(Spoiler alert – læs først, når du har sæsonfinalen på ’House of the Dragon’)
KOMMENTAR. Efter en anden sæson, der mest af alt føltes som en lang optakt til noget, der aldrig kom, var ’House of the Dragon’ i begyndelsen af den nu afsluttede tredje sæson pludselig blevet den serie, man hele tiden havde håbet på.
Der var fremdrift, fare og en følelse af, at handlingerne faktisk havde konsekvenser.
Jeg skrev derfor i min anmeldelse baseret på de første fire afsnit, at serien aldrig havde været bedre. Men holdt de gode takter hele vejen hjem?
Man må i hvert fald sige, at sæsonen tordnede over målstregen med et brag, og ligesom i den første del lignede serien for en stund den ’Game of Thrones’-arvtager, den altid har villet være.
Men mellem den voldsomme åbning og den meget kontante finale røg al luften da godt nok ud af den drageformede ballon.
Fortvivlelse!
For efter fire afsnit begyndte ’House of the Dragon’ igen–igen at lægge spor ud snarere end at følge dem til dørs. Hære flytter sig over kortet som brikker, der venter på at blive spillet. Alliancer bliver etableret, konflikter bliver antydet, og utallige karakterer bliver placeret, så de kan få en rolle på et senere tidspunkt.
Det er især frustrerende, fordi serien faktisk har et par gode nye kort på hånden. Ormund Hightower (James Norton) lignede længe seriens bedste skurk. En mand med magt, ambitioner og en arrogance, der kunne have gjort ham til en af de få faktisk interessante figurer.
Men ak – efter otte afsnit følte man alligevel, at det faldt til jorden.
Det var endnu et eksempel på ’House of the Dragon’s evige akilleshæl: at gøre de pokkers karakterer mindeværdige.
Serien har efterhånden fået ganske godt styr på krigen og på kampen om tronen. Men den har stadig helt utroligt svært ved at skabe mennesker, man bliver oprigtigt draget af.
For hold nu op hvor har vi set mange fortvivlede ansigter efterhånden. Rhaenyra er fortvivlet. Alicent er fortvivlet. Aegon er fortvivlet. Helaena er fortvivlet. Daemon? Fortvivlet!
Det bliver monotont, og det efterlader én kold.
Det er dog ikke det samme, som at man er ligeglad med, hvem der overlever.
Serien har efterhånden slået fast, at selv prominente figurer kan ryge ud af historien, og enkelte dødsfald ramte da også hårdere, end man måske havde forventet. Men rigtigt fortvivlet på hovedpersonernes vegne? Det bliver man altså ikke.
Vi har fattet det
Ret skal være ret: Tredje sæson har givet plads til enkelte fine karakterspor. Foruden allerede nævnte Ormund får Aegon II (Tom Glynn-Carney) noget af en oprejsning, og så har jeg et kæmpe softspot for hans mestermanipulator og hjælper Larys Strong (Matthew Needham).
Der er stadig meget lang vej op til ’Game of Thrones’ på sit bedste. Dengang kunne en politisk konflikt være spændende, fordi den samtidig var dybt personlig.
Sjette afsnit var denne sæson ’House of the Dragon’ i miniature-udgave. Fremragende i det ene øjeblik, søvndyssende i det næste. Pissefedt var det, når ser Criston Cole får den kamp, hans ego har bestilt i flere sæsoner, kun for at blive mejet ned af pile fra et buskads. Trættende var det med endeløse samtaler, der snor sig rundt om ingenting, indtil spilletiden er brugt op.
Frem og tilbage-snak med Alicent og Helaena om baby. Gab! Rhaenyra ser vi igen og igen (og igen) tabe grebet om tronen. Vi har fattet det.
I Harrenhal får Aemond endnu en tur i Alys Rivers »bliv, du er svag, lad mig pleje dig«-karrusel.
Fra én snakkende scene til den næste, uden nogen ægte fremdrift. Snork!
Sikke en afslutning
Til gengæld kan folkene bag serien virkelig afslutte en sæson. For hvis første del af tredje sæson sparkede døren ind, smækker finalen den godt og grundigt igen.
Krigen når Tumbleton, og her får sæsonens mest upålidelige fyldebøtte endelig sit eftermæle. Ulf the White (Tom Bennett) skiftede Rhaenyra ud for et løfte om Driftmark og en titel, han aldrig ville se i sin levetid under hende. Betalingen er, at han skal brænde byen af for Ormund.
Ulf er ganske enkelt Ulf. Og giver da også lidt gaver i form af ild til Ormund selv.
Han spiller altså both sides, so he’ll always come out on top-meme. Efter to forræderier er han med stor sandsynlighed De Syv Kongerigers mest forhadte mand.
Andetsteds havde man nok luret udviklingen siden femte afsnit med det lille kække »the window will have to do«. Men i sæsonafslutningen tilbage i King’s Landing holder Rhaenyra Alicent og hendes gravide datter fanget, og Helaena bliver presset længere og længere ud, indtil hun til sidst kun kan se én udvej.
Hun hopper ud ad vinduet.
Det er en klar Tommen-reprise – eller Tommen er Helaena 2.0. Lækker foreshadowing, dejligt payoff og et anerkendende nik til ’Game of Thrones’. Klasse!
Desuden har Rhaenyra for længst bevæget sig fra belejret dronning til total bims-autokrat og er nu en kvinde, hvis eneste konsekvente politik efterhånden er paranoia og … ja, bare mad king-vibes.
Man kan godt se, hvor Daenerys fik sit temperament fra.
Så … Sæsonafslutningen var en lækkerbisken ligesom sæsonstarten. Det er bare drønærgerligt, at fyldet mellem dem var så drøjt at tygge sig igennem.
Efterspil: Hvad skal der ske nu?
Der er kun én sæson tilbage af ’ House of the Dragon’, og serien har efterhånden rigeligt at gribe fat om.
For dem, der kender bøgerne, venter nogle af fortællingens største bulletpoints.
Daemon og Aemond er på kollisionskurs, Rhaenyras greb om magten bliver stadig mere desperat, Aegon II er genoprejst og – det glæder jeg mig personligt mest til – norddrengen Cregan Stark (Tom Taylor) træder ind på scenen med en rolle, der er virkelig svær at gøre kedelig (siger jeg nu…).
Det kan blive rigtig godt. Og det kan nå det klimaks, som George R.R. Martins oplæg fortjener.
Men det er også sidste chance for at bevise, at ’House of the Dragon’ har bare halvt så interessante karakterer som ’Game of Thrones’, og at man ikke er ved at falde i søvn til hovedparten af afsnittene.
Om det lykkes, må vi se engang i 2028.
Indtil da kan vi heldigvis glæde os til noget af det bedste fra Westeros-universet: ’A Knight of the Seven Kingdoms’.
Et kærkomment pusterum, før flammerne igen får frit spil.
’House of the Dragon’ kan ses på HBO Max.