Der er fortsat mange, der – helt berettiget – begræder den skæve kønsbalance i den amerikanske filmindustri, både hvad angår de roller, der rent faktisk er i udbud foran kameraet, og de folk, der arbejder bag det. Og der er naturligvis en sammenhæng: Når mænd skriver, instruerer og finansierer film handler de som regel om andre mænd.
Der er dog et betydeligt græsrodslag af kvindelige instruktører, der opererer i grøftekanten af amerikansk film snarere end inde på midterstriben.
I anledning af den danske premiere på Kelly Reichardts øko-thriller ’Night Moves’ med Dakota Fanning, Peter Sarsgaard og Jesse Eisenberg, fremhæver vi her de 11 kvindelige instruktører, man bør lægge mærke til, hvis man vil vide, hvad der er i gærde i amerikansk independent-film. Og vi starter naturligvis med…
1. Kelly Reichardt
Kelly Reichardt har lavet film (primært kortfilm) siden midten af 90’erne, men fik hul igennem på forskellige festivaler i 2006 med ’Old Joy’, hvor sanger/sangskriveren Will Oldham (aka Bonnie ’Prince’ Billy) medvirker som den ene af to venner, der genforenes på en tur ud i Oregons vilde natur.
’Old Joy’ (se traileren ovenfor) illustrerer på emblematisk vis Reichardts måde at fortælle på. Hendes film er som regel som et mere eller mindre tilfældigt snapshot i et menneskes liv, hvor vi følger dem i en dag eller to. De opererer ikke med forløsende tredjeakter, hvor der bindes en sløjfe på historien, eller hvor protagonisten kommer frem til en forkromet indsigt. De slutter bare.
På den måde forsøger Reichardt at indkredse det autentiske ved almindelige liv, der jo ikke nødvendigvis er præget af den store udvendige dramatik, men snarere består i små krusninger på eksistensens vande.
Reichardt har siden lavet filmene ’Wendy and Lucy’ og ’Meek’s Cutoff’ (en nytænkende western set fra kvindernes perspektiv) – begge med Michelle Williams – og har støt og roligt fået mere opmærksomhed. Måske det er grunden til, at hun nu – med ’Night Moves’ – springer ud med en lidt mere traditionelt spændingsladet fortælling om tre økoaktivisters bombeaktion mod en hydroelektrisk dæmning.
Men selvom der er skruet op for den udvendige dramatik, sker det naturligvis ikke på bekostning af fokusset på de tre karakterer, der bærer filmen. Det er jo en Kelly Reichardt-film. Og det er efterhånden blevet et kvalitetsstempel, der får cineaster over hele kloden til at stoppe op og tage notits.
Læs også: Anmeldelse af ’Night Moves’
2. Miranda July
Der er mange amerikanske indieinstruktører, der i kølvandet på Spike Jonze, Michel Gondry og Charlie Kaufman har forsøgt at efterligne deres excentriske stil og hittepåsomhed, ofte på en måde, så det skæve og heterogene kommer til at fremstå i et sympatisk lys.
Miranda July er interessant, fordi hun giver et lidt anderledes blik på de mange fremstillinger af unge, skæve teenagere, der af samfundet beskrives som adfærdsvanskelige. Hun fik et gennembrud med den fine ’Me and You and Everyone We Know’ i 2005 (men debuterede med filmatiseringen af Denis Johnsons kortprosamesterværk ’Jesus’ Son’ i 1999), men har udover den lidt for selvbevidst quirky ’The Future’ (2011) primært ernæret sig som en regulær multikunstner.
Hun har publiceret adskillige noveller, artikler og bøger og har været engageret i forskellige multimedieprojekter, kunstudstillinger og andre former for performance art. Derudover har hun lavet en hel række kortfilm, musikvideoer og udgav endog et par solomusikalbum i slut-90’erne. Musikkarrieren blev dog lagt på hylden, da hun for alvor rykkede på filmmediet.
3. Ava DuVernay
Med sin anden spillefilm, ’Middle of Nowhere’, blev DuVernay den første afroamerikanske kvinde, der vandt førsteprisen som bedste instruktør ved Sundance i 2012. Hun bryder på mange måder med den typiske instruktør ved at tale åbenhjertigt om sit syn på branchen, besværlighederne ved finansiering og distribution, sit syn på andre instruktører og ikke mindst sin egen rolle som en sort kvinde i en hvid mands verden.
Hun er selv direktør for sit eget medie- og marketingbureau og har derfor været med til at udvikle en lang række filmprojekter siden opstarten i 1999, bl.a. film af prominente folk som Steven Spielberg og Michael Mann.
DuVernay fik så meget positiv opmærksomhed i forlængelse af ’Middle of Nowhere’ – om en kvindes kamp for at holde sig selv kørende, da hendes mand modtager en lang fængselsdom – at hun med sin kommende film, ’Selma’, arbejder på en lidt anden skala.
’Selma’ handler om en af grundpillerne for den amerikanske selvforståelse, Martin Luther King, og store navne som Tom Wilkinson, Oprah Winfrey og Tim Roth samt den fremadstormende unge skuespiller David Oyelowo (butlerens søn i ’Lee Daniels’ The Butler’), medvirker. ’Selma’ er tippet som en mulig Oscar-kandidat i denne sæson, så spørgsmålet er, hvor længe DuVernay befinder sig i independent-laget af amerikansk film.
Læs videre om markante kvindelige indie-instruktører på næste side.
4. Lisa Cholodenko
Cholodenko er snart aktuel med en ny HBO-miniserie over Elizabeth Strouts Pulitzerprisvindende fletteroman ’Olive Kitteridge’, hvor hun har fået muligheden for at arbejde sammen med et fremragende skuespillerensemble anført af veteraner som Frances McDormand, Bill Murray og Richard Jenkins.
Serien har premiere til oktober i USA, men blev vist på filmfestivalen i Venedig for ganske nylig. Mon ikke vi kan se frem til, at Cholodenko og hendes hold støvsuger næste års Emmy-uddeling for priser i miniseriekategorien? Ifølge anmelderne har HBO i hvert fald set helt rigtigt, da de udpegede Cholodenko til at være personen, der kunne bringe Strouts historier til live.
At Cholodenko er blevet valgt til en filmatisering med denne tyngde skyldes formentlig hendes store succes med komediedramaet ’The Kids Are All Right’, en lavbudgetfilm, der hev fire oscarnomineringer i land i 2011, bl.a. for bedste film og blev en overraskende stor succes ved billetlugerne.
Cholodenko har tidligere lavet bl.a. ’Laurel Canyon’ (også med McDormand) og instrueret afsnit af tv-serier som ’The L Word’ og ’Six Feet Under’.
5. Sarah Polley
Ok, her snyder vi lidt på vægten, for Polley er faktisk canadier og har da også i høj grad været optaget af at formidle fx canadisk litteratur.
Polley skabte sig som ganske ung et navn som skuespiller i film som Atom Egoyans mesterværk ’The Sweet Hereafter’ og Isabel Coixets ’My Life Without Me’, men er siden slået over på instruktørvejen. Foreløbig er det blevet til to roste spillefilm, hvoraf den første var ’Away From Her’ (baseret på en novelle af Polleys sidenhen nobelprisvindende landsmandinde Alice Munro) – om en Alzheimer-ramt kvinde – der førte en oscarnominering med sig til Polleys manuskript. Polley var blot 27 år!
Hun fulgte successen op med ’Take This Waltz’ i 2012 med Michelle Williams og Seth Rogen og bjergtog mange året efter med sin forunderlige dokumentar (en delvis fingeret en af slagsen) ’Stories We Tell’, der undersøger hendes egen familiehistorie.
Næste projekt lyder ligeledes lovende: En filmatisering af en anden af Canadas litterære giganter – Margaret Atwoods ’Alias Grace’.
6. Debra Granik
Debra Granik arbejder ikke just hurtigt: Hun har skrevet og indspillet to spillefilm, siden hun startede sin karriere med en kortfilm midt i 90’erne. Hendes 2010-film ’Winter’s Bone’ blev – meget fortjent – det års indie-sensation sammen med ’The Kids Are All Right’ efter premieren på Sundance, hvor den vandt juryens store pris.
Det resulterede i fire Oscar-nomineringer det følgende år, bl.a. to til Granik selv (for film og manuskript) og sandelig også for Jennifer Lawrences gennembrudsrolle som en udsat teenager på udkig efter sin forsvundne far i den trøstesløse Ozark-bjergegn i Missouri. Her optog Granik alle scener on location (i faktiske huse på egnen) og brugte mange lokale amatører som skuespillere.
Det er ikke enhver forundt at kunne prale af at have kickstartet J-Laws karriere, og det er da også, som om Granik har rystet lidt på hånden i forhold til at følge sin succesfilm op. Hun har i skrivende stund haft gang i hele tre forskellige projekter, der alle mangler at blive færdiggjort – og som det er uvist, om når i mål: En dokumentar om amerikanske krigsveteraner, en filmatisering af romanen ’Rule of the Bone’ og en HBO-serie med arbejdstitlen ’American High Life’.
Hun har ligeledes droppet en filmatisering af ’Pippi Langstrømpe’, hvilket da også lød som et meget kuriøst emnevalg for Granik. Der er i sandhed langt fra Ozark Mountains til Villa Villekulla!
Læs videre om markante kvindelige indie-instruktører på næste side.
7. Nicole Holofcener
Nicole Holofcener laver hjertevarme film om rigtige mennesker – sådan nogle, der mærker et stik i hjertekulen, når eksmandens navn nævnes, når collegedatteren flytter hjemmefra, og man fristes til at invitere hendes veninde på besøg som en slags surrogatdatter, og som mærker singletilværelsens sexabstinerende forviklinger.
’Enough Said’, hendes seneste succes (med Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini i hovedrollerne), fortsætter i sporet fra film som ’Please Give’ og ’Friends with Money’. Det er film, hvor karaktererne grundlæggende er gode mennesker, men bare ikke altid er de bedste forvaltere af deres egne liv.
Holofcener har etableret sig som en af amerikansk films fineste repræsentanter for den stille komedie med dramatiske anstrøg. Hendes konflikter virker menneskeligt vedkommende snarere end falden-på-halen-komiske. Hun har endvidere et godt øje for markante kvinderoller, hvilket er kommet Louis-Dreyfus, Jennifer Aniston og især hendes ’hofskuespiller’ Catherine Keener til gode.
Holofcener har udover sine egne film ernæret sig ved bl.a. at instruere afsnit af HBO-serier som ’Sex and the City’ og ’Six Feet Under’.
Læs også: Anmeldelse af ’Enough Said’
8. Lynn Shelton
Lynn Shelton er bestemt ikke allemandseje, men hun har lavet en række velmodtagne indiefilm op igennem 00’erne, der har fået både kritikere og festivalledelser til at tage notits af hende. Hendes film fokuserer som regel på unge mennesker i 20’erne eller 30’erne, der af den ene eller anden grund må se dæmoner fra fortiden i øjnene og i det hele taget har svært ved at kommunikere meningsfuldt med deres omgivelser.
Der er fx den 23-årige skuespiller i ’We Go Way Back’ (2006), som pludselig støder på sit 13-årige selv i tide og utide, som et ubelejligt genfærd fra fortiden, og der er vennerne i ’Humpday’ (2009), der udfordrer hinanden til grænsen i den vildeste ’buddy movie’, du nogensinde vil få at se, alt sammen for at beskytte deres sårede maskuline egoer.
I 2012 fik Shelton mulighed for at arbejde med et stjernecast (alt er relativt) bestående af Ellen Page, Scoot McNairy, Rosemarie DeWitt og Allison Janney i ’Touchy Feely’, der også er en variation over et grundlæggende Shelton-tema: Følelsen af at være på afstand af sig selv og dermed miste balancen i forhold til andre, her personificeret af en massøse, der pludselig finder ud af, at hun ikke længere kan holde ud at røre ved sine kunder.
Den glimrende ’Your Sister’s Sister’ med Emily Blunt fra året før blev dog en publikumsmæssigt større succes for Shelton, der står ved en interessant skillevej i sin karriere: Kan hun fortsætte med at tiltrække skuespillere af en vis kaliber til kammerspilsagtige indie-film – eller kan (og vil) hun decideret tage næste skridt og lave mainstreamtitler for de større selskaber?
9. Dee Rees
Lisa Cholodenko er lesbisk og har vendt tilbage til problematikker vedrørende lesbisk livsstil i flere af sine værker, som i successen ’The Kids Are All Right’, men kollegaen Dee Rees er nok den mest markante stemme i nyere amerikansk film fra et LGBT-perspektiv.
Dee Rees lavede med ’Pariah’ fra 2012 en amerikansk – og delvist selvbiografisk – film, der bl.a. vandt priser ved Sundance, Indie Spirit Awards (indiefilmens svar på Oscar-uddelingen) og National Board of Review. Det var en indtil da uset omfavnelse af en sort lesbisk kvindes film om… en sort lesbisk kvinde.
Det skal blive spændende at se, om Rees kan fortsætte med at lave film, der kan tale branchens hvide og hetero-normative værdisæt midt imod. Mon ikke? Hun virker, som om hun har både ambitionen og evnerne til det.
Læs om de sidste markante kvindelige indie-instruktører på næste side.
10. Naomi Foner Gyllenhaal
Og så til en kvinde, der beviser, at det aldrig er for sent at sætte sig i instruktørstolen: Naomi Foner Gyllenhaal – ja, hun er mor til Jake og Maggie – debuterede som instruktør sidste år som 68-årig med ’Very Good Girls’, en film om to piger (spillet af Dakota Fanning og Elizabeth Olsen), der beslutter sig for at bruge sommeren på at opgive jomfrutilværelsen.
Det kan godt være, Foner ikke har instrueret tidligere, men hun er alligevel en rutineret rotte inden for filmhåndværket. Hun har skrevet en række manuskripter og er nok mest kendt for sit manuskript til ’Running On Empty’ (1988), som hun opnåede en Oscar-nominering – og vandt en Golden Globe – for. I 90’erne fik hun opmærksomhed for sine manuskripter til film som ’Losing Isaiah’ og ’A Dangerous Woman’.
11. Lake Bell
Vi slutter af med en ung kvinde, der siden midt-00’erne har spillet med i en række halvbagte romantiske komedier (såsom ’What Happens In Vegas’, ’Mr. Peabody & Sherman’ og ’No Strings Attached’), men som i 2013 sprang ud som et fuldblodstalent, vi godt kan tillade os at have store forventninger til som en af fremtidens stemmer i amerikansk film.
Bell både skrev, producerede, spillede med i og instruerede filmen ’In a World…’, der handler om sexisme inden for en af filmverdens nicher, voice-over-industrien. Filmens hovedperson, Carol (spillet af Bell selv), ønsker at lave trailere til film, men hendes far – kendt som den aldrende konge inden for genren – støtter ikke just sin datter, da hun viser interesse og evner for den specielle kunstart. Problematikker i forhold til en mandsdomineret branche simrer lige under overfladen.
Lake Bells film vandt for bedste manuskript på Sundance i 2013 og var nomineret i samme kategori ved dette års Indie Spirit Awards.
Læs også: Se hvor få film der har kvindelige hovedroller
Læs også: Marijana Jankovic: »Jeg savner de fede kvindelige fortællinger på film«