De 10 bedste film, vi så på årets Cannes-festival – og to grumme skuffelser

Vores udsendte konsumerede 30 film på årets filmfestival i Sydfrankrig, men hvilke skal man glæde sig mest til, når de rammer de hjemlige himmelstrøg? Her rangerer han sine favoritter og peger på de værste forbiere.

10. ’Goksung’

Blandt Cannes-festivalens mange realistisk betonede fortællinger – der følger et par af dem på de næste sider – kan jeg godt lide, når der dukker film op, som stikker helt af.

I år var Alain Guiraudies ’Staying Vertical’ – med homoerotik på tværs af aldersgrupper – en sådan medrivende excentrisk oplevelse, og mere mainstream, men lige så underholdende, var sydkoreanske Hong-jin Nas ’Goksung’ (’The Wailing’).

Instruktøren har fortalt, at han lavede filmen ud fra en iagttagelse af, at der siden ’Eksorcisten’ ikke rigtigt var skabt gode film om ånder og dæmoner, og det kompenserer ’Goksung’ da også i rig udstrækning for.

I en lille koreansk by begynder folk pludselig at slå hinanden ihjel, tilsyneladende i affekt, og en halvlad politibetjent sættes på sagen, der hurtigt infiltrerer hans egen privatsfære. Der er masser af tekstur i de regnfulde omgivelser, og selvom filmen træder vande i midten, bliver det et herligt mytologisk clash mellem ånder og åndemanere på kryds og tværs. Og på bedste koreansk vis ved man aldrig helt, hvem der snyder hvem.

Vi kan formentlig vente at se filmen på CPH PIX til efteråret.

9. ’Ma’ Rosa’

Den filippinske mester Brillante Mendoza er absolut ikke for enhver smag, men hans nådesløse skildringer af Filippinernes dystre sider er både originale og relevante.

I hans nye film starter et helvedesdøgn for en lille fattig familie, da politiet stormer deres butik og opdager, at de handler med stoffer. Politiet er dog også til at handle med, og arrestationen bliver starten på en lang og kompliceret rejse for både børn og voksne, der skal forsøge at skaffe penge til kaution.

Det er et illusionsløst blik på livet i slummen, og kameraet følger karaktererne med intim dokumentaristisk intensitet. Jaclyn Jose vandt overraskende prisen for bedste kvindelige skuespiller, og hun gør det da også fremragende. Har man ikke set nogen Mendoza-film, kunne denne godt være et sted at starte. Og det er om at hænge i, for slutningen var én af de smukkeste på årets festival.

8. ’I, Daniel Blake’

’I, Daniel Blake’ indbragte Ken Loach Guldpalmen for anden gang i karrieren – sidste gang var for ’Vinden der ryster kornet’ for præcis 10 år siden.

Og det her er en mere værdig vinder, både fordi det er en rigtigt god film, og fordi den i langt højere grad end den historiske ’Vinden der ryster kornet’ er classic Loach.

Titelfiguren, den 59-årige, Daniel Blake er en klassisk arbejderklassehelt, som mister sit tømrerjob efter et hjerteanfald. Han bliver sygemeldt, men systemet tvinger ham til at søge ind på arbejdsmarkedet igen med cv, formularer og samtaler til den store guldmedalje – og det til en mand, der ikke aner, hvordan man betjener en computer.

Midt i sin egen livskrise hjælper han en ung alenemor, der ligeledes kvæles i systemet. Og filmen er både en præcis udstilling af et menneskefjendsk bureaukratisk arbejdsløshedssystem og et rørende karakterportræt.

I mine øjne var det reaktionært at give Guldpalmen ’I, Daniel Blake’, for det er trods alt mere vintage Loach end et nybrud. Det ændrer dog ikke på, at filmen er en stor anbefaling værd.

7. ’The Happiest Day in the Life of Olli Mäki’

Finsk film har ikke just været en storspiller på de vigtigste filmfestivaler, hvis man ser bort fra deres store mester Aki Kaurismäki.

Men at dømme ud fra ’The Happiest Day in the Life of Olli Mäki’ sker der interessante ting nordpå. Juho Kuosmanen har i hvert fald nosser – for ellers ville man ikke sætte sig for at lave en boksefilm i sort-hvid, akkurat som Scorsese gjorde det i mesterværket ’Raging Bull’.

Denne farvereference viser dog, hvor bevidst instruktøren er om genren – og hvor bevidst han er om, at han vil lave noget helt andet, end man normalt ser i boksefilm.

Eksempelvis bokses der ekstremt lidt i ’The Happiest Day in the Life of Olli Mäki’, der fokuserer på dagene op til Olli Mäkis vigtige kamp om verdensmesterskabet i fjervægt. Alt omkring ham roterer om mesterskabsmatchen, men selv er han mest fokuseret på kvinden Raija, som han er blevet forelsket i.

Filmen er en romance forklædt som boksefilm, men også en film om at stå midt i orkanens øje, mens man i virkeligheden bare vil være sig selv. Og da boksekampen først kommer, bryder den med alle forventninger.

Den elegante ’The Happiest Day in the Life of Olli Mäki’ vandt hovedprisen i lillebrorprogrammet Un Certain Regard.

6. ’The Neon Demon’

Den kom, den så, og den delte vandene – præcis som man kunne forvente. Jeg tilhører klart #teamnicolaswindingrefn og blev blæst bagover af de svimlende tableauer i historien om modelspiren Jesse, der får de etablerede modellers kærlighed at føle i Los Angeles.

Det er en film, der bør ses for sin visuelle power, atmosfære og dristige leg med såvel horrorgenren som konventionel historiefortælling i bredere forstand. Man finder ikke en instruktør andre end Nicolas Winding Refn, der ville sammenstykke billeder som i ’The Neon Demon’, og alene denne visionære, kompromisløse billedstormerposition er værd at beundre.

Læs mere i min ikke-anmeldelse af ’The Neon Demon’.

5. ’Captain Fantastic’

Årets feelgood-film på Cannes-festivalen – men heldigvis en feelgood-film med oprigtigt interessante tematikker under den latterrige kappe.

Viggo Mortensen spiller en far til seks børn, som har valgt at bo i skoven uden for lovs land og ret. Her lærer han dem at overleve i naturen, men også at diskutere politik, litteratur og filosofi på et plan, som ville gå hen over hovedet på selv de fleste voksne.

Da moren begår selvmord, tvinges de dog ud af deres selvvalgte eksil og påbegynder en roadtrip spækket med uimodståeligt lattervækkende scener. Det er en film, der stiller spørgsmålstegn ved det konventionelle liv – uden selv at vælge de nemme løsninger. ’Captain Fantastic’ lover fantastisk godt for den kommende instruktørkarriere for Matt Ross, bedst kendt som Gavin Belson i ’Silicon Valley’.

4. ’Paterson’

Jim Jarmusch er tilbage! Jeg var ikke stor fan af instruktørens sentimentalt-konventionelle midt-00’er-hit ’Broken Flowers’, ’The Limits of Control’ var en bundskraber, mens ’Only Lovers Left Alive’ var et skridt i den rigtige retning.

Men med ’Paterson’ viser han en kombineret modenhed og friskhed, der akkumulerer til en lille ode om hverdagens banaliteter. Her finder man den henslængte coolness og leg med dramaturgien, som kendetegnede hans tidligere film, tilsat en erfaren filmkunstners livsvisdom og humor.

Adam Driver spiller buschaufføren Paterson, der hver dag går på arbejde, skriver lidt digte i sine pauser, vender hjem til sin søde kæreste Laura, går en tur med hunden (som vandt hundeprisen Palm D’or, fortjent!) og drikker en enkelt øl på en bar for derefter at gentage det hele næste dag.

Det lyder trivielt og er det måske også, men på den allerbedst tænkelige måde. En morsom, finurlig og bevægende film, der kan få selv den største iPhone-junkie til at (overveje at) trække stikket og hive notesbogen frem.

3. ’Graduation’

Jeg elsker instruktører, der formår at forene nøgtern naturalisme med moralske afsøgninger og stærk suspense. Iranske Asghar Farhadi er en mester i den henseende, og det samme er rumænske Cristian Mungiu, som fik en (delt) pris som bedste instruktør for ’Graduation’.

Det er en mesterligt komponeret fortælling om det moralske fordærv, der ligger i et samfund styret af korruption og klientelisme. Hovedpersonen Romeo bliver tvunget ud i den ene studehandel efter den anden, da hans datter bliver overfaldet få dage før hendes afgørende eksaminer. Og Mungiu, der vandt Guldpalmen for ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’, udfolder dels en meget konkret historie om et afmattet rumænsk samfund post-Ceausescu, dels en almenmenneskelig historie, om hvordan vi defineres af hvert enkelt lille moralsk valg, vi tager.

Filmen er heldigvis købt til dansk biografdistribution.

2. ’American Honey’

Andrea Arnold har lavet fire film, og i år fik hun for tredje gang Juryens Pris (tredjepræmien) i Cannes. Det virker efterhånden mere som en fornærmelse end en erkendtlighed, og i hvert fald havde jeg gerne set hendes nye film ryge længere op på podiet.

Juryens pris antyder, at filmen har delt vandene blandt jurymedlemmerne, ligesom den delte anmelderne. Jeg blev betaget af dens hyperenergiske og filmisk smukke portræt af en rastløs generation af frihedssøgende amerikanere forankret i historien om en ung pige, der tilslutter sig et omrejsende hold magasinsælgere.

Robbie Ryans solvarme billeder er sublime, soundtracket med alt fra Fetty Wap til Bruce Springstreen er sprødt, og i de to hovedroller er Shia LaBeouf og debutanten Sasha Lane betagende.

Med to timer og 40 minutter er filmen til den lange side, men det er en bagatelkritik mod et så spændende værk, der har ambitioner om at være en moderne udgave af Jack Kerouacs ’On the Road’ og langt hen ad vejen lykkes med det.

1. ’Toni Erdmann’

Maren Ades hjertevarme og fandens humoristiske film blev skandaløst forbigået, da priserne blev uddelt søndag aften. Var filmen om en far, der prøver at nærme sig og vække liv i sin voksne, karrieremindede datter, simpelthen for sjov? Jeg tror nogle gange, at fagjuryer trækkes i retning af det vigtige, det alvorlige, når de skal vise, at de ikke blot selv er gode filmskabere, men også kan finde ud af at afkode filmkunstens tunge eksistentielle lag.

Med ’Toni Erdmann’ er den tankegang i hvert fald en misforståelse, for den bruger humoren og pjatterierne (falske tænder spiller en hovedrolle!) i et meget dybt og oprigtigt ærinde. Filmens forælder-barn-relation vil alle kunne finde noget af sig selv i.

Maren Ade fornyer ikke filmsproget, men hun forlener veltimet slapstick med intelligens, stor menneskelighed og et par utrolige præstationer fra Peter Simonischek og Sandra Hüller. I sidste ende var det den film, jeg mere end nogen andre tog med hjem fra årets Cannes-festival.

Se de to største skuffelser på næste side.

1. ’The Last Face’

Jeg har allerede skældt heftigt ud på Sean Penns NGO-film med Javier Bardem og (Penns ekskæreste) Charlize Theron, så der er næppe nogen grund til at spidse blyanten igen.

Dog kan man supplerende bemærke, at det er halvpinligt for Cannes-festivalen at udtage en film af så lav kvalitet som denne. Man mærker hensigten – at trække filmstjerner til Croisetten – og bliver forstemt. Og hvorfor så ikke vise den uden for konkurrence som andre stjernebesatte amerikanske film?

Med tusindvis af indsendte film er det utilgiveligt, at en film som ’The Last Face’ optager en af blot 21 pladser. Og hvis det faktisk skyldes, at udtagelseskomitéen finder den god, har vi et endnu større problem.

2. ’The BFG’

Der var kun få skuffelser i konkurrenceprogrammet, ikke mindst to franske bidrag, Marion Cotillard-filmen ’Mal de Pierres’ og Bruno Dumonts ’Ma Loute’. Og i forhold til mine kolossale forventninger til ’Mommy’-instruktør Xavier Dolan var hans ’It’s Only the End of the World’ en mild letdown, om end den vandt årets Grand Prix-pris (andenpladsen).

Mest skuffet blev jeg dog over Steven Spielbergs nye, ’The BFG’. Jeg havde nemlig håbet, at han kom med et værdigt åndeligt companion piece til ’E.T.’ med filmen om en lille piges venskab med en kæmpe. Men ’The BFG’ var undervældende effektmæssigt, for nødtørftig i skildringen af sine hovedkarakter og alt for lang tid om at komme ind til kernen af historien.

Det afskrækker muligvis ikke børnepublikummet, men fik i hvert fald mig til at sidde uberørt tilbage.

Læs også: De største what-the-fucks i Cannes 2016 – pædofili, Paris Hilton og verdens værste pr-stunt

Læs også: Ken Loach vinder Guldpalmen for anden gang – se alle vinderne

Læs også: At være Nicolas Winding Refn – kæmpe interview om ‘The Neon Demon’, tennis, dadelkugler og danske filmanmeldere

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af