Roskilde Festival genåbner deres biograf med Oscar-vindere på programmet

Roskilde Festival genåbner deres biograf med Oscar-vindere på programmet
Publikum til A. G. Cook på Roskilde Festival. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Du har muligvis hørt millennials med næsten våde øjne beskrive dengang i gode gamle 2010’ere, hvor man kunne gå i biografen på Roskilde Festival.

Nu genopstår festivalens kultbiograf, hvor man blænder op for et filmprogram med 17 forskellige titler, som vises i løbet af First Days. Det melder festivalen i en pressemeddelelse.

I flere år havde Roskilde Festival et samarbejde med CPH: DOX og den daværende spillefilmsfestival CPH PIX, men i 2014 droppede man filmene.

I forbindelse med åbningen af to nye scener, Fauna og Lagune, vender filmene nu tilbage. Programmet er tilrettelagt af Roskilde Festival og Roskilde Festival Højskole med blandt andet Den Danske Filmskole og CPH: DOX som samarbejdspartnere.

Cinema på Roskilde Festival. (Foto: Roskilde Festival)

Under festivalen vil man således kunne se et kurateret program, der blandt andet tæller Joachim Triers biografaktuelle Oscar-vinder ‘Affektionsværdi’ og dokumentaren ‘Christiania’.

Der vil også køre et midnatsprogram med vampyrer som tema, hvor man kan fange ‘Sinners’, der var en stor biografbegivenhed sidste år, og for nyligt hev priser hjem ved Oscar-uddelingen.

Det fulde filmprogram vil blive annonceret senere, og i biografteltet vil der også være talks og filmevents.

Roskilde Festivals biograf er åben i opvarmningsdagene mellem 28.-30. juni.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af