en fuldkommen nøgen udgave af dødshymnen ’Black Rider’, som blev sunget med så megen rumklang, at det lød som om, Dylan sang direkte ind i evighedens mørke grotte.
Eller i det sidste nummer, mesterværket ’Every Grain of Sand’ fra Dylans uretfærdigt udskældte gospelperiode i slutningen af 70’erne, en kristen tekst, der i sin gribende, overvældende skønhed kan måle sig med Kærlighedens højsang eller Matthæusevangeliets Saligprisninger.
»In the fury of the moment / I can see the master’s hand / In every leaf that trembles / In every grain of sand«, lød det – ikke dogmatisk, men blot overvældet af universets uudgrundelige storhed.
Sangen kulminerede i en hæsblæsende mundharmonikasolo, der i sin hysteriske skingerhed gik gennem marv og ben. Der er mange noise-musikere på Mayhem, der må se misundeligt til, når den 84-årige mester tager mundharmonikaen frem.
Dylan spiller aldrig en sang på samme måde to gange. Faktisk gør han en sport ud af at omkalfatre sine sange sommetider til ugenkendelighed.
Var det lidt forvirrende, da han spillede sit store, surrealistiske epos ’Desolation Row’ i dobbelt tempo? Og var det en kende irriterende, da han sang en af karrierens mest melodiske sange, ’Key West (Philosopher Pirate)’, med en ny melodi i hvert vers, ingen af hvilke mindede om originalen?
Ja og ja, men det var heller ikke uinteressant. »I was born on the wrong side of the railroad track / Like Ginsberg, Corso and Kerouac«, synger han i en af de mest cool sætninger, jeg kan komme i tanke om. Ligesom beatgenerationen, han sammenligner sig selv med, er den konstante leg med ordenes lyd og rytmik en central del af værket.
Højdepunktet var en mystisk, men uimodståeligt svingende sambaversion af ’When I Paint My Masterpiece’, der var milevidt fra originalversionens simple, rustikke folk-rock. I Royal Arena lød den som soundtracket til et dekadent maskebal, hvor gæsterne bærer våben under kjolerne.
Sangen leger med forestillingen om det mytiske øjeblik, hvor kunstneren kan signere i højre hjørne, lægge penslen fra sig og træde tilbage fra lærredet med vished om endegyldigt at have sikret sit eftermæle.
Det har Dylan allerede gjort utallige gange, vil de fleste af hans trofaste fans nok hævde. Men i Royal Arena lød han som en kunstner, der har tænkt sig at blive ved skitseblokken til den dag, han falder om.
Kort sagt:
Bob Dylans koncert i Royal Arena var ikke en rockkoncert, men en mørk andagt med Dylan som messende prædikant. Det evigt kontrære ikon skiftede mellem at holde publikum ud i strakt arm og lukke dem helt ind.