Boards of Canadas kryptiske comeback-album sætter alle sanserne i spil
ALBUM. IDM – Intelligent Dance Music. En betegnelse så prætentiøs, at selv flere af genrens mest markante praktiserende ikke kan fordrage den. Næsten lige så prætentiøst var den danske oversættelse, der florerede omkring årtusindskiftet: lyttetechno.
Hvad gør man da med almindelig techno? Smager på det?
I virkeligheden skulle det måske være omvendt. For når man hører et godt album med eksempelvis de skotske IDM-pionerer Boards of Canada, føles det som om, at hele sansespektret bliver aktiveret.
Boards of Canada er ikke ligefrem hyperproduktive – især ikke nu, 30 år efter debutalbummet. De har ikke spillet live i 25 år, og med det nye album ’Inferno’ har de afbrudt 13 års radiotavshed. Selv da 2013-forgængeren ’Tomorrow’s Harvest’ udkom, var det totalt uventet efter dengang otte års pause.
På mange planer er ’Inferno’ derfor duoens andet album i en meget langstrakt comeback-æra. Men ’Inferno’ er også hinsides kontekst en smuk lytteoplevelse. Det står ikke i skyggen af hovedværkerne ’Music Has the Right to Children’ og ’Geogaddi’. Det inviterer lytteren indenfor, selv hvis man aldrig har hørt ét eneste IDM-album før.
Dermed ikke sagt, at alt bliver serveret på et sølvfad. Når et nummer som ’Naraka’ pludselig disker op med, hvad der lyder som hinduistisk chanting over et dunkelt downtempo-beat, får man ikke udleveret en fortolkningsguide.
Når lyde fra fugle og fluer pludselig dominerer en dystert dronende ambience på den efterfølgende ’Acts of Magic’, bliver man ikke meget klogere. Og når man hurtigt er videre til ’Memory Death’ og det, der lyder som en svartone på en telefon, der møder æteriske vokaler, der aldrig helt munder ud i dechifrerbare ord eller stavelser, forbliver mystikken intakt.
Det er forfriskende med kunst, der hviler så meget i sine egne intentioner. Det er den totale antitese til Netflix-produktioner, der overforklarer plottet, så alle secondscreenere kan følge med. Du er nødt til at overgive dig helt til Boards of Canadas vision, og hvis du ikke giver albummet den nødvendige opmærksomhed, så er det your loss.
Men man behøver ikke at vide, hvorfor de på ‘The Becomes Flesh’ sampler en forklaring af, hvordan et kyllingefoster udvikler sig, for at det skaber en gruopvækkende effekt, når de veksler mellem oprindelige klip af denne stemme og en forvrænget robot-udgave. Som om duoen sætter lytteren i stævne med én, der reducerer verdens skabninger til analyseobjekter.
’Inferno’ er det Boards of Canada-album, hvor vokalsamples fylder allermest, og alligevel er det mere kryptisk end deres rendyrket instrumentale materiale. Samtidig er de loopy downtempo-progressioner også i højsædet. Man får tid til at leve sig ind i de uhyre vellydende universer, de skaber, indtil man nærmest kan føle, smage, se og lugte de situationer, man som lytter bliver placeret i – selv hvis man ikke slet og ret kan forstå dem.
Det er et lille mirakel, at Boards of Canada 30 år inde i karrieren (og efter så lang en pause) stadig har et album som ’Inferno’ i sig. Det hører til nær toppen af en af de mest imponerende diskografier i elektronisk musik.
Kort sagt:
Efter 13 års pause har IDM-pionererne Boards of Canada begået et album, der fortjener at stå side om side med hovedværkerne ’Geogaddi’ og ’Music Has the Right to Children’. Det er som om, alle sanserne bliver aktiveret – også selvom det er en dybt kryptisk lytteoplevelse.