The Minds of 99 beviste i Royal Arena, at de slet, slet ikke er klar til glemmebogen
Se alle billederne fra koncerten HER.
KONCERT. Hvad gør hele landets yndlingsband, når det pludselig ikke er dem, der er favoritterne længere?
Efter gennem et årti at have cementeret sig som dette årtusindes måske vigtigste danske band er Frederiksberg-drengene fra The Minds of 99 blevet overhalet af de fire unge Nørrebro-fyre i Aphaca som hele musikdanmarks darling. Nu er det deres sange, pigekoret synger, og dem, der skal spille Orange og Parken.
Så hvad med Minds? De har udskiftet hattricket i Parken fra 2024 med påskeferie i Royal Arena, og heldigvis var det stoisk selvsikre band klar over, at det ikke var nok at fyre endnu en hitparade af. I stedet greb de muligheden for opløftende at indikere, hvor de nu skal hen.
Første tegn kom i sidste uge med ‘Dét der udenfor’. Her stikker de hovedet op over trækronen og skuer med falsetiver mod en tid, hvor Minds måske ikke behøver være større end alle andre, og end livet selv, for at være berettiget til en plads i vores liv.
Derfor føltes netop aftenens fem nye sange, der forventeligt satte en lidt mere lavmælt kurs for festen, monumentale på en helt anden måde, end uudgivne sange plejer at gøre til kæmpekoncerter.
Lige lovligt friskt lagde bandet fra land med en vinkende sejrsrunde gennem publikum og rundt på scenen og så åbneren ’Ung kniv’, der ikke havde samme sylespidse slagkraft, som den plejer. Delvist undskyldt blev det dog, da den uvant statiske Niels Brandt senere afslørede, at han havde forstuvet storetåen i sin jagt på at blive kickboksningstjerne.
Selv på 80-90 procent tør jeg godt vove den påstand, at de færreste kan se sig fri af en kuldegysning eller to, når Brandts første »åh, vær hilset, min ven« kommer rullende som en flodbølge, og publikum svarer med en tsunami af et fællesskrål. Minds’ præsens hos deres fans er så stærk, at hele salen løfter i flok.
Herfra var det så tid til at teste de nye sager. ’Dét der udenfor’ oser af storbybarnscoolness og poprocket fremdrift båret af Anders Folkes sprøde guitar og Asger Wissings urokkelige basgang, og singlen gav Brandt rum til at vise en mere inderlig, nærmest drenget cute side akkompagneret af et vokalt overskud nærmest ulig noget, vi før har hørt fra ham.
Efterfulgt af den uudgivne ’Lange dage, korte år’ tegnede der sig et klart billede af, hvordan bandet er på vej i en mere eftertænksom, reflekterende retning.
Senere understregede særligt ’Selvom solen er sort, er himmelen blå’ den håbefulde tone i det nye materiale, der lyder til at være skabt af et band, der på egen krop og sjæl har mærket, at der er lys på den anden side af den type nedtur, en himmelflugt som deres kan medføre.
Det er modigt at tro så meget på sine nye sange, som Minds gør det, for de ved om nogen, at arenaturnéens i alt 100.000 publikummer kommer for fadøl og fællessang.
Præcis derfor var det sigende, at kun titelnummeret fra ’Solkongen’, der må betegnes som Minds’ hovedværk, virkelig gav genlyd. ’Stor som en sol/Flad som en pandekage’ halsede lidt uforløst afsted, mens generationshymnen ’Alle skuffer over tid’ klogt var lagt tidligt og gjorde, hvad den skulle, men så heller ikke mere.
Anderledes stærkt stod de ældre sange, ikke mindst aftenens store overraskelse, den støjende ’Liber’, som glidende blev til ’Hurtige hænder’, der langt om længe er tilbage i sin originale version.
»På et tidspunkt vil jeg leve / Det må ske / En eksplosion bliver det« synger Brandt på ’Liber’, og det var et livsbekræftende 1-2-slag af rå kulde og mørk, upoleret energi, der gik gennem rummet. ’Drømmer om livet’ byggede videre derfra og forvandlede for en stund Royal Arena til technoklub.
Med et godt timet, veleksekveret platform-over-publikum-stunt akkompagneret af koncertens gennemblærede lysshow fik trommeslager Louis Clausen og den klublydshungrende synthmester Jacob Bech deres shine og gav koncerten lidt af det dynamiske flow, som man til tider savnede fra den vanlige indpisker, Brandt.
Men med plads til særligt nyt og gammelt, og selvfølgelig nogle pensum-hits, var aftenens højdepunkt faktisk sætlisten i sig selv.
Vekselvirkningen mellem det ungdommeligt skarpe, fandenivoldske fra de første plader og det nyfundne, kærlige håb, som virker til at skulle væve den røde tråd gennem Minds’ femte album med arbejdstitlen ‘Sjælens alkymi’, var aftenens genialitet.
Det var billedet på et band, der både som liveorkester og sangskrivere ikke står stille, men har lært nyt om sig selv gennem alt det, de har oplevet og opnået – og med det i bagagen tør de nu skue fremad og på ny bevæge sig ud på dybt vand.
Kort sagt:
The Minds of 99 leverede i Royal Arena ikke en vanligt perfekt koncert. I stedet viste de det nødvendige mod til at overraske og udvikle sig og mindede os om den rå energi, de for over et årti siden brød igennem med. Det tegner lovende for både fremtidige koncerter og den femte plade.