Lige der mærkede vi endelig alvoren og smerten bag Afskums ord
KONCERT. »Jeg har en historie«, fortæller Prince Askar, manden bag Afskum, mens han træder ned fra Radars scene og får publikum til at sætte sig på gulvet, hvor han reciterer ordene fra spoken word-nummeret ’Son Goku’ fra sin anden plade, ’Hjertet/Kniven’, der udkom sidste år.
»Der er 25 kilometer fra min seng til det asylcenter, hvor jeg lærte at tro på ånder«.
Ordene brager ud af højtaleren, og i et kort øjeblik får vi lov til at besøge en fremmed og usikker asylverden, hvor bønner for slidte playstationspil og permanente opholdstilladelser går hånd i hånd med hinanden.
Ti minutter senere står vi – publikum – som et bøvet fodboldhold og skråler »Afskum er farlig« til en lålålå-melodi, mens Afskum kækt smilende griber momentet, og musikerne prøver at akkompagnere galskaben, inden de kaster sig over det moshpit-inviterende synthtrap-kaos ’Adrenaliner’ fra debutpladen ’Afskum’.
Afskum er svær at blive klog på og har været det siden sin sin legendariske debut på Roskilde Festivals Rising-scene i 2022, hvor han opnåede nærmest kultagtig status i den danske undergrundsmusikverden.
Debutalbummet fra 2023 var med sin brutale lyrik, effekttunge vokal og beskidte postpunkede synthrock en cementering af både talentet og den kompromisløse tilgang til musikken.
To år senere fik vi opfølgeren ’Hjertet/Kniven, noget så sjældent som et dansk konceptalbum, hvor numrene fordeler sig i to halvdele. Det sårbare og ømme sat over for det aggressive og udadreagerende. Et album, der fik en fjerdeplads på vores liste over de bedste udgivelser i 2025.
Albummets første halvdel udgjorde også den første del af koncerten på Radar, der indledtes med albumåbneren ’Jeg vil høre alting’ og blev efterfulgt af ’Forbandet’, som sparkede forsigtigt gang i dansetrinene.
Det var dog som om, at både publikum og Afskum selv lige skulle vænne sig til disse mindre hårdtpumpede, følsomme sange, hvor energiudladningerne har mere karakter af postrockstøj end de moshpit-klimakser, der ellers har kendetegnet hans koncerter.
I ovenstående seance gik alt dog endelig op i en højere enhed, da Afskum iklædte sig den sårbarhed, teksterne i albummets univers lægger op til, på en måde, så vi forstod og mærkede alvoren og smerten bag hans ord.
Moshpits fik vi efterfølgende i rigt mål, da Afskum vendte tilbage til scenen og kastede sig over en blanding af sange fra debutalbummet og de mere aggressive og energifyldte sange fra det nye album.
Undervejs blev det akkompagneret af brede smil fra en storhoppende Afskum, som tydeligvis nød energien og afkrævede publikum, at vi hjalp ham igennem hans gamle repertoire, for han er kommet ud af form og er blevet halvkvabset, som han selv jokende fortalte.
Det var en fest, og Afskum er en både intens og gavmild performer, der havde os i sin hule hånd, mens han guidede os ned på knæ for tredje gang for at ramme det helt rigtige euforiske beat.
Men den knytnæve i fjæset, hans stemme og tekster er på pladerne, og som vi i et øjeblik fik lov til at mærke på gulvet i Radar, forsvandt i festen, og det var som om, at både vi og han glemte den smerte, de er født ud af.
Det var jo fredag, og vi skulle danse, og så er det nemmere at råbe »Afskum er farlig« på dansk lålålå-manér end at tage den samfundskritik og smerte seriøst, som rent faktisk gør ham farlig for en forsamling af musikglade (hvide) unge fra den aarhusianske middelklasse, for hvem et asylcenter bare er noget, vi besøger i musikken.
Kort sagt:
Afskum er en intens og gavmild performer, der fyrede op for en sand moshpitfest under hans første koncert siden udgivelsen af ’Hjertet/Kniven’. Men midt i lålålå-stemningen druknede smerten og den samfundskritiske knytnæve også.