HÅB FOR VERDEN. Der er en god chance for, at AI udrydder menneskeheden, blev vi advaret om for nylig, og jeg kan næsten ikke engang fake en oprigtig interesse i, hvad det betyder. Please stil jer om bag i dommedagskøen med jeres Skynet/Ultron-pis, for jeg orker ikke flere kriser.
Det påvirker selvsagt humøret i det danske musiklandskab, at verden er ret øv i øjeblikket. »Ny dansk pop sætter ord på de ting, det er sværest at tale om«, lød overskriften på en tendensartikel, vi bragte i starten af måneden, om hvordan unge kunstnere som Mille, Mekdes, Guzo, Anthon Edwards og Ella Augusta bruger deres sange som kompromisløse dagbogsbekendelser, der italesætter en psykisk sårbarhed, som påvirker flere og flere unge.
Spiseforstyrrelser, ADHD, kønsdysfori og depression er nærmest blevet hverdagskost at sætte ord på hos den modige, evigt voksende og talentfulde generation af unge dansksprogede musikere, der velfortjent brager frem i disse år. Og hvor er det godt at se tabuerne falde én for én.
Det er helt sikkert for nemt at male verdens tilstand op med sort i sort, og selvfølgelig betyder det heller ikke, at al dansk musik er depressivt og mørkt. Aphaca har trods alt lige fyldt med Parken med deres drømme om et menneske. Men vreden, afmagten og håbløsheden har gode vækstbetingelser i øjeblikket, hvilket selvfølgelig også smitter af hos de unge stjerner, der dominerer hitlisterne lige nu.
Det er den musikscene, Agnes Obel med ’The Meaning of Flowers’ og Kwamie Liv med ’Yesterday for Tomorrow’ i starten af efteråret vendte tilbage til, efter at de begge har holdt pause fra udgivelsesræset, siden før verden lærte at sige corona og dronekrig i Ukraine.
To album, som alene fordi de er lavet af kvinder i 40’erne skiller sig ud fra, hvad der ellers skrives om i dansk musik i øjeblikket. Begge kunstnere er også, siden de sidst udgav musik, blevet forældre for første gang og har hver især sat ord på, hvordan den erfaring har formet deres nye album.
Og det er her, at de i næsten endnu højere grad skiller sig ud fra mængden, for selvom det er to meget forskellige værker, mærker man tydeligt, at de er født ud af samme livsbekræftende begivenhed. En begivenhed, de også bruger til at pege på et spinkelt og tiltrængt håb for os andre.
Livets konstante fødsel
At lytte til Agnes Obels ’The Meaning of Flowers’ føles på mange måder som at vandre rundt i et tåget og tidsløst univers fyldt med en mytisk urkraft.
Som en anden meditationsøvelse må du overgive dig til at være i musikken, der er fyldt med litterære referencer, ofte har lange instrumentale sekvenser og sniger sig langt over de radiovenlige tre minutter. Under al mystikken er der dog en boblende glæde over livets konstante insisteren på at være, vokse og forandre sig, som er al besværet værd.
Det er sange født ud af at mærke, hvordan et andet liv vokser i dig og at kunne tappe ind i den bølge af omsorg, der vokser frem, som hun synger om på titelnummeret ’The Meaning of Flowers’: »See you in a wave beyond a million worlds / Reach into a wave alive with endless tenderness / and I would see you there, you know / Miracle to me«.
I ’Blood So Red’ maler Agnes Obel et voldsomt billede af fødslens nærdødsoplevelse med referencer til den gamle sumeriske gudinde for fødsel, krig og sex, Inanna, mens hun i et tiltagende kaos af lyd gentagende synger »Oh, Inanna lays all to waste / Oh, Inanna lays all to waste!«. Lige indtil det hele forløses i fødslens fredfyldte mirakel, barnet, med remsen »Send her in now, send them in now / Tangerine Clouds settling down«.
I et medsendt brev fortæller Agnes Obel, at centralt i albummet står den tyske filosof Hannah Arendt og idéen om, at »mennesket er ikke født til at dø, men til at leve«, som hun skrev i ’Menneskets vilkår’ fra 1958. Grundtanken er, at fødslen er en ny begyndelse, der gentager sig gennem livet, fordi hvert nyfødt barn vidner om, at vi som samfund og individer altid har mulighed for at fødes på ny og at ændre vores handlinger.
Måske. Okay, jeg er ikke Hannah Arendt-ekspert, vel.
Men det føles smukt, når Agnes Obel på ’Deem Me Now’ synger om at træde ind i en ny begyndelse, at blive bedømt på ny, »deem me now another way«, inden hun senere tigger: »Free me now from myself / Free me now from the others / Demons now under the stage / Deem me now / We walk away / For nature’s empty face / Covering forest / Through the valley of the I«.
I ønsket om forandringen og at blive fri fra sig selv og sine dæmoner for at kunne være det menneske, hendes datter har brug for, træder ’fødslen’ frem som en konstant, kreativ og aktiv kraft. Stillet med det lille nyfødte barns ansigt foran os ser vi, at hverken for os selv eller for verden er håbet ude. Så længe livet fortsætter med at fødes, kan vi forandre os.
Håbet i kærligheden
På overfladen er Kwamie Livs ’Yesterday for Tomorrow’ nærmest en diametral modsætning til Agnes Obels mytiske og mystiske univers. Det er sårbart og nøgent, og ofte sidder jeg med en fornemmelse af, at sangene hvert øjeblik kan falde fra hinanden, men konstant holdes sammen af hendes insisterende, hviskende stemme, der modent definerer, hvor vi er på vej hen.
Derfor giver det også god mening, når Kwamie Liv i vores interview fortæller, at den nye rolle som mor har givet hende et anker i de kreative impulser, hun altid kompromisløst har givet sig hen til. For det er det anker, der mærkes i de spartanske produktioner.
Hvor Agnes Obel på sin egen kryptisk-eksplicitte måde behandler moderskabet, er det mindre fremtrædende hos Kwamie Liv. Her finder vi snarere forandringen i et mere forsonende, håbefuldt og kærligt syn på hende selv og verden. I interviewet sætter hun også selv ord på forandringen: »Det har gjort mig blødere. Og det har samtidig gjort mig mere modig. Sårbarhed er blevet mere centralt i min kreative søgen og det, jeg drages mod«.
En nyfunden blødhed, der mærkes tydeligt, når hun barmhjertigt og helende på ’Daddy I’m a Star / For the Sirens on Sunset Boulevard’ synger om livets jagt på stjerner og berømmelse for at slutte af med en nærmest barnlig glæde over at kunne konstatere: »Daddy, I’m singing in bars / Daddy, I’m singing in bars / And they say I’m a star / Daddy, I’m a star«.
På ’No One Owns the Sunrise’ finder vi, ligesom hos Agnes Obel, også håbet i livets og dagens konstante nyfødsel. Her er det ikke gemt bag poetiske formuleringer og litterære referencer, men penslet ud med tiltalens nøgne ord til et andet menneske: »I’d be there to hold you high / and forever to remind you / No one owns a sunrise / No one owns a sunrise«.
Allersmukkest får vi det udtrykt i ’Keep Love in Light and Stay Warm’, der som en art godnatsang til den nyfødte slutter med ordene: »You and the colours you bring / Let me lay here beside you / ’Til the sun starts to sing / Say yes or say no / Hold on or let go / Keep love in light and stay warm«.
På mange måder afspejler det den helt centrale og vigtige erkendelse, hun i en bibemærkning får sagt i vores interview med hende, da hun sætter ord på den kærlighed, hun oplever: »Det er en kærlighed, der vokser sig større og større hver dag, helt vildt jo«.
Det er lærdommen, erfaringen og perspektivet, de begge lander med i et musiklandskab, hvor ungdommens vrede, mørke og sårbarhed lige nu har en stor plads; at der midt i alle de store verdensomspændende kriser og i vores lige så uoverskuelige personlige kampe måske også kan findes et håb.
Håbet i et nyfødt barn, som alene med sin fødsel vidner om, at forandringen er mulig, og at vi ikke er født til at dø, men til at leve. Håbet i, at den kærlighed findes, der vokser sig større og større hver dag, og som giver et nyt og blødere blik på os selv og på verden.
My goodness, det kunne vi godt bruge noget mere af.