NEDTUR. Stort set alle gode skuespillere har været med i dårlige film.
Men hvor mange dårlige film i træk kan man være med i, før fejlskuddene smitter af på ens image?
Det spørgsmål tester den 23-årige ‘Wednesday’-stjerne Jenna Ortega for tiden.
Hun er lige nu aktuel i ‘Klara and the Sun’ med Taika Waititi som instruktør, der har fået noget nær en katastrofal medfart af anmelderne.
En etstjernet anmeldelse i The Guardian betegnede blandt andet filmens skuespil som »uhørt« dårligt.
»Taika Waititi skuffer igen med Jenna Ortega og usmagelig patos«, skrev Soundvenues anmelder Luna Ehlers. Filmen har da også haft en så forfærdelig første weekend ved billetlugerne i USA, at den er dead on arrival.
Og selvom de fleste primært placerer skylden hos instruktøren, der selv hastigt nærmer sig en position som årtusindets karrierefumbler, er ‘Klara and the Sun’ efterhånden ikke en enlig svale.

Ortega befinder sig stadig popularitetsmæssigt trygt og godt som emokaptajnen på et af Netflix’ fremmeste flagskibe med en enorm global fanskare. Dog begynder der at tegne sig et uheldigt mønster med hendes parallelle virke som filmskuespiller.
Hvor hun blev udnævnt til noget nær et generationstalent efter gennembruddet i 2022-genkomsten af ‘Scream’ og slasherfænomenet ‘X’ og samtidig imponerede i den ofte oversete ungdomsfilm ‘The Fallout’ om et skoleskyderi, ser tingene nu mere broget ud. Ikke for Ortegas storhed som stjerne, men som skuespilmæssigt mirakel.
Sidste skævert var den nedhaglede ‘Hurry Up Tomorrow’ med The Weeknd og inden da A24-sjaskeren ‘Death of a Unicorn’ med Paul Rudd. Hendes hovedrolle over for Martin Freeman i den mærkværdige southern gothic-erotiske thriller ‘Miller’s Girl’ var der heller ikke mange, der faldt pladask for (»en underlig blanding af ‘American Beauty’ og ‘American Pie’«, skrev Soundvenues anmelder).
Indiewire betegnede hendes rolle i thrilleren ‘Finestkind’ som »den mest utroværdige narkohandler i filmhistorien«.
Nok har Jenna Ortega markeret sig som en sand feinschmecker på filmfronten, hvad angår hendes personlige smag.
Så sent som i sidste uge delte hun i Vogue historien om, hvordan alting faldt på plads for hende, da hun som 15-årig så Leos Carax’ ‘Holy Motors’, ligesom hun tidligere har udmærket sig for sin hang til film som Dreyers ‘Jeanne d’Arcs lidelse og død’ i sine Letterboxd-favoritter trods sin unge alder. Waititi har ligeledes fortalt, hvor imponeret han var over, at hun kendte Ingmar Bergmans ‘Persona’ under deres samarbejde.
Men måske netop i sin søgen efter det skæve og mindre kommercielle er hun endt i det ene fejlskud efter det andet.
Gode projekter. På papiret
Til Ortegas forsvar har mange af filmene haft gode udgangspunkter.
En A24-komedie med Paul Rudd lød lovende på papiret, men blev mod forventning en af også hans sjældne skuffelser.
The Weeknd-samarbejdet havde Trey Edward Shults i instruktørstolen, som havde kritikerroste titler som coming of age-dramaet ‘Waves’ og gyseren ‘It Comes at Night’ på cv’et. Selvom ‘The Idol’ nok skulle have tjent som eksempel til skræk og advarsel om Abel Tesfayes evner som film- og seriestjerne.
Det samme gælder for så vidt aktuelle ‘Klara and the Sun’, som er baseret på en velanset roman af Nobel-vinder Kazuo Ishiguro. Og som lød så skræddersyet til Taika Waititi, at det ikke burde kunne være gået galt …

Ortegas hits har til gengæld ikke ligget komplet i kortene. ‘Scream’ var rebootet af en skamredet franchise, der trodsede generelt lave forventninger. Få kunne have forudset, at Ti Wests slasher-filmserie ‘X’ ville nå videre end en smal niche.
Der er heller ingen af hendes præstationer, som er blevet gjort til symbol på fiaskoen.
Samtidig har projekter som ‘Wednesday’-makkeren Tim Burtons ‘Beetlejuice Beetlejuice’ klaret sig godt, om end det også er så tæt på Netflix-rollen, som man overhovedet kommer.
Meget tyder på, at Ortega både har været uheldig i sit konkrete valg af projekter, men måske også grundlæggende har været forvirret over, hvad hun egentlig ønskede at få ud af dem som skuespiller.
Voldsomt pres
Ortega har samtidig ikke lagt skjul på, at hendes færd, fra hun startede som børneskuespiller som niårig, har været alt andet end en dans på roser.
I foråret fortalte hun Esquire, at hun som børnestjerne tit undgik at bede om mad og drikke for ikke at være i vejen. Hun siger også i et nyligt interview med Vogue, at hun ikke ville anbefale den vej for andre, selvom det har været hendes drøm.
Når man læser interviews med hende, tegner der sig hurtigt et portræt af et meget ambitiøst ungt menneske, der ofte fortæller om at presse sig selv til det yderste og længere.
I ‘Wednesday’ skulle hun jonglere et intenst produktionsskema med at lære karakterens wunderkind-kundskaber ved siden af, og kombinationen af undervisning i cello, fægtning, tysk og kano pressede hende til sammenbruddets rand. »Jeg fik ingen søvn. Jeg hev mit hår ud. Min far fik så mange FaceTime-opkald fra mig, hvor jeg græd hysterisk«, fortalte hun Variety i 2023.

Hun har haft vanvittigt travlt og har måttet rykke fra det ene projekt til det næste – af og til på ubehagelige vilkår, som da Ortega forlod ‘Scream’-filmene efter toeren, hvor ændringerne i produktionen fik alt til at »falde fra hinanden«.
Selv når hun er kritisk over for andre, vender hun det også indad. Som da hun fortalte om at rette så meget i ‘Wednesday’-manuskriptet, at hun følte sig »uprofessionel«. En udtalelse, der gjorde hende til urimelig boksebold under manuskriptforfatternes strejke i Hollywood.
Vilkårerne for samtidig at finde sin egen kunstneriske vej som filmskuespiller har været trange.
Fremtiden er fransk og smertefuld
Det kan også virke uretfærdigt at generalisere en kun 23-årig skuespillers karriere. Især når den har været domineret af en så karakteristisk rolle som ‘Wednesday’.
Men når iveren efter at markere sig som leading actress samtidig har været så stor, er det svært at lade være.
Hvorvidt Jenna Ortegas stjerne kan glimre udover Netflix-landskabet, vil først for alvor vise sig på den anden side af ‘Wednesday’. Der er måske håb forude.
Ortegas næste roller tæller en rolle i J.J. Abrams’ kommende sci-fi-projekt ‘The Great Beyond’. Her spiller hun over for Glen Powell, der dog heller ikke har haft den heldigste historik med at vælge manuskripter de seneste par år.
Men i Vogue-interviewet giver Ortega også udtryk for, at hun har reflekteret over nogle af sine karrierevalg.
»Jeg har været i den her eksperimenterende fase. Det er først i løbet af det sidste år eller sådan noget – især i takt med, at serien nærmer sig slutningen, og jeg virkelig forbereder mig på at gå ind i det her næste kapitel i mit liv og min karriere – at jeg virkelig har skærpet mit blik på tingene. Jeg har set nogle ting nu. Jeg har prøvet nogle ting. Nu er det vigtigt for mig at fokusere på historier og karakterer, som jeg virkelig føler en forbindelse til«.
De historier og karakterer ligner dog stadig den udfordrende slags.
Blandt fremtidige samarbejdspartnere finder man førnævnte Leos Carax, den franske excentriker, som skal instruere hende i ‘Lily May B’, der handler om en dreng og en piges færd gennem en »verdens ende-verden«.

Ortega skal også spille en ung elitegymnast i ‘If I Had Legs I’d Kick You’-instruktør (og mental load-torturbøddel) Mary Bronsteins kommende film ‘Nasty’ over for Rose Byrne.
En rolle, der har krævet intense fysiske forberedelser sideløbende med Netflix-optagelserne – og derfor muligvis kan forklare den fysik, der forskrækkede nogle af Ortegas fans for et par måneder siden i forbindelse med en Esquire-video.
Desuden har Ortega også medvirket i ‘The Gallerist’ over for blandt andre Natalie Portman, der snart får international biografpremiere, men fik en hård medfart efter premieren på Sundance Film Festival i begyndelsen af året.
Selvom hun gør det svært, har man jo mest lyst til at rose Ortega for at vælge det smalle og alternative og ikke hænge sig for meget i, hvad der tilfredsstiller hendes horder af teenagefans eller branchen.
I den bedste version går hun folk som Kristen Stewart og Robert Pattinson i bedene, der har totaltransformeret deres images oven på fremkomster i et verdensomspændende megahit.
Dog ville det heller ikke være første gang, en ung Netflix-stjerne ikke var i stand til at opnå samme gennemslagskraft uden for streaminglandskabet. Spørg bare Millie Bobby Brown. Selvom der er sket meget i landskabet, er det stadig de færreste forundt at være lige store film- og tv-stjerner.
Jeg håber, at Jenna Ortega kommer til at leve op til sine egne filmiske forbilleder. Og at forsøgene på det bliver mindre anstrengende.
‘Klara and the Sun’ kan ses i biografen.
