Katinka brænder hele festen ned på solodebuten ‘Ved du jeg en snerle’
ALBUM. »Jeg spritter blikkene af, det svier som syreregn / Gror neglene så lange, de er ik’ til for dig«, lyder det konfronterende på åbningsnummeret til Katinkas solodebut, ’Ved du jeg en snerle’.
Efter 12 år i Katinka Band solodebuterer Katinka Bjerregaard. Ligesom da Marie Key i sin tid gik fra at være i Marie Key Band til bare at være Marie Key, er der sket en strømlining og en elektrificering af lyden.
Katinka har dog alle dage været fabulerende og stolt rundforvirret og er det stadigvæk.
’Ved du jeg en snerle’ er fuld af alle de spidsfindige hverdagskommentarer, som Bjerregaard også brillerede med i sit gamle band.
Et nummer som ’På tværs’ afslører sig selv allerede i titlen. Det er uventet bramfrit, når Bjerregaard fantaserer om at brænde hele festen ned, smadre alt og drikke sjatter i garagen: »Så lad og bare lægge arm til din havefest / Det gi’r ingen mening, det’ en multiple choice-test«.
Hun vil være mange ting på sin solodebut – både på tværs og for meget – og jeg under hende det.
Katinka er i det hele taget meget lidt passiv. På hitsinglen ’Kogeplade’ mærker man lysten til at gøre noget vildt for at slå et par revner i parforholdets trygge ramme. En pumpende 4/4-rytme og afdæmpede synths giver plads til Bjerregaards kommanderende stemme.
Tempoet er skruet i vejret i forhold til hendes gamle sange, og vokalstilen har rykket sig fra de lange udstrakte toner til en meget mere kontant stil. Det er kort sagt mere pop, selvom poesien i teksterne overlever: »Jeg har ikke rigtig lyst til at skifte ham / Jeg vil hellere købe en sweater, der er mindre stram«.
Det mest bemærkelsesværdige ved ’Ved du jeg en snerle’ er, hvor dansable flere af numrene er.
Det er ikke EDM, men et nummer som ’Tømmermænd’ ulmer af fortrydelsen efter et anstrengende forhold og lysten til at danse med sig selv i hjørnet som en lille sejr. Den percussion-tunge produktion bobler over i en tiltrængt varme fra en ukulele og hverdagshyldesten ’T-shirt’.
Det er en moden kærlighedssang, hvor den klassiske Katinka-lyd vender tilbage. Bjerregaards stemme kan noget, når den får lov til at udfylde lydbilledet, og når hun lægger fra land i en sådan grad, at mikrofonen i et øjeblik overstyrer og forvrænger.
Et akustisk indslag som ’T-shirt’, hvor tempoet sættes ned, og tonerne trækkes ud, fungerer lidt som albummets følelsesventil. Der er tid til at trække vejret og mærke efter.
Det gør mig på den anden side også opmærksom på, hvor stramt skårne hovedparten af sangene er.
Sammen med producer Søren Buhl – der foruden at producere det sidste Katinka Band-album også har produceret for blandt andre Søn og Guldimund – har Bjerregaard opdyrket et stringent udtryk, som typisk falder fint i tråd med teksterne, men også nogle ganger hæmmer umiddelbarheden.
På sidste nummer, den selvransagende ’Hvis jeg havde’, finder hun en mellemvej, hvor man både kan værdsætte lyrikken og den elektronisk skurrende produktion.
»Hvis jeg havde læst mindre Herman Bang / Ku’ jeg så føle mig mere sexet?«, synger Bjerregaard med stoisk sarkasme. Det er svært at svare på, men hendes solodebut får i hvert fald slået fast, at tingene sommetider bare er, som de er – og at det også kan være ret godt.
Kort sagt:
Katinka går solo med en mere poppet lyd, som ændrer dynamikken i hendes sangskrivning. Tekstuniverset er dog stadig spækket med alt fra bittert mindreværd til triumferende hverdagskærlighed.