Kelela ‘New Avatar’
Ligesom en vis anden person på denne liste har Kelela omfavnet den elektriske guitar.
På ’New Avatar’ kombinerer hun sine lyse, rigt harmoniserede r’n’b-vokaler med shoegaze- og grunge-teksturer inspireret af den musik, hun elskede som teenager, hvor hun var en del af D.C.’s hardcore-scene.
Som altid er resultatet dybt forførende i sit fjerlette udtryk, men de forvrængede guitarerne bidrager til at forløse en vrede, der ligger og ulmer under overfladen. »Are you alive?« synger Kelela henvendt til en verden, der, som hun selv formulerer det, »feels like it’s unraveling«.
»Information all the time / Overwhelmin’ by design«. Det er faktisk ret punk! –RW
Madonna ‘Confessions II’
På ’Danceteria’, et af mange højdepunkter på Madonnas fremragende nye album, oplister hun navnene på en række af de nu afdøde skikkelser, der befolkede hendes ungdoms New York, og tilføjer så: »Everybody get up and dance«.
Udråbet er ikke alene en invitation til dans, men et forsøg på nekromanti. På ’Confessions II’ er dansegulvet både en gravplads og et Ouija-bræt. »A threshold«, som det lyder på et andet højdepunkt, ’One Step Away’.
Det gør, som jeg skrev i min anmeldelse, ’Confessions II’ til et særegent dancepop-album: Følsomt, eftertænksomt og melankolsk, men frigørende ikke desto mindre. Og det mest gribende album, Madonna har udgivet i mindst 20 år. –RW
Slayr ‘Avant Nova’
Han deler ganske vist navn med et af verdens største metal-bands, men Slayr – uden ‘e’, så der forhåbentligt ikke opstår forvirring på hverken Spotify eller festivalplakaten – er noget helt, helt andet.
Og så alligevel. Der er i hvert fald noget voldsomt, til tider ligefrem gutturalt over den 19-årige amerikaners take på tidens dominerede rage-genre – tænk Jane Removers digicore krydset med Playboi Cartis ‘Whole Lotta Red’ – og overflødighedshornet ‘I Got Taste’ ender faktisk med tunge metal-riffs.
Højdepunktet fra rapperens nye ep må imidlertid være åbningsnummeret ‘Promise’, der får noget helt genialt ud af at sample Underscores’ bare fem måneder gamle ‘The Peace’. Spil noget med Slayr! –MH
Arca ‘XXXXX’
Arcas nye album iscenesætter sig selv som et radioprogram på en fiktiv station ved navn Diva Experimental FM, komplet med egen radiojingle og sange, der fader ind og ud. Og en af glæderne ved ’XXXXX’ er da også at forestille sig en verden, hvor så outreret musik kan finde vej til radioen.
Arcas musik har måske nok rødder i klubmusikken, men hendes foretrukne stemning er ikke dansabel, men desorienterende, overvældende, ubønhørlig.
Det er musik, man kun kan bevæge sig til, når alle hæmninger er slukket. Jeg tvivler på, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at køre bil, mens Diva Experimental FM er i gang. –RW
Charli XCX ‘Music, Fashion, Film’
Madonna er ikke den eneste popstjerne, der lige nu er optaget af døden.
»’Music, Fashion, Film’ er Charlis udgave af det barokke vanitas-maleri. Titlen kunne lige så godt have været »memento mori«, for hvis der er én ting, der på sælsom vis synes at hjemsøge samtlige af albummets sange, er det altings forgængelighed«, skrev jeg i min anmeldelse.
Men hvor Madonna har søgt mod dansegulvet, bliver de eksistentielle overvejelser hos Charli XCX forankret i rockmusikken.
Resultatet er lige dele rørende, komisk, ildevarslende, fjollet og tankevækkende. Og endnu et overbevisende værk fra en popkunstner med et usædvanligt skarpt blik på kulturen. –RW