Highlights fra Cannes, dag 1: Jihad redder dagen

Hver dag udpeger vores filmredaktør tre højdepunkter fra Cannes Film Festival, så du kan lade som om, du har været der selv.

3. Jeg er blå, labadi-labada
Jeg starter med fingeren i navlen og undskyld på forhånd, men jeg er nødt til at få det ud af systemet. For er der noget, der kan blive genstand for hån, spot og latterliggørelse indbyrdes blandt journalisterne i Cannes, er det farven på pressekortet, og jeg er selvfølgelig ingen undtagelse.

Cannes-festivalen udstikker nemlig en hakkeorden, der får Nordkoreas militær til at ligne en rundbordsdiskussion i Thy-lejren. Farven på dit kort kan gøre forskellen på, om du skal komme en time før filmvisningerne, eller om du kan komme danderende med en croissant i hånden fem minutter før kampstart. I toppen ligger de hvide guder, det vil sige de udsendte fra New York Times, The Hollywood Reporter og deslige. Derefter kommer lyserød med gul prik, så følger lyserød, derefter blå og endelig gul.

Sidste år bar jeg den gule skamplet sammen med de andre outcasts nederst i fødekæden. Så da jeg stod i køen til kortuddelingen i morges, var det med sveddryppende febrilsk desperation på højde med russisk roulette-scenen i ’The Deer Hunter’. Cirka. Men heldigvis bar kortet den flotteste blå farve, og selv om jeg derved stadig er et nemt offer for de lyserøde løver, er jeg i det mindste ikke en antilope med gangbesvær.

Det er vist det, Louis C.K. ville kalde et white man’s problem – så ikke et ord mere om kryptiske farvekoder. Indtil jeg engang bliver lyserød.

2. Underholdende perfiditeter
Som jeg allerede har skrevet både her og der, faldt dagens åbningsfilm på Cannes, Olivier Dahans ’Grace of Monaco’ med Nicole Kidman og Tim Roth, til jorden med et brag.

Og det er jo både synd for de gode mennesker, der sikkert har gjort sig en vis umage med at lave filmen, og for Cannes-festivalen, der sætter en lille smule troværdighed over styr ved at præsentere en så svag åbningsfilm, bare fordi den har en tilsyneladende uimodståelig blanding af Hollywood-glamour og franske forbindelser.

Men i det mindste kan vi andre så fornøje os med de decideret perfide udslag, en film som ’Grace of Monaco’ afstedkommer. Hollywood Reporter kalder filmen en »glitzy royal soap opera«, mens The Guardians Peter Bradshaw har taget filmen som en personlig fornærmelse, hvilket er ganske underholdende for alle andre end filmholdet. Han ranter derudaf:

»It is a film so awe-inspiringly wooden that it is basically a fire-risk. The cringe-factor is ionospherically high. A fleet of ambulances may have to be stationed outside the Palais to take tuxed audiences to the hospital afterwards to have their toes uncurled under general anaesthetic«.

1. Forbudt: Musik, fodbold og kvinder uden sokker
’Grace of Monaco’ blev vist uden for konkurrence, og man må håbe, ambulancerne var klar på en retur-rute til festivalpalæet, for det ville være synd, hvis man gik glip af årets første konkurrencefilm.

Man er enten uærlig eller overdrevent politisk korrekt cinefilt åbensindet, hvis man ikke var bare en smule skeptisk ved at skulle starte konkurrencen med en fransk-mauretansk film ved navn ’Timbuktu’ (billedet). Men Abderrahmane Sissakos film er en flot åbning på kampen om Guldpalmen.

Den foregår omkring byen af samme navn i det nordlige Mali, hvor en islamistisk gruppe undertrykker de fattige beboere med absurde forbud mod musik, fodbold og kvinder uden sokker. Mali er som flere af Afrikas andre fattigste lande katastrofalt præget af radikale islamisters rekruttering og terrorisering, og med Boko Harems nylige kidnapningsaktioner i Nigeria rammer ’Timbuktu’ ned i et uhyggeligt aktuelt emne.

Men filmen er langt fra bare et politisk nødråb. Det er en visuelt prægnant film, der overbevisende formidler skønheden i de golde ørkenlandskaber og nomadernes smukke ansigter. Den flakker lovlig meget fra karakter til karakter (fra kvægdyrkende teltnomader til musikelskere i lerhuse), men finder også sin styrke i sin poetiske vekslen mellem scener af brutal alvor (en steningsscene gør ondt helt inde i knoglerne) og oprørsk humor (en flok drenge spiller med fuld indlevelse og i komplet udstyr fodbold uden bold i en af filmens bedste scener).

Vi ser ikke meget til de større strukturer, der får en flok ganske almindelige mænd til at hærge en by med kalashnikovs og et forvrænget billede af deres religion i hånden. Til gengæld viser ’Timbuktu’ med forbilledligt klarsyn, hvor banal jihadianernes forestillingsverden er, men også hvordan vitaliteten og den modstræbende livsenergi konstant trænger sig på omkring og i dem. Selv en enkel velklingende fællessang med vennerne kan være 40 piskeslag værd.

Læs også: Kidman-film buhet ud i Cannes

Læs også: Nicolas Winding Refn: »Det er ikke Eurovision, det her!«

Læs også: Blufferens guide til Cannes

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af