’Insidious: Out of the Further’: Gyserfranchisen er tilbage med en befriende anderledes dæmon
FILM. Lambert-familien fik i den seneste ’Insidious’-film endegyldigt lukket døren til den dæmonbesatte dimension The Further.
Men når én dør lukkes, åbnes som bekendt en anden, og nu skal en ny familie forholde sig til ubudne gæster, som bestemt ikke er kommet for at drikke kaffe.
Til at føre universet videre har produktionsselskabet Blumhouse hyret Jacob Chase, der både har skrevet manuskriptet og siddet i instruktørstolen. ’Insidious: Out of the Further’ er hans første spillefilm siden debuten ‘Come Play’, der udkom i 2020.
Den første ’Insidious’-film fra 2010 blev en enorm succes og definerende for årtiets horrorfilm. Makkerparret James Wan og Leigh Whannel skabte en stil, som Wan senere finpudsede i sine hyperpopulære ’Conjuring’-film.
Set med nutidens briller er både den første og de fire efterfølgere dog en tynd kop te, og når film som ’Longlegs’ og ’Talk to Me’ i 20’erne har givet os forfriskende takes på dæmonnichen, er tiden måske løbet lidt fra franchisen.
I denne omgang følger vi Gemma (Amelia Eve), som i en ung alder mistede sin mor på traumatisk vis. Moren smadrede sin hjerneskal mod badeværelsesvæggen, formentlig plaget af psykisk sygdom eller en form for misbrug. Nu, tyve år senere, bor Gemma atter i sit barndomshjem og har nu fået sin egen datter, Maya (Island Austin), som netop er startet i skole.
Gemma arbejder som tandlæge, og Maya trives godt i skolen. Alt er fryd og gammen.
Pludselig begynder Gemma dog at se mystiske ting. Tre uhyggelige mennesker vandrer rundt i hendes nabolag, og hun oplever voldsommere og voldsommere mareridt.
Det viser sig hurtigt, at hun besidder evnen til at rejse ind i The Further, men hendes kræfter rækker endnu videre. Gemma kan nemlig transportere ting med tilbage fra dimensionen, og den egenskab er der en gruppe ondsindede væsener, som ønsker at udnytte.
Gemma skubbes tættere og tættere på kanten. Om natten terroriseres hun af onde skabninger i The Further, og om dagen er hun så desillusioneret, at det er svært at holde på formerne.
På arbejdet skal hun en dag tilse en af dem, hun har set vandre rundt i nabolaget, og hans aparte adfærd kombineret med usandsynligt klamme tænder skræmmer hende fra vid og sans. Langsomt begynder hun at minde mere og mere om sin mor i perioden inden hendes brutale bortgang.
Gennem de foregående fem film er vi blevet introduceret til en bred palet af onde væsner, blandt andet en dæmon med nøgler på fingrene, en anden med brudeslør og en tredje, der til forveksling ligner Darth Maul fra ’Star Wars’-universet.
Den nye tilføjelse til universet hedder Cyrus, spillet af Sam Spruell, og han er mestendels en generisk dæmonskikkelse med lange fingre, bleg hud og røde øjne.
Én ting adskiller ham dog fra de andre onde ånder: Han taler. Og det er faktisk befriende.
Det gør ham en kende mere intimiderende end franchisens tidligere monstre, som udover enkelte korte replikker blot har været tavse bøhmænd, værktøj til at afvikle de mange jump scares.
Det vokale element kammer imidlertid over i en scene, hvor Cyrus forsøger at skræmme en anden karakter ved at gø som en hund.
Der er dog generelt skruet lidt ned for de larmende, billige jump scares og op for de langsomt spændingsopbyggende scener.
Især en scene, hvor Gemma kravler ind i en pudeborg, Maya har bygget, udvikler sig til en syret klaustrofobisk oplevelse, da puderne pludselig danner en endeløs labyrint, kun oplyst af en lommelygte. Pulsen stiger, mens det bliver klart, at Gemma ikke er alene i labyrinten.
Herfra går det dog stødt ned ad bakke. Jo længere vi kommer i filmen, jo mere stiger tempoet, og slutningen er en klassisk larmende ’Insidious’-finale med bulder og brag i en sådan grad, at man skulle tro, James Wan var vendt tilbage til franchisen.
Det både føles og er noget, man har set tusind gange før.
Man forbliver nogenlunde investeret, fordi Gemma og Mayas relation er skildret ganske troværdigt, og fordi den grundlæggende fortælling om en mor, der for alt i verden vil sørge for, at hendes barn ikke lider samme traume som hende selv, faktisk er en smule rørende.
Det gør ’Insidious: Out of the Further’ til en af de mere medrivende film i franchise – det siger bare ikke så meget.
Kort sagt:
Den sjette ‘Insidious’-film er en af de bedre i dæmonfranchisen, men det bliver stadig ikke rigtigt godt. Det må være tid til at parkere franchisen i parallel dimension.