Vi er alle smerteligt bevidste om, at Quentin Tarantino på ingen måde har travlt med at lave sin 10. og angiveligt sidste spillefilm.
I kølvandet på annonceringen af hans teaterdebut, ‘The Popinjay Cavalier’ fortæller Tarantino imidlertid, han faktisk har skrevet manuskriptet til sin svanesang som instruktør, melder Variety.
Hvornår – og hvorvidt – det udmønter sig i en spillefilm sår han dog tvivl om. Først kommer teaterstykket, og herfra vil han bruge tid med sin familie og reflektere yderligere over sit næste filmprojekt.
»Jeg har skrevet et manuskript, som jeg virkelig godt kan lide, men jeg vil gerne lave teaterstykket og se, hvem jeg er«, fortæller han som gæst i talkshowet ‘The Graham Norton Show’.
»Derefter vil jeg tage hjem, tilbringe tid med min familie og nyde livet lidt, inden jeg finder ud af, hvad jeg har lyst til at lave«.
Det vil ikke komme som et gigantisk chok, hvis det nyskrevne manuskript i sidste ende ikke bliver til Tarantinos sidste film. Siden ‘Once Upon a Time in Hollywood’ fra 2019 har ‘Pulp Fiction’-instruktøren arbejdet på og derefter skrottet to projekter – først en ‘Star Trek’-film og derefter 70’er-fortællingen ‘The Movie Critic’.
Instruktørkollega David Fincher har overtaget et tredje fravalgt manuskript, som bliver til ‘Once Upon a Time in Hollywood’-efterfølgeren ‘The Further Mis-Adventures of Cliff Booth’ med Brad Pitt tilbage i hovedrollen.
Et fjerde filmmanuskript er endt som Tarantinos kommende West End-forestilling ‘The Popinjay Cavalier’, en »swashbuckling-komedie« med Sacha Baron Cohen i hovedrollen. Stykket får premiere til marts næste år.
