’Outcome’: Det siger alt, at Jonah Hill ser sig selv som Keanu Reeves
FILM. Siden nyheden kom frem om, at Jonah Hill ville instruere en film om en folkekær skuespiller fanget i en pr-skandale, har ét spørgsmål hængt i luften: Hvor meget af fortællingen er egentlig bare Hill, der spejler sig i sit eget stormvejr?
Det spørgsmål er da også næsten umuligt at slippe gennem filmens godt halvanden times spilletid.
For hvis nogen skulle have glemt det (og det har internettet ikke), så delte Hills ekskæreste, surferen Sarah Brady, i 2023 en række beskeder, der tegnede et billede af en mand med … lad os kalde det et meget aktivt forhold til kontrol. Regler for påklædning, regler for omgangskreds, regler for Instagram. Alt sammen lidt upraktisk, når man dater en professionel surfer.
Den 41-årige skuespiller og instruktør gik derefter i en heftig omgang flyverskjul.
Men med Apple TV-filmen ’Outcome’ er den tidligere ’Superbad’-stjerne tilbage med begge sine kasketter på. Senere på året følger filmen ’Cut Off’, som han også har instrueret.
Omdrejningspunktet i ’Outcome’ er Reef Hawk (Keanu Reeves), der siden barnsben har været en american darling, som dansede og sang på ’The Tonight Show’ allerede i Johnny Carsons tid. Siden har han fået to Oscar-statuetter og en stribe af de største franchises i Hollywood på cv’et.
Men årtier i rampelyset slider på én.
Den nu 56-årige skuespiller har brugt de seneste fem år væk fra offentligheden i et forsøg på at lægge sine afhængighedsproblemer bag sig. Han har dog været clean i fem år og er klar til sit comeback, og udover de to barndomsvenner Kyle (Cameron Diaz) og Xander (Matt Bomer) er der meget få, der kender til hans misbrug.
Comebacket går tilsyneladende godt. Lige indtil han får smidt en afpresningshåndgranat i skødet: en kompromitterende video, som ville kunne ødelægge den ellers velrenommerede good guy’s karriere.
Pludselig begynder Reef at tvivle på sit eget brand og bruger en bekymrende mængde tid på at google “Reef Hawk bad person”.
Reef er (bortset fra de to Oscars – tilsyneladende er Reef en bedre skuespiller end Reeves) nærmest en én-til-én-udgave af Keanu Reeves selv: lavmælt, distanceret fra branchen og sympatisk herfra og til Hollywood.
Reeves spiller ”sig selv”, som han nu altid gør med kvart-i-Nicolas Cage-agtige udbrud, kejtethed, en til tider påfaldende ugidelighed og en staccato-præget repliklevering. Der er altid noget drøncharmerende ved ’John Wick’-skuespilleren, men problemet er, at det, der fungerer så godt i hans stoiske actionroller, virker mindre overbevisende, når han skal bære et tungt, selvrefleksivt metadrama.
For at hjælpe den pressede Reef Hawk kommer Ira Slitz, spillet af Jonah Hill selv. En ulidelig, excentrisk skaldet, gråskægget og selvsmagende kriseadvokat, hvis kontor er tapetseret med portrætter af Kevin Spacey, Kanye West og The Clintons, og som har en minivan med et »Honk if you can separate the art from the artist«-klistermærke.
Det er en rolle, der tydeligvis er tænkt som fortællingens komiske motor, og Jonah Hill går efter en stresset, højfrekvent Adam Sandler i ’Uncut Gems’-energi, bare uden den underliggende intensitet. Figuren er irriterende, belastende og påfaldende usjov, hvilket er et problem i en film, der insisterer på at være en mørk komedie.
Ira sender om ikke andet Reef ud på en slags moralsk pilgrimsrejse, et ‘High Fidelity’-møder-Ebenezer Scrooge-agtigt projekt, hvor han skal give en undskyldning til de mennesker, han har svigtet, for at finde den person, der vil offentliggøre videoen. Og måske lære lidt om sig selv undervejs …
Det fører ham blandt andet forbi sin tidligere manager Richie “Red” Rodriguez (spillet af Martin Scorsese!), der nu driver en lettere suspekt tilværelse med børnetalenter og bowlinghal. Senere besøger han sin mor, som han ikke har talt med i årevis, og som lever højt på hans berømmelse gennem et udstillende realityshow.
Det er sigende for filmen, at billederne af strandhusene ved Malibu er et rent greenscreen- og CGI-helvede. For sammenlignet med Hills tidligere projekter, ’Mid90s’ og ’Stutz’, føles ’Outcome’ markant mindre oprigtig. Mere demonstrativt selvoptaget.
Filmens tematikker om berømmelsens pris og cancel culture klinger hult som et selvmedlidende forsøg på at forklare, hvor hårdt det er at være kendt og konstant blive målt og vejet.
Jeg ville ønske, at jeg kunne dytte med på Iras klistermærke og adskille kunsten fra kunstneren. Men når stoffet er så tæt flettet sammen med Hills egen skandale, føles filmen så tonedøv og kontrollerende som de beskeder, han sendte til sin ekskæreste.
Faktisk siger det alt om Jonah Hill, at han tilsyneladende ser sig selv som evigt likeable Keanu Reeves.
Kort sagt:
Jonah Hills nyeste film vil være et meta-drama om berømmelse og skyld, men ender hult og selvmedlidende, kun nogenlunde båret af Keanu Reeves likeablity.