- Hun blev filmhistoriens mest ufrivillige gyserikon – nu vender hendes karakter tilbage i ny serie
- De 14 mest ventede nye serier i resten af 2026 – fra ‘True Detective’-reunion til stor DR-satsning
- Det skal du streame i oktober – fra DR-satsning til ny Netflix-sag om Matthew Perry og en meget vild rolleliste
‘Crystal Lake’: Genoplivet slasherklassiker er imponerende blodig og (lidt) rørende

'Crystal Lake'. (Foto: HBO Max)
SERIE. Et menneskehoved kan smadres på imponerende mange måder. Eksempelvis med økser, køller, sakse, frituregryder og andre kreative redskaber, der efterlader ansigterne så grotesk deforme, at man ikke kan forestille sig, at der engang sad et menneske nedenunder.
I A24’s nye slasher-serie ‘Crystal Lake’ er blodet tykt, klistret og så ubehageligt livagtigt, at man indimellem får lyst til at kigge væk, mens man samtidig er ret nysgerrig efter at se, hvad der mon bliver smadret næste gang.
Det er en herligt modbydelig tilbagevenden til ‘Friday the 13th’-universet, hvor Jason Voorhees og hans hockeymaske for længst har opnået ikonstatus. Denne gang er det hans mor, Pamela Voorhees (Linda Cardellini), der står i centrum.
Serien går tilbage til tiden før den oprindelige films blodige begivenheder og undersøger forholdet mellem Pamela og hendes søn Jason (Callum Vinson), hvis anfald, udseende og vanskeligheder gør hans opvækst til en konstant kamp mellem moderlig omsorg og frygten for, hvad der kan ske ham.

Cardellini er fremragende som en kvinde, hvis kærlighed til sit barn gradvist bliver svær at skelne fra hendes desperate behov for at beskytte ham. Der er noget oprigtigt rørende over deres relation, som giver historien en følelsesmæssig tyngde, man ikke nødvendigvis forventer af en serie, hvor folk i hobetal bliver stukket ned og får blændet øjnene med kastestjerner.
Der er noget af den samme ambition som i Ti Wests A24-producerede trilogi ‘X’, ‘Pearl’ og ‘MaXXXine’, der både hylder exploitationfilmens lurvede æstetik og undersøger de menneskelige drifter bag genrens blodige udskejelser. ‘Crystal Lake’ forsøger på lignende og selvrefererende vis at give sin morderiske mytologi psykologisk tyngde uden at give afkald på det vulgære, det campede og det groteske.
Samtidig er serien en kærlighedserklæring til 70’ernes ungdomskultur og de tidlige slasherfilms tvivlsomme charme. Her er sommerlejre, hemmelige forelskelser, stoffer, seksuelle eksperimenter og unge mennesker, der med imponerende mangel på konsekvensberegning træffer beslutninger, som ethvert nogenlunde fornuftigt menneske ville fraråde dem.
Der er noget af den samme skamløse energi som i 80’ernes ‘Sleepaway Camp’, hvor ungdomsdrama og groteske mord eksisterer side om side uden at bekymre sig synderligt om god smag. Enkelte scener mellem de unge er så teatralske og kiksede, at man næsten kommer til at grynte højlydt, men netop den kitschede tone er en del af fornøjelsen.
‘Crystal Lake’ forstår nemlig, at den klassiske slasher ikke nødvendigvis bliver bedre af at være smagfuld.
Til gengæld har den fået et gevaldigt visuelt løft. Kameraet finder konstant nye og ubehagelige vinkler på de blodige udskejelser, og særligt en dødelig sexscene er et imponerende eksempel på seriens groteske opfindsomhed. Med legesyge panoreringer og velplacerede perspektivskift forvandles den blodvåde affære til noget, der både er absurd morsomt og oprigtigt rædselsvækkende.

Sammen med de ubehageligt livagtige effekter, hvor kranier knuses og kroppe flænses med en fysisk mærkbar brutalitet, giver det en skøn kombination af nostalgisk exploitation og moderne kropshorror.
Men hvor Ti Wests trilogi lader de psykologiske konflikter og de groteske udskejelser udspringe af hinanden, har ‘Crystal Lake’ sværere ved at få de to størrelser til at hænge sammen.
For hvor Pamela og Jasons relation i begyndelsen giver fortællingen en overraskende følelsesmæssig tyngde, begynder manuskriptet siden at kaste sig over mere outrerede afsløringer, familiehemmeligheder og karakterhandlinger, hvis bevæggrunde ikke altid er til at gennemskue.
Problemet er ikke, at serien bliver for gakket. Tværtimod kunne den med fordel have kastet sig endnu mere hovedkulds ud i sin egen vanvittige slasherlogik. Problemet opstår, når den insisterer på psykologisk dybde, samtidig med at karaktererne opfører sig på måder, den ellers alvorlige fortælling ikke rigtig kan bære.
Dermed mistes grebet til tider om den mor-søn-relation, der ellers giver historien en grund til at eksistere – ud over endnu en tur til den blodige sommerlejr.
’Crystal Lake’ er dog svært underholdende. Den er velspillet, visuelt opfindsom og så begejstret for sine egne groteske udskejelser, at de tvivlsomme fortællemæssige beslutninger nemt kan tilgives. Og når først knivene svinges, kameraet leger med vores forventninger, og blodet sprøjter, er det svært ikke at lade sig rive med.
Kort sagt:
‘Crystal Lake’ er en grotesk underholdende og visuelt opfindsom tilbagevenden til slashergenrens campede rødder, hvor Linda Cardellinis stærke præstation og de ubehageligt livagtige mord løfter fortællingen, selv om seriens psykologiske ambitioner og mere gakkede afstikkere ikke altid går lige godt i spænd.
‘Crystal Lake’. Serie. Serieskaber: Brad Caleb Kane. Medvirkende: Linda Cardellini, Callum Vinson, Gwendolyn Sundstrom, William Catlett, Danielle Kotch. Spilletid: 8 afsnit. Premiere: 15. oktober på HBO Max.