Den gode nyhed: Oscar-komitéen valgte at hædre en af de helt store skikkelser i dansk filmhistorie som årets danske kandidat til verdens vigtigste filmpris. En flot cadeau.
Den dårlige nyhed: Filmen bliver først nomineret, når der er to torsdage i en uge.
Dansk film har klaret sig sensationelt godt i kategorien bedste udenlandske film og har været med helt fremme i opløbet de seneste fire år. ’SuperClásico’ kom med på shortlisten over de sidste ni film, ’Jagten’ og ’En kongelig affære’ blev nomineret, ’Hævnen’ gik hele vejen og vandt.
Men årets pulje af danske film har været usædvanligt brødfattigt med Oscar-briller på. Og mens det danske Oscar-udvalg flere gange har haft det luksusproblem at skulle vælge mellem indtil flere egnede kandidater, har de i år måttet famle efter det halmstrå, der ved et mirakel kan sende dansk film mod Los Angeles.
Hvis det ikke var, fordi det kan give et internationalt rygstød i sig selv at blive valgt som sit lands Oscar-kandidat, kan det næsten virke omsonst at bruge lang tid på at dissekere, hvilken af de tre kandidater der burde sendes afsted. Som at bruge timer på at granske, hvilken spiller fra sit 2. divisionshold man vil pitche til Morten Olsen: En sjov leg uden meget fodfæste i virkeligheden.
Den knugende filmkunst
Det har dog ikke været et nemt valg, for alle tre kandidater har haft sine klare styrker og svagheder. Pernille Fischer Christensens ’En du elsker’ har den mest klassiske historie af den slags, Hollywood selv specialiserer sig i: Om den følelsesmæssigt afstumpede stjernemusiker, der finder mennesket i sig selv, da han bliver nødt til at tage sig af sit barnebarn.
Det er en flot fotograferet film, der med Mikael Persbrandt i hovedrollen som den eneste af de tre film har reel star power. Men den er nok også for forudsigelig og letbenet til for alvor at gøre indtryk i en kategori, hvor Akademi-medlemmerne faktisk ofte omfavner den store knugende filmkunst. Se bare på vinderne de sidste tre år: Sorrentinos ’Den store skønhed’, Hanekes ’Amour’ og Farhadis ’En separation’.
Niels Arden Oplevs ’Kapgang’ er en lille film, der også i for høj grad er betinget af det lokalhistoriske kendskab til kombinationen af frigørelse og brune kakkelborde i 70’ernes Provinsdanmark. Dog ikke så meget, at man ikke vil kunne forstå filmen i udlandet – i grunden er det en klassisk coming of age-historie om en dreng, der skal håndtere sin mors død, sin spirende seksualitet og forestående status som ’voksen’, som de fleste vil kunne forholde sig til.
Samtidig har Niels Arden Oplev som den eneste af de tre instruktører et reelt navn i USA. Hans ‘Mænd der hader kvinder’ blev et verdenshit, og han laver for tiden film og tv i USA. Det gjorde i mine øjne umiddelbart ‘Kapgang’ til det bedste bud af de tre langskud, men jeg kan samtidig godt forstå, hvorfor Oscar-komitéen i sidste ende valgte Nils Malmros’ film.
Malmros ikke kendt i udlandet
’Sorg og glæde’ er utvivlsomt den af de tre film, der herhjemme vil sætte sit tykkeste spor i historiebøgerne. Den har den vigtigste historie, der i sin substans fuldt ud kan måle sig med de alvorlige tematikker i film som netop ‘Amour’ og ‘Nader og Simin’.
Så hvorfor er det, den alligevel har færre chancer end et pigekor til en festival for dødsmetal? Jamaicas bobslædehold kom trods alt til OL, Skagen vandt over Brøndby, Jacob Haugaard blev stemt ind i Folketinget. Ja, man skal jo aldrig sige aldrig, og hybris kan hurtigt blive til nemesis.
Men de minimale chancer skyldes, at historien især får tyngde, når man ved, at den bygger på instruktørens egen fortid – og når man ser den som kulminationen på et mesterligt erindrings-oeuvre over mange årtier.
I udlandet er Malmros ikke et kendt navn. Og kender man ikke konteksten og Malmros’ særlige metode, kan ’Sorg og glæde’ fremstå en kende klinisk i forhold til sit foruroligende emne. Filmen har da heller ikke fået specielt gode internationale anmeldelser sammenlignet med de lovord, der overstrømmede den i Danmark.
Den er således også bagud på en pointskala, hvor ’En kongelig affære’, ’Jagten’ og ’Hævnen’ excellerede. De kom nemlig med stor international succes i bagagen. De var blevet hædret i udlandet, havde fået priser og flotte anmeldelser. De havde eller fik et selvstændigt liv i de amerikanske biografer og blev samlet op af amerikanske distributører med magt og penge til at køre dem frem i feltet.
Heroverfor blev ’Sorg og glæde’ vist på festivalen i Rom uden at gøre nærmere væsen af sig.
Et stærkt felt
I år er Malmros’ film oppe mod konkurrenter, som allerede har vundet international hæder. Sveriges ’Force Majeure’, Canadas ’Mommy’, Tyrkiets ’Winter Sleep’, Belgiens ’To dage, én nat’, Ungarns ’White God’ og Argentinas ’Wild Tales’ fik fænomenale anmeldelser og/eller priser med hjem fra Cannes, Tysklands ’Beloved Sisters’ gjorde sig bemærket på ’Berlin’-festivalen, mens Polens ’Ida’ er en af årets bedst anmeldte film efter utallige festivalvisninger.
Så hvad skal der til, hvis ‘Sorg og glæde’ mirakuløst skal slippe gennem nåleøjet?
Der skal en storstilet oplysningskampagne til, som formidler filmens tankevækkende baggrundshistorie. Akademimedlemmerne skal vide, før de ser filmen, at den bygger på instruktørens egen historie, og at det er kulminationen på en storslået erindringskunstnerisk karriere. De skal vide, at Malmros er et navn nærmest på størrelse med Lars von Trier i sit hjemland – og det gør ikke noget, hvis fortællingen bliver, at han har været skammeligt overset på internationalt plan.
Forstår akademi-medlemmerne implikationerne i Malmros’ værk, vil de muligvis fatte sympati for det kunstneriske projekt. Men det vil kræve et kampagnearbejde ud over det sædvanlige, for risikoen er samtidig, at nogle vil tage afstand fra en instruktør, der bruger en så traumatisk hændelse som grundlag for et ‘egoistisk’ filmprojekt. Så tilbage er der kun at sige:
’Malmros – du har ikke en chance. Grib den!’
Læs også: »Interview med Nils Malmros – Jeg har aldrig haft drømmen om Amerika«
Læs også: Sådan er det gået de danske Oscar-kandidater siden 2000
Læs også: Årets danske Oscar-kandidat er fundet