John Cale – intet er, som det ser ud

Når violinen er taget med på scenen, så skal den vel bruges? Ikke i John Cales tilfælde. For den walisiskfødte avangardist og tidligere violinspiller i Velvet Underground besluttede sig åbenbart undervejs for blandt andet ikke at spille den fremragende dronende 60’er-hymne ‘Venus in Furs’ for et aldersmæssigt alsidigt og stærkt medlevende publikum på denne første af to live-aftener på Rust på Cales ‘Cirkus Live Tour’.

Ærgeligt ja. Men det er nu engang charmen ved den aldrende men stadig stærkt rockende helsekostidealist. Ligesom de mange ikke-ryger-skilte, der prydede væggene denne aften på ønske fra Cale, også var et ganske positivt om end endnu noget uvant påfund blandt et ellers normalt storpulsende, dansk koncertpublikum.

Rock blev der til gengæld pulset i tunge åndedrag. Det skyldtes ikke mindst et sublimt spillende og stærkt indlevende trekløver af et backing-band, som flankerede Cale. Bandet var konstant årvågen til stede og fulgte waliserens mindste træk og anledning til at føre de i forvejen alternative og stærkt varierende kompositioner i nye retninger. Og hvilken befrielse det er at se, at Cale stadigvæk kan og nærmest påtvunget vil kaste sit bagkatalog ud på nye og stærkt omarrangerede omveje for at nå sikkert og næsten stakåndet i mål på nye tinder.

Cale ånder først og fremmest gennem de alternative musikalske påfund og legen med genrer og lydmæssige kollager, hvad end det er ballader, tung bluesrock eller klassisk kompositionsmusik. Han er bestemt ikke den store sanger, men så skriger han bare i stedet for som – denne aften – på ‘Helen of Troy’.

Himmelvendte øjne mod den ene scenemonitors manglende godvilje over for waliseren og nogle paphoveders uvidende og ganske forstyrrende tilråb fra bagerst i salen var dog formentlig stærkt medvirkende årsag til, at koncerten, som den netop virkelig var ved at løfte sig, sluttede ganske brat med en sublim udgave af ‘Dirty Ass Rock and Roll’. Selv taktfaste klapsalver og lys der blev tændt og slukket igen op til flere gange kunne ikke få waliseren tilbage. Overraskende? Næppe. Det er overraskende ikke at blive overrasket til en Cale-koncert. Men når det gik som mandag aften, så kan man kun være svært tilfreds med resultatet, på trods af det næppe blev, som hverken band eller publikum havde troet.