The Great Dictators
Der er noget udansk over The Great Dictators. En storladenhed sat i kraft af Dragut Lugalzagosis barytonvokal på et tæppe af blandt andet buldrende trommer, klaver, bas, synthesizer, sav og mandolin, der giver plads til americana og folk, når rockens dundren forsvinder. Det lyder modigt, og er det også, men alligevel er det netop mod, diktatorerne mangler på deres debutalbum.
Den fine produktion tøjler aggressiviteten, gør de teksttunge numre for langsomme og visker således personligheden væk. Konsekvensen er, at numrene trods deres mange forskelle al for hurtigt bliver glemt.
Andet problem er, at københavnerne har svært ved at træde ud af den The National’ske skygge, de selv har placeret sig i. Det lægger ekstra pres på danskerne, fordi de knækker under den uundgåelige sammenligning. Lugalzagosis vokal ligger besnærende tæt op ad Matt Berningers, men besidder ikke samme alsidighed, mens de kække trommefigurer, som får gjort ’Wine’ til pladens bedste skæring, desværre aldrig kommer tilbage.
At også teksterne til tider ligner Berningers kunne være blevet dødsdommen, men deres momentvise styrke redder The Great Dictators. »See how I / see how I / turn your troubles into wine«, synger Lugalzagosi på ’Wine’, mens han på ’Model in Freezerwrap’ krydrer det (lidt for) gennemgående kærlighedstema med en dysterhed a la Tom Waits og Nick Cave: »The future belongs to rats and a model in freezerwrap«.
’Liars’ er egentlig en flot plade, men dens store armbevægelser giver aldrig lytteren de slag, man efter albummets 43 minutter hungrer efter.