VINTERJAZZ: Chris Minh Doky – langt fra London

Der er langt fra Ronnie Scotts til Pumpehuset – og selv ikke Chris Minh Doky forklædt som østeuropæisk alfons med selskab af Joy Calderazzo (p) og Adam Nussbaum (dr) kan ændre på det. Men de kan komme meget langt.

Nussbaum var stand in for Jeff Watts, men de tre har spillet sammen tidligere i mange andre sammenhænge, og det virkede ikke afgørende for koncerten.

Kendetegnende for trioens optræden var et tight, rytmisk sammenspil med stort overskud både til at give plads og selv indtage den, når det var påkrævet. Gennem to korte set var dette det bærende og afgørende element.

I lange passager, som i indledningsnummeret ‘Nothing Personal’, spilles der i et opskruet, kraftigt synkoperet beat. På andre tidspunkter er det de enkelte musikeres virtuositet der får lov at brænde igennem, som Calderazzos soloindledning til hans egen ‘Midnight Voyage’, hvor han arbejder med en legende, nærmest drillende nedbrydning af det, der viser sig i virkeligheden at være en god, gammeldags, fuldfed blues i 4/4. Og på andre tidspunkter igen, er det intense solo-ballader, fremført af Calderazzo og Doky, der får salen til at holde vejret.

Et entusiastisk publikum, som vel sneg sig op på den anden side af de et hundrede, havde fundet vej til Pumpehusets rungende akustik på en tirsdag aften. Doky og trio gjorde, hvad der stod i deres magt for at skabe en god stemning, og med deres officielle afslutningsnummer ‘Autumn Leaves’ sluttede de, hvor de startede i højt tempo med rytmen som det alt afgørende og med begejstrede tilråb fra tilhørerne.

Chris Minh Doky er af flere blevet udråbt som en af verdens bedste bassister. Det skal jeg ikke modsige – og hvis nogen kom og sagde noget tilsvarende om Calderazzo, ville jeg heller ikke modsætte mig det. At koncerten blev holdt i en flyhangar skal ikke lastes aftenens oplevelse med mere end en enkelt stjerne i fradrag.