Steve Carell, ’Foxcatcher’
Komikeren leverer karrierens mest opsigtsvækkende præstation som sørgelig og sært charmerende rigmand i Bennet Millers brydningsdrama. Carell er uigenkendeligt sminket – og så er der den der næse – i et af den slags radikale rolleskift, som virkelig er Oscar-bait.
Hans største ulempe i Oscar-sammenhæng er, at hans karakter er temmelig usympatisk, og derudover kan det være svært at definere, om han hører til i hovedrolle- eller birollekategorien.
Læs også: Steve Carell fortæller om sin karrieredrejning
Channing Tatum, ’Foxcatcher’
Langsomt, men sikkert er Channing Tatum ved at gå fra pretty boy-bøf til en respekteret karakterskuespiller. ’Foxcatcher’ er det mest markante skridt hidtil, og med fremskudt kæbe og et nedadvendt blik leverer han en underspillet præstation som den ikke alt for begavede bryder Mark Schultz.
Rollen er måske ikke helt spektakulær nok for Akademiet, men det er Tatums bedste rolle til dato, og på et eller andet tidspunkt skal han nok blive lukket ind i Oscar-varmen.
Mark Ruffalo, ’Foxcatcher’
Ruffalo inkarnerer den mest sympatiske karakter i ’Foxcatcher’ som Tatums bror, der også er bryder. Ruffalo spiller ham i et lavt toneleje, og han er på mange måder det menneskelige centrum, som fastholder ens interesse i filmen frem mod det voldsomme klimaks.
Ruffalo har tidligere været nomineret for sin rolle i ’The Kids Are All Right’, og – afhængigt af feltet – kunne han sagtens have fortjent endnu en birollenominering her.
Julianne Moore, ’Maps to the Stars’
Det var på mange måder overraskende, at Julianne Moore vandt prisen for bedste skuespillerinde på Cannes-festivalen. Men heller ikke helt ufortjent, når den lige var sunket ind.
Julianne Moore spiller en berømt skuespiller, som har sine bedste dage bag sig, og som desperat håber at få rollen som sin egen mor i en ny film instrueret af en respekteret instruktør. Hun er desperat, usikker, kynisk og skinger, og Julianne Moore har en fest med rollen.
Moore har været nomineret fire gange før (for ’Far from Heaven’, ’The Hours’, ’The End of the Affair’ og ’Boogie Nights’), men aldrig vundet. Bliver hun nomineret i birollekategorien – hvilket ikke vil være helt skævt i en film uden en indlysende hovedrolle – kunne hun godt have vinderchancer i år.
Timothy Spall, ’Mr. Turner’
Briten har haft en lang karriere bag sig som en af Englands mest respekterede skuespillere, men i et større internationalt regi har han mest været kendt for sine biroller i blandt andet ’Harry Potter’-serien og ’Sweeney Todd’ – og måske endda været lidt underkendt selv for disse.
Men det ændrer Mike Leighs ’Mr. Turner’ på. Spall leverer et skævt og uromantisk portræt af den mesterlige maler, som grynter og brovter sig igennem tilværelsen, men også gemmer på et fintfølende empatisk menneske.
Spall holdt en rørende tale, som han havde skrevet på sin telefon, da han vandt prisen for bedste skuespiller i Cannes – dog var den så lang, at han nok lige skal lære begrænsningens kunst, hvis han skal på Oscar-podiet næste år.
Jessica Chastain, ’The Disappearance of Eleanor Rigby’
Chastain var nomineret for en hovedrolle-Oscar for ’Zero Dark Thirty’ og en birolle for ’The Help’. Hun er en af Hollywoods hotteste yngre skuespillere lige nu, og i ’The Disappearance of Eleanor Rigby’ leverer hun sin måske mest nuancerede præstation til dato som en kvinde i sorg. Over for hendes sørgmodige skrøbelighed blegner James McAvoy ærlig talt en smule.
Ikke alle var dog lige begejstrede for denne nye udgave af Ned Bensons film, som er en sammenklipning af to adskilte segmenter, ’Him’ and ’Her’, som følger Chastain og McAvoys forhold fra hver deres synsvinkel. Men Chastains præstation kan man ikke sætte en finger på.
Tommy Lee Jones, ’The Homesman’
I sin anden film som instruktør stjæler Tommy Lee Jones i høj grad også billedet foran kameraet. Hans homesman, der indvilliger i at hjælpe Hilary Swanks Mary Bee med at fragte tre sindsforstyrrede kvinder tværs over USA, er fuld af knastør humor og samvittighedsløs kynisme, og faktisk ender han med at få en så central placering i filmen, at det kan være svært at argumentere for, at han skal nomineres i birolle-kategorien.
I hovedrollekategorien vil hans chancer være mindre.
Marion Cotillard, ’2 Days, 1 Night’
Hun var manges favorit til at vinde prisen for bedste skuespillerinde i Cannes, men blev forbigået. Om det er et dårligt tegn frem mod Oscar, vil tiden vide, men præstationen i Dardenne-brødrenes film er ellers af det stof, Oscar-priser er gjort af.
Her har den franske stjerneskuespillerinde nemlig skrællet al glamour af i rollen som kvinden, der over to dage forsøger at overtale sine kolleger til at afstå fra deres årlige bonus, så hun kan beholde sit job. Cotillard bærer filmen flot og spiller subtilt på både selvsikkerhed, depression, svaghed og stolthed.
Hun vandt Oscar for ’Spurven’ i 2008, og selvom hun næppe gentager sejren, er hun et godt bud på en nominering.
Anne Dorval, ’Mommy’
Det her er et long shot, for det er næppe sandsynligt, at en skuespiller fra en ret artsy fransksproget film, som formentlig får en ret smal distribution i USA, har en chance i Oscar-sammenhæng.
Men man ville ønske, at det var anderledes! For Anne Dorval leverer en af festivalens allerbedste præstationer som den bramfri mor Diane – forkortet ’Die’ – der kæmper med at styre sin ADHD-ramte søn i Xavier Dolans ’Mommy’. Hun er langt fra en perfekt mor, men hun har hjertet på rette sted, og man ønsker så inderligt det bedste for hende.
Kristen Stewart, ’Clouds of Sils Maria’
Olivier Assayas film blev vist som den allersidste i hovedkonkurrencen i Cannes. Juliette Binoche spiller den verdensberømte skuespiller, som overvejer at tage imod rollen som den ældre kvinde i en genindspilning af filmen om et lesbisk forhold, hun blev berømt på. Dengang spillede hun forholdets unge kvinde, en rolle, der i læseprøverne nu indtages af hendes tro assistent, spillet af Kristen Stewart.
Binoche gør det fint, men det er i sidste ende Stewart, man husker. Hun er sensuel, pirrende og kølig, og det er ikke mindst hendes fortjeneste, at det ambivalente lærer-elev-forhold fremstår troværdigt.
Om det er nok til en Oscar-nominering for en så relativt smal film, er usikkert, men det ville ikke være helt urimeligt.
Læs også: Vores 10 yndlingsfilm på Cannes-festivalen
Læs også: De største what-the-fucks fra Cannes
Læs også: Her er Cannes-filmene, du får at se i Danmark