Black Lips

Black Lips er kendt for deres energi og rå garagelyd, men efter tre års fravær virker rødderne fra Atlanta som et band, der har svært ved at finde melodien. På deres syvende album søges der nye græsgange, men med et meget blandet resultat.

Pladen åbnes af ‘Drive-By Buddy’ – et middelmådigt bluesnummer med en nærmest præpubertær vokal forrest i lydbilledet oven på den lette klichélyd. Og sådan fortsætter det desværre for Black Lips. Der mangler tempo og energi, og bandet forsøger sig med noget, der bedst kan beskrives som lunken ballerock. Væk er den mere støjende produktion, der i stedet er erstattet af et langt mere finpudset udtryk.

Læs anmeldelse: Black Lips ‘Arabia Mountain’

Efter en miserabel indledning går det stødt fremad, og på pladens sidste halvdel fremstår de som et helt andet band – her lyder de mere som de burde med det lydbillede, der har fungeret før. Musikken bliver tungere, mere robust, og sangene lægger sig over i den mere hårde ende af garagespektret. Singleforløberen ‘Boys in the Wood’ er pladens klart stærkeste nummer – her lyder kvartetten beskidte og støjende.

‘Underneath the Rainbow’ er således et album delt i to: En første halvdel, hvis nye ideer slet ikke fungerer, og sidenhen et desperat forsøg på at vende tilbage til den før så vellykkede stil. Det er sangenes bundniveau simpelthen ikke i stand til at løfte.