KOMMENTAR. »Forklar lige det med ham, der har stjålet hende den andens historie«, har det lydt fra mange af mine venner på det seneste. Deres fortrukne medier har nemlig kværnet løs om et eller andet med to forfattere, én affære, to bøger, én historie.
Og her taler vi altså også dem, jeg ikke kender fra litteraturstudiet. Once in a blue moon sker det nemlig, at en litterær nyhed går breaking. Og i et land, hvor litteraturen konstant begræder sin egen marginalisering, bør den så ikke være lykkelig for lidt Kardashian-støv?
Vi tager lige en lynhurtig opsummering: For nogle år siden udgav Kim Blæsbjerg romanen ’De bedste familier’ om Cheminova-fabrikken i Lemvig. Den blev kaldt »den nye Matador«, vandt De Gyldne Laurbær, U name it.
Klip til, at en anden prisvindende forfatter, Johanne Mygind, i dette efterår udgiver romanen ’Giftig’ om selvsamme fabrik. Bare lige med det aber dabei, at hun mener, at Blæsbjerg, som hun i øvrigt har haft en affære med, har stjålet hendes families historie.
Det er sjældent, at mine ikke synderligt litteraturinteresserede kammerater gider lytte på sladder fra det, jeg ellers kalder min version af Hollywood, nemlig dansk litteratur. Og når de gør, handler det som oftest om en såkaldt kendisforfatter – det vil sige en forfatter, der var kendis, før vedkommende tænkte: Jeg skal da også skrive en bog. Hvem husker ikke Cillemouse-skandalen, Diezgate eller nedslagtningen af Mathilde Trobecks selvhjælpsbog?
Derfor skal der, når det er en vaskeægte forfatternyhed, der går viralt, altså flag på bussen i mit univers. Fordi for hver tredje »hvem gjorde hvad«, kommer der også et »hvad handler bogen egentlig om?«
RIP den reelle litteraturkritik
Der er efterhånden ikke det medie, der ikke har skrevet om den såkaldte giftige affære mellem Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg.
Det begræder Rebekka Bundgaard, litteraturredaktør på det respekterede litterære tidsskrift Atlas, hvor hun skriver, at vi er »godt i gang med at tage livet af den reelle litteraturkritik, mens diskussioner som disse (dækningen af Mygind-Blæsbjerg, red.) fylder mere eller mindre det hele«.
RIP den reelle litteraturkritik — i hvert fald hvis ’reel’ betyder traditionel; uddannede kritikere, der nedfælder lange læsninger i papiraviser. Pray for at the OG litteraturkritik aldrig dør, den er formativ, faglig og fierce. Men den skal altså ikke være ene mand på dæk.
Realitydækningen af dansk litteratur kan nemlig noget, som dens litterære modspil ikke altid kan: Få nye føl i folden! Folk føler sig talt til, inkluderet, og det er vel næppe et strech at antage, at de kække overskrifter kunne få et par nye læsere til at samle de pågældende romaner op? Alle elsker en god historie, og skønlitteraturen er nu engang det bedste sted at finde én.
En anden roman, hvis salgstal, jeg da virkelig håber nyder godt af den nuværende pressedækning, er Thomas Bobergs ’Insula’. Den er lige nu centrum i et vaskeægte retssalsdrama, hvor en restauratør fra Fejø, hvor bogen har hentet inspiration, har stævnet Boberg.
Her vrimler det med begreber som ’karaktermord’, ’heftigt retsopgør’ og ’injurier’ i overskrifterne. Skulle man lige hoppe ned til sin lokale boghandler og samle ’Insula’ op for at se, hvad all the fuss is about?
Som kritiker kan man begræde clickbait-dækningen af en roman som ’Insula’, der immervæk var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris og alt muligt, men hvis der er noget, folk gider at læse om, er det den virkelige virkelighed.
Choose your fighter
I sidste uge kunne man læse på DR.dk, at danske læsere faktisk ikke kan få nok af at læse om andres ægte liv, og onlineboghandleren Saxo fortæller, at salget af selvbiografier er steget med 20 procent i år.
DR-artiklen teaser også lige lidt for Dennis Knudsens kommende bog ‘Da bommen gik ned’, en titel, der refererer til episoden med Molslinjen, need I say more? Alt kan blive til en bog, så længe nogen gider læse den. Kulturkommentator Anne Sophia Hermansen udtaler samme sted, at hun »godt kan få en følelse af, at er man kendt, så kan man få en bogkontrakt.«
Det, Hermansen taler om, er altså den såkaldte kendisforfatter. Og når anmeldere raser over fx influencer Mathilde Trobecks ‘Du må gerne være irriterende’, som journalist Nynne Bjerre mente »reducerer opfattelsen af, hvad en bog burde være,« er det vel netop af frygt for, at litteraturen skal udvikle sig til at blive ét stort realityshow. At forlagene skal spekulere så meget i GO’ morgen Danmark-interview, ramaskrig og clicks, at hvem som helst få lov at udgive en bog, hvis bare, de har følgere nok.
Choose your fighter, venner
Hvis vi gør forfatterne til kendisser, så behøver kendisserne ikke blive forfattere. Jeg tror, at vi skal byde forfatterkendissen velkommen med (relativt!) åbne arme, hvis kendisforfatteren skal have bare en smule modspil på bogmarkedet.
Glenn Bech i TV 2’s ‘Spillet’, Thomas Korsgaard i ‘Forræder’, Caspar Eric i ‘Sara og Monopolet’ og Tine Høeg, der fotograferes som en anden Beyoncé og udtaler sig om hår og makeup i Alt for Damerne er good news. Forfattere, der bliver til popkultur, skaber popkultur, som igen skaber læsere.
Hvis valget står mellem rene kendisser på bestsellerlisten eller Kim Blæsbjerg i noget, der minder om ‘Ex on the Beach’, så vælger jeg Blæsbjergs beach drama any day.