Du læser med stor sandsynlighed dette på din telefon med armen udstrakt foran dig. Måske er du på farten, på vej til arbejde eller hjem fra skole.
Hvis det er tilfældet, er du i perfekt position til at indtage underholdningsindustriens nye hypede barn i klassen: Mikrodramaerne.
Fænomenet refererer til vertikale, ultrakorte fiktionsserier med blot minutlange afsnit og er godt i gang med at ændre streaminglandskabet.
Mens andre tjenester tidligere har tabt stort på korte mobilformater, og det nok stadig er de færreste i Danmark, der er hoppet med på vognen, er mikrodramaerne allerede en verdensomspændende kæmpesucces.
Og de lader ikke til at sætte farten ned.
Sæbeopera på steroider
Du har måske hørt, at Netflix-fænomenet ’Squid Game’ med 265 millioner afspilninger er tjenestens mest streamede serie nogensinde. Men det koreanske hit når altså ikke ’The Double Life of My Billionaire Husband’ til sokkeholderne.
I serien med over 419 millioner streams beder den kvindelige hovedperson Natalie sin far og onde stedmor om 50.000 dollars, så hun kan betale for sin syge mors nyredialyse. Faren virker velvillig, hvilket får stedmoren til at fare op: »Tænker du stadig på din ekskone?!«.
Den endnu ondere stedsøster blander sig og siger, at pengene er i hus, hvis altså Natalie gifter sig med den fængslede tabersøn af en rig familie. Natalie giver efter, og sønnen viser sig i virkeligheden at være en ekstremt charmerende tall dark stranger.
Alt dette udspiller sig i løbet af godt 90 sekunder.
’The Double Life of My Billionaire Husband’ er et af de mest populære mikrodramaer, og dens ingredienser er karakteristiske for genren: melodrama, en usandsynlig kærlighedshistorie, en hæsblæsende plotudvikling og, vigtigst af alt, en cliffhanger i slutningen af alle seriens 49 korte episoder.
Det er fristende at afskrive mikrodramaer som en afgrening af det allestedsværende brainrot-syndrom, men serierne skiller sig ud ved at være reelle fiktionsprodukter. Med de ofte lidt porno-klingende titler (’Fated to My Forbidden Alpha’, ’The Quarterback Next Door’, ’Pregnant by My Tough Daddy CEO’) er mikrodramaer nærmere TikTok-generationens svar på datidens amerikanske sæbeoperaer eller de latinamerikanske telenovelas – bare på steroider.
Minutiøst designet til øjeblikkelig dopaminudløsning, for ja, reptilhjernen må altså vide, om Natalie finder sammen med den hotte milliardærarving.
Højt at flyve…
Serierne har især vundet frem i Kina, hvor markedet for mikrodramaer ifølge NBC sidste år udviklede sig til en industri på knap 45 milliarder danske kroner og dermed oversteg landets regulære biografindtægter.
Og nu melder USA sig på banen i mikrodrama-kapløbet. Ifølge The Hollywood Reporter bliver den første amerikansk-producerede app til formålet, Verza TV, en realitet senere denne måned.
Det er rigmanden Alan Mruvka, der privat finansierer den nye platform. Forhåbentligt har han lært af en anden opportunistisk millionær, der for få år siden brændte nallerne gevaldigt på en bekymrende beslægtet idé.
Her blev Quibi nemlig en af største fiaskoer i Hollywoods historie.
Dreamworks-stifter og tidligere Disney-boss Jeffrey Katzenberg lancerede i 2020 den ambitiøse streamingtjeneste, hvis navn var en sammentrækning af quick bites. 12 milliarder kroner blev kastet i projektet, der efter planen skulle revolutionere streaminglandskabet. Konceptet var at tilbyde alt fra serier til nyhedsprogrammer, der aldrig varede mere end 10 minutter, og som var skabt til at konsumeres på mobilen.
Prominente navne som Steven Spielberg, Jennifer Lopez, Idris Elba, Liam Hemsworth og Reese Witherspoon blev hurtigt tilknyttet tjenesten, og ambitionerne var tårnhøje.
Syv måneder senere gik Quibi neden om og hjem.
Appen havde kun opnået omkring 20 procent af abonnementsmålet, og det stod pinligt klart, at projektets fatale fejl var todelt: 10 minutters-reglen udfyldte ikke et reelt behov hos målgruppen, som i forvejen bed serieindhold fra andre tjenester op på deres telefoner, og hertil adskilte selve indholdet sig ikke synderligt, fra hvad man kunne finde på gammeldags tv-kanaler og streamingtjenester.
Så hvorfor i alverden har Hr. Mruvka nu kastet sig over en ny mikrodrama-platform?
Et værn mod travlhed?
For det første er det ultrakorte, vertikale koncept ikke længere en uprøvet tech bro-idé, men en bevist succes med et etableret økosystem. Mens mange forbrugere stadig tyer til YouTube for at se de populære serier – 44 procent af dem, der har iagttaget et mikrodrama, har gjort det hér – så buldrer kinesiske mikrodrama-apps fremad.
Også i USA har genrens platforme som ReelShort og DramaBox væltet Netflix og YouTube af tronen i app store-rangeringer.
Den største forskel på Quibi og de nye platforme til mikrodramaer findes dog i tjenesternes indhold. Katzenbergs forfejlede forsøg på at skabe kort, Netflix-lignende indhold satte sin lid til svinedyre Hollywood-folk og enorme produktionsbudgetter. Mikrodramaer er det diametralt modsatte.
De er billige, masseproducerede bottom up-produktioner, hvis skabere har forstået spillereglerne: Kvantitet kommer over kvalitet, fans skal direkte engageres, og shareable viralitet er din gud.
Det britiske medie Sky News besøgte i oktober en af Kinas mikrodrama-fabrikker i byen Quzhou, og synet er både fascinerende og småskræmmende.
I det enorme anlæg kan man finde over 200 kulisser – en flykabine, en operationsstue, en retssal – hvor de utrættelige serieskabere sidste år samlebåndsproducerede over 500 (!) dramaserier.
En af producenterne påpeger, at de korte serier faktisk er et middel mod det moderne menneskes hastværk.
»Når du ser verticals, kan du nemt binge fem til seks episoder på din metrotur. Og lad os være ærlige – du ville ikke engang være nået halvvejs igennem en normal tv-episode, før du er nået frem til dit stoppested. Så med alle menneskers travle liv og arbejdspres er det faktisk stressreducerende at scrolle hurtigt gennem verticals«, fortæller han køligt.
Og måske har han ret. Ifølge NPR har ReelShort 45 millioner månedlige brugere, ligesom store Hollywood-studier som Disney og Fox Entertainment i dette øjeblik investerer millioner af dollars i genren.
Noget tyder altså på, at fænomenet meget vel kan blive streamingtjenesternes nye slagmark.
Men inden man opsiger sit Netflix-abonnement, er det dog værd at tage de geografiske forhold med i overvejelserne.
Vertikal Vinterberg?
Både Kina og USA har en lang tradition for soapy tv-serier. I Kina har såkaldte C-dramas længe været en bærende søjle i populærkulturen, og tilsvarende har sæbeoperaer domineret de amerikanske tv-skærme lige siden fjernsynet blev allemandseje i 1950’erne. ’Days of Our Lives’ (på dansk ’Horton-sagaen’) har netop fejret 60 års-jubilæum og rundet 15.000 afsnit.
Det er næppe for selvfedt at påstå, at vi i Danmark har et andet forhold til kvalitets-tv. Ganske vist slubrer vi reality i os som alle andre nationer – og gav endda sæbe-genren et forkølet forsøg med ’Hvide løgne’ i 1998 – men det ligner alligevel en urealistisk tanke, at mikrodramaerne nu vil vende vores generelt høje forventninger til serieindhold på hovedet.
I så fald vil det skulle bevises, at formatet kan tilpasses mere prestigefyldte serier. Kan man forestille sig Thomas Vinterbergs kommende ’Brødrene Løvehjerte’-serie i 9:16-beskæring? Næppe.
Den amerikanske drøm om lynhurtig mikrodrama-masseproduktion kan desuden risikere at komme i konflikt med skuespillernes magtfulde fagforeninger, der beskytter mod (for) ringe løn- og arbejdsvilkår. Skuespillerforbundet SAG-AFTRA har da også for nyligt annonceret en såkaldt Verticals Agreement, der netop omfatter arbejdet på de korte mobilformater.
Én altoverskyggende innovation kan selvfølgelig komme det problem til livs: AI-skuespillere!
Mikrodramaer fremstillet med kunstig intelligens er til ingens overraskelse allerede en ting, og et kort format, hvor ingen forventer skuespil i Oscar-klasse, synes næsten som skabt til nye fænomener som verdens første AI-skuespiller Tilly Norwood. Mon ikke, man i Kina bare venter på at kunne gøre de fysiske fabrikker overflødige?
AI-mikrodramaerne udgør således en næsten poetisk opsummering af to markante trends i underholdningsindustrien lige nu.
Det er for tidligt at sige, om mikrodramaer for alvor vil slå igennem herhjemme. Men i det store udland er indflydelsen fra både AI og verticals svær at komme udenom.