Kayaks ‘Ind i solen’ er som at blive tørretumblet ind i livets mest hudløse øjeblikke
EP. At sætte Kayaks nye ep på føles som at blive tørretumblet ind i livets mest hudløse øjeblikke.
’Smykker’ beskriver et tilfældigt møde med en ekskæreste. Egentlig en lavspændt hverdagssituation, men som Kayaks sanger, Eva Berghamar, synger: »Og du går stadig rundt med de smykker, som jeg gav dig«. En lille del, som stadig tilhører en person, der er blevet en fremmed.
Situationen – og det øjebliks ubehag, som sangen beskriver – er hjerteskærende i al sin enkelthed. For der er ikke nogen, der har gjort noget forkert, og alligevel munder mødet ud i et indre kaos: »Spørger ind til dine forældre, men indeni har jeg lyst til at dø«, synger Berghamar, og det kan mærkes helt ind i knoglerne.
’Ind i solen’ er Kayaks anden ep og efterfølger til deres meget lovende debut-ep, ’Under øjenlåg’, som udkom sidste år. Dengang spåede vi, at bandet uden tvivl besad flere facetter end de allerede havde vist med deres Phoebe Bridgers-klingende indiefolk.
’Ind i solen’ er en bekræftelse af alle de ting, der har gjort Kayak til et interessant band fra start, og jeg er mildest talt også imponeret over de tre højskolekammeraters evne til at blive ved med at skubbe deres lyd videre.
På ’Smykker’ rammer Kayak et krydsfelt mellem ubehag og trøst, når den blomstrende produktion går fra First Flush-agtige vokalharmonier til en smittende worldbeat-rytme, der klinger ret så Peter Gabriel’sk. Storslået melankolsk, men også håbefuldt. Meget »kayakisk«.
Der er ikke tid til at sværme for meget, for ’Din hund’ – et nummer, der klart (og smagfuldt) har Bridgers i ascendenten – trækker lytteren helt ned i post-breakup-sølet. »Griber hvad du kaster, ja, jeg ku’ være en hund for dig«, synger Berghamar med en desperat tvetydighed, så jeg ærligt talt ikke ved, om jeg skal grine eller græde.
Det er vulgært og råt for usødet, men Kayak tør at holde ved, når de grimme følelser bobler op til overfladen.
Når man så sidder der og har brug for at trække i vejret igen, kommer ’Mangler dig’. Det er en mindre kompliceret sang end de andre på pladen, men den er stadig smittende med rå mængder guitarforvrængning og en fin tekst om de øjeblikke, hvor udmattelse, begær og nyforelskelse vikles ind i hinanden.
For Kayak laver nærværende sange, som ikke svælger unødvendigt i tidens ret påtagede relaterbarhed. Trioen spiller skarpt med Berghamars udtryksfulde vokal og sangskrivning som et klart es.
Efter at have faret ud og ind ad ungdomslivets forviklinger står titelnummeret som den helt store forløsning. Udtryksmæssigt lyder det, som hvis Alvvays og Bruce Springsteen gik sammen om at lave titelnummeret til en endnu ikke udgivet ungdomsfilm.
Berghamar synger om at måtte vende sig og skærme sig for ikke at blive fuldstændigt forblændet af sit crush. Selv har jeg egentlig bare lyst til at skrue op, for janglepop-energien og de spontane wooh-råb er en uimodståelig kombination.
Sådan kommer Kayak altså hele vejen rundt om tilværelsen. Fire sange som komplimenterer og løfter hinanden. Det unge band har fat i noget stort.
Kort sagt:
Kayak viser på deres anden ep, at de kan gøre deres signaturlyd større og mere omsluttende, uden at det tager fokus fra den følelsesmæssige kerne. Teksterne er nådesløse, men ’Ind i solen’ er i sidste ende en håbefuld perle.