Olivia Wilde vil bryde det sidste tabu om sex

Vi kan godt tale om sex – bare ikke med den person, vi har det med. Det oplever Olivia Wilde, der har forvandlet denne erkendelse til en forrygende parforholdskomedie. Vi fangede Wilde og medskuespiller Edward Norton op til den danske premiere på ’The Invite’.
Olivia Wilde vil bryde det sidste tabu om sex
'The Invite'. (Foto: SF Studios)

INTERVIEW. Mens ‘The Odyssey’-feberen stadig raser i de danske biografer, lander dens måske ultimative modsætning, ’The Invite’, på torsdag.

Olivia Wildes første film siden den omdiskuterede ’Don’t Worry Darling’ handler nemlig om fire voksne mennesker, der snakker om deres forhold under et middagsselskab i en herskabslejlighed i San Francisco. 

Wilde spiller selv en af hovedrollerne, værtinden Angela, der mod sin tvære og livsslukkede husbond Joes vilje (Seth Rogen) tager imod de passionerede og excentriske overboer Piña og Hawk, spillet af Penelope Cruz og Edward Norton.

Det er der ikke så meget IMAX og store monstre over. Til gengæld er alle biografer i stand til at vise den i et format, som både instruktøren og publikum kan være tilfredse med. Og jeg tør godt love, at der er en mere menneskelig, sjov og nærværende historie i vente end Odysseus bombastiske færd. Nærmere bestemt en historie om alt det, der kan være svært at snakke om.

’The Invite’ er nemlig i høj grad en film om sex. Også selvom vi ikke ser så meget af den udfoldet.

I sammenstødet mellem de to meget forskellige par bliver der nemlig talt om sex på en måde, som nok skal give røde kinder i salen – og måske noget at spejle sig i og i hvert fald noget at tale videre om bagefter.

At man kan genkende noget hos sig selv, var da også Olivia Wildes håb, fortalte hun, da vi sammen med en håndfuld andre internationale journalister var i en kort online-audiens hos instruktøren og Edward Norton op til den danske premiere.

Det, vi ikke har sagt højt

På trods af den store mængde af seksuelt indhold i vores hverdag, synes I så stadig, at sex er et tabu?

Olivia Wilde: »Jeg synes, at det, der er et tabu, er at tale om sex med den person, man har det med. Mange taler med andre mennesker om det, men ofte ved de slet ikke, hvad deres partner drømmer om«.

»Desuden er der så meget skam involveret i, hvor meget sex man bør have. Det, tror jeg, frembringer en masse skam, som holder folk fra at have de her samtaler«.

»Jeg tror, publikum kan lide en følelse af genkendelighed. Specielt omkring ting de ikke har sagt højt. Mange kan godt tale om sex som et koncept, men de kan ikke tale om, når de ikke har sex. Derfor er det en lettelse at se det repræsenteret i en historie«.

‘The Invite’. (Foto: SF Studios)

Ja, filmen handler i høj grad, om, hvordan man kan føle sig fastlåst i en relation – blandt andet gennem et tema om gruppesex. Oplever I stadig dét som et tabu – og hvordan researchede i det?

Edward Norton: »Hawk og Piña er et perfekt par for filmens ærinde, fordi de er den ultimative udfoldelse af ikke-besidderisk og ikke-monogam kærlighed. Det er antitesen til vores meget puritanske rødder, specielt i USA«. 

»Jeg ved ikke, om der rent faktisk er konferencer for fri sex (som bliver omtalt i filmen, red.), men hele ideen om en sådan var en joke, vi fandt henad vejen. Når man først har ideen om en konference og en menu, var der bare en masse sjov i det«.

Olivia Wilde: »Jeg håber, det findes. Men researchen til denne her film var i virkeligheden bare at være i live og at have været i forhold. Vi bragte alle sammen så mange observationer fra mange års forskellige forhold. Det var afslørende, fordi vi alle sammen måtte identificere, hvad vi synes er et sundt forhold eller et sundt skænderi. De samtaler førte til nogle af de sjovere dele af filmen«.

»Det er ikke en film, hvor man er nødt til at have haft en masse erfaring med polyamori for at kunne relatere. Jeg elsker film, der foregår et sted, jeg aldrig har været, eller som behandler noget, jeg aldrig har haft inde på livet, men hvor jeg alligevel stadig ser mig selv fuldstændig i den oplevelse«.

En åbenbaring

Olivia, film som ’The Invite’, der handler om voksne temaer, bliver sjældnere og sjældnere. Var det vigtigt for dig at få den i biograferne?

Olivia Wilde: »Absolut. Men faktisk synes jeg, vi har set nogle fantastiske film de seneste år. Publikum tager rigtigt godt imod film, der tager chancer og har en klar kunstnerisk afsender. Film som ‘Obsession’ og ‘Backrooms’, eller de risikofyldte film, der kommer fra vores legendariske filmskabere, og alt fra ‘One Battle After Another’ til ‘Affektionsværdi’. Det er ikke film, som en algoritme ville forudse, at publikum tog så godt imod«.

»Og det var målet. At lave noget, der føltes så specifikt, at det risikerede at være for meget«.

Du nævnte ‘Affektionsværdi’, og både den film og ’The Invite’ foregår i et begrænset rum. Hvordan var det i forhold til at arbejde på større film, som du har gjort tidligere?

Olivia Wilde: »Ja, huset er en karakter! Derudover gjorde det os i stand til at skyde filmen i kronologisk rækkefølge, hvilket ingen af os havde prøvet før. Så det begrænsede rum betød virkelig, at filmen ikke stod i vejen for præstationerne, og det tillod, at det hele kom til at handle om mennesker, der taler sammen. Hvilket er interessant, hvis menneskene er de her skuespillere«.

‘The Invite’. (Foto: SF Studios)

Edward Norton: »For mig var det en åbenbaring at skyde i kronologisk rækkefølge. Det er 30 år siden sidst, jeg havde prøvet det. Det var så vidunderligt at skabe en følelse af at bygge det næste øjeblik fra det foregående og at vide, at hvis noget overraskende skete, så kunne vi bruge det og følge den sti«. 

»Det kræver en modig instruktør, hvilket vi havde. Man laver altid en karakter, men Olivia inviterede os til at skrive om vores karakterer og at holde på hemmeligheder, som vi kunne tage med ind i scener, uden de andre vidste noget om det«.

»Der er meget af filmen, som er os fire, der reagerer på ting, vi ikke forventede. Jeg tror, man kan mærke det i nogle autentiske grin og nogle autentiske tårer. Det var en meget, meget unik oplevelse for mig. Jeg elskede det«.

‘The Invite’ kan ses i biografen fra den 13. august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af