Med ‘Crossfade’ sætter danske Barbro ord på en følelse, jeg havde glemt eksisterede
ALBUM. Hvordan føles det at være ingen steder og alle steder på samme tid?
Umiddelbart et tungt, måske eksistentielt spørgsmål, men musikeren Barbro Kuypers formår at indfange netop denne tilstand på deres seneste og meget stærke andet album, ‘Crossfade’.
Forud for udgivelsen har vi blandt andet fået singlerne ‘Calling Out’ og ‘See You in My Dreams’, der med lige dele intimitet og storladenhed var nogle af Barbros bedste udgivelser til dato. Heldigvis følger resten af albummet trop.
Som singlerne også har antydet, bevæger produktionen og det overordnede udtryk på ‘Crossfade’ sig længere væk fra Barbros tidligere upolerede DIY-rocklyd og længere ind på noget, der ligner et alt-pop-territorie.
Mens debuten ‘Bad Choices’ var domineret af guitardrevne rocknumre som ‘Counting the Days’ eller det tunge, postrock-klingende titelnummer, er der på ‘Crossfade’ skruet en smule ned for de høje guitarfrekvenser. Til fordel for Barbros vokal, der nu får en større plads i mixet, hvilket i sidste ende munder ud i et mere poleret udtryk.
Også tematisk fornemmer man, at der er sket meget siden forgængeren, der med sangtitler som ‘Fuck the World’ og ‘Felt so Bad’ var svær ikke at tillægge en vis pessimisme. Her kan ‘Crossfade’ høres som et mere håbefuld og afdæmpet modsvar.
Det mest direkte eksempel høres på det tilbagelænede åbningsnummer ‘Better Now’, der med hookets sidste linje (»I think I’m better now«) lyder som et direkte svar til den tungsindige og mørke ‘Be Better’ fra debutalbummet (»Be better you said / So I gotta get better«).
‘Crossfade’ dyrker på mange måder en forholdsvis konventionel indie-lyd anno 2025, der på samme tid giver associationer til flere af genrens historiske ikoner.
Der sendes et kærligt nik mod Lou Reed på den trommemaskine-drevne ‘Can’t Connect’, mens Joni Mitchell lurer i detaljen på numre som den ordrige guitarballade ‘Living in It’.
Men selvom referencerne er mange, formår ‘Crossfade’ at være en særlig personlig plade, der på fornem vis udforsker nye aspekter af de tunge følelser, som tilværelsen nu engang kan byde på.
Der er nemlig ikke tale om et entydigt optimistisk album. Mange af numrene emmer af melankoli og fortvivlelse, ofte omhandlende hvad der sker oppe i ens hoved, når man konstant er opslugt af minder, længsel og drømme.
Det fornemmer man blandt andet i de førnævnte singler, ‘Calling Out’ (»I’m calling out to / The dreams that we had / Can’t control the / Memories we get«) og ’See You in My Dreams’ (»But I see you in the corner of my dreams / I take a bow, but end up falling to my knees«).
I en pressemeddelelse fortælles det, at ’Crossfade’ er blevet til på spredte lokationer, herunder Barbros forladte barndomsskole, samt en række midlertidige boliger forskellige steder i Europa. Måske pladen er et vidnesbyrd fra en fragmenteret tilværelse.
Det giver i hvert fald mening, når man dykker ned i tekstuniverset på ‘Crossfade’, der lyder som om, det kommer fra én, der er i konstant bevægelse fra sted til sted – både følelsesmæssigt og fysisk.
På den måde bliver pladen et smukt billede på den svære følelse af på samme tid at skue tilbage på noget, der var, og frem mod noget, der skal blive. En nærmest udefinerbar følelse, jeg helt havde glemt eksisterede.
Kort sagt:
‘Crossfade’ er en mindre rå omgang end forgængeren, der med et lettere udtryk og klare referencer formår at sætte ord på de komplekse følelser, der opstår, når man lever en tilværelse i konstant forandring.