Zeromancer – flagskibet i havsnød
Norske Zeromancer består af 5 bandmedlemmer, hvoraf de 3, Alex Møklebust, Kim Ljung og Noralf Ronthi, har en fortid i det legendariske band Seigmen. Fra Seigmen til Zeromancer skete der et radikalt stilskift, hvor den gotiske rock blev lagt på hylden til fordel for et langt mere slagkraftigt industrial-udtryk. Deres 3. udspil, ‘ZZYZX’, er netop smidt på gaden, og i den anledning havde Zeromancer lagt vejen forbi Stengade 30, der i aftenens anledning havde en anseelig latex-faktor.
Det er jo altid en god indikator på kvalitet, hvis der står en tysk indregistreret bus udenfor spillestedet når det drejer sig om industrial, så derfor blev forventningerne yderligere skærpet. Stengade var halvfyldt da et andet norsk band, Delaware, lagde ud med opvarmningen – noget de klarede udmærket, dog uden at imponere. Da Zeromancer indtog scenen, var der blevet godt fyldt op, og vi blev alle vidne til at Alex Møklebust udstillede sin haltende dømmekraft, ved at ha’ valgt en lyserød skjorte plus slips som beklædning. De tvivlsomme tekstiler blev dog hurtigt smidt igen.
Zeromancers flirten med det poppede udtryk er blevet mere udtalt siden debuten ‘Clone Your Lover’ fra 1999, der bød på kompromisløs og benhård industrial, uden at den gode melodi blev sat over styr. Det var også sangene fra netop dette album, specielt ‘Clone Your Lover’ og ‘Something For The Pain’, der løftede koncerten ud af middelmådighedens skygge. I forhold til 1999, hvor jeg havde glæden af at blive blæst bagover på Rockefeller i Oslo, var det her, til sammenligning, en lidt vattet koncert, hvor Zeromancer ikke rigtigt bed fra sig, men blot nappede lidt i ny og næ. Men denne gang havde de selvfølgelig heller ikke hjemmebanefordel.