Fem film, der forklarer Donald Trumps valgsejr

Hvordan kunne Donald Trump sikre sig verdens vigtigste embede? Vi har rådført os med nogle af de film (og en enkelt serie), der giver svar.
Fem film, der forklarer Donald Trumps valgsejr
'Black Mirror'-afsnittet The Waldo Moment

Reality-politik: ’The Waldo Moment’

Vi starter ikke med en film, men med et tv-serie-afsnit.

En falleret komiker lægger stemme til en blå tegneseriebjørn, Waldo, som bruger sin harmløse facade til at få lov til at stille spidse spørgsmål til politikere og andre magthavere.

For at udnytte figurens popularitet får en producer den geniale idé at lade Waldo stille op til valget som politiker, så valgkampagnen kan blive til en tv-serie i egen ret. Waldo bliver (rettelig) behandlet som en joke af sine modstandere, men efter et ærligt rant mod de andre (karriere)politikere, som han anser for mere kunstige end ham selv, eksploderer hans popularitet.

Sådan lyder præmissen for et afsnit af Charlie Brookers sci-fi-dystopi ’Black Mirror’, og parallellerne til Trump er åbenlyse: Også Trump stillede efter sigende oprindeligt op som en joke, men endte med at stryge til tops, og ligesom Waldo er han en vred populist, der siger det, folket gerne vil høre.

Afsnittet indkapsler politikerledens konsekvenser, og hvordan politik bliver reduceret til underholdning, og det er en desillusioneret diagnose af det politiske system i en medieæra. En profeti, der nu synes at være gået i opfyldelse.

At virkeligheden er mere skræmmende end fiktionen, viser sig dog ved, at Waldo trods alt ikke vinder valget, men kun bliver nummer to (hvilket dog ikke bremser hans succes). Desuden ender mennesket inde i Waldo med at trække stikket, anfægtet af sin moral, men samtidig helt i hundene. Tør man håbe, det samme sker for mennesket inde i Donald Trump?

Winters Bone

Det oversete USA: Winter’s Bone

Mere end noget andet siger Trumps sejr noget om mistilliden til det politiske etablissement i store dele af det amerikanske samfund. Dem, der ikke bor i storbyerne, dem, der er i risikozonen for at miste deres arbejde, dem, der føler, at det USA, de kendte, er ved at blive løbet over ende.

Det er et overset USA, som vi sjældent ser portrætteret i medierne – og netop derfor er overraskelsen i dag vel så stor: Hvem er disse mennesker, der kan finde på at stemme på en uforskammet reality-milliardær? En del af svaret finder man i ’Winter’s Bone’, der netop handler om den del af Amerika, der nedladende bliver beskrevet som Hillbilly-territorium.

Jennifer Lawrence fik sit gennembrud i rollen som teenagepigen, der prøver at finde sin forsvundne far i et isoleret landområde i det centrale USA. Debra Graniks film giver en lidet flatterende beskrivelse af de i mange tilfælde alkoholiserede og stofafhængige mennesker, der bebor området, og på den måde er filmens forklaringsmodel af Trump-sejren dobbelt:

Den giver en sjælden beskrivelse af det tabte USA, hvis protest nu er blevet hørt – men kan også siges at repræsentere det fordomsfulde billede af USA’s heartland, som de er vant til at høre fra the liberal media, og som de har opponeret imod siden John Boormans klassiker ’Deliverance’ fra 1972, hvor udkantsindbyggerne skildres som retarderede voldtægtsforbrydere.

For et mere empatisk billede af den landlige amerikanske underklasse, se for eksempel dokumentarperlen ’Bombay Beach’, Harmony Korines ’Gummo’ eller Michael Moores ’Roger and Me’.

Mr Smith

En mand af folket: ’Mr. Smith Goes to Washington’

Milliardæren Trump, der burde sættes i samme kategori som Mr. Burns eller Joakim von And, har gestaltet sig som en veritabel Jefferson Smith fra Frank Capras klassiker fra 1939, ’Mr. Smith Goes to Washington’.

Smith er en naiv bondedreng fra Arkansas, der efter en lemfældig omgang plat eller krone ender som senator i Washington. Her tror den udspekulerede magtelite, at de kan løbe om hjørner med ham, men takket være sin snusfornuft og ubøjelige moral får han bugt med den bundkorrupte politiske elite.

Capras film er en urfortælling om den jævne mands opgør med den elitære klasse, og det er paradoksalt, at den meget højreorienterede Trump køber ind på denne fortælling, som har sit udspring i en venstreorienteret idyllisering af arbejderklassen. Det siger en del om et USA i forandring.

Lige så paradoksalt er det, at Trump som søn af en byggematador og med en opvækst i New York City har formået at positionere sig som en mand af folket, en politiker, der taler som almindelige mennesker og forstår deres behov. Men det er ikke desto mindre en del af forklaringen på, hvorfor Trump har indtaget Det Hvide Hus. Mr. Trump Goes to Washington.

Wall Street

Den amerikanske drøm: ’Wall Street’

Det kan som sagt være umådelig svært for en selvudslettende jantelovsdansker at begribe, hvordan en mand, der praler så meget af sine penge og sin succes, kan vinde gehør i folkedybet. Men måske kan Oliver Stones ikoniske og ofte misforståede børsfilm lære os lidt om, hvorfor Trumps rags to riches-historie resonerer så stærkt hos den jævne amerikaner.

Filmen udkom i 1987, samme år som Donald Trumps bestseller ’The Art of the Deal’ om hans vej til rigdom, og egentlig var det den venstreorienterede Oliver Stones hensigt at udstille kapitalismens skruppelløse skyggesider, personificeret ved filmens skurk Gordon Gekko (Michael Douglas), der slog mønt på andres ulykke under mantraet »greed is good«.

Men Oliver Stone havde undervurderet, hvor solidt forankret Gekkos idealer allerede var hos den jævne amerikaner, der drømte om at blive en overnight millionaire. Den amerikansk drøm var blevet en drøm om succes, rigdom og materielle goder, og frem for at udstille kapitalismen kom Stone uforvarende til at romantisere den.

Gekko, hvis verdensbillede var som taget ud af ’The Art of the Deal’, blev et ikon frem for en skurk – en inspirationskilde for mangt en ung børsmægler med våde drømme om hurtige penge.

Derfor virkede det kun passende, at Trump havde en cameo i opfølgeren ’Money Never Sleeps’ fra 2010, som dog blev ofret på klippebordet.

At Trumps egen rags to riches-historie så er en stor løgn, ændrer åbenbart ikke på, at den møder en klangbund i de egne af mulighedernes land, hvor man drømmer om et, bogstaveligt talt, rigere liv.

Face in the Crowd

Demagogens kraft: ’A Face in the Crowd’

Elia Kazans oversete film fra 1957 var om nogen filmen, der forudsagde Trumps chokerende sejr.

Den handler om Larry ’Lonesome’ Rhodes, en drikfældig dagdriver, der via massemediernes magt, folkelig charme og demagogisk bragesnak stiger til tops i underholdningsindustrien og på den politiske scene.

Parallellerne til Trump er slående. Rhodes bliver et talerør for folkets frustrationer, og han udtrykker dem i et slagfærdigt sprog, som den almindelige mand kan forstå. Men ligesom Trump, der udtalte, at han kunne skyde en mand på åben gade uden at miste stemmer, bliver Rhodes’ populisme manipulerende. Han beskriver landet som sin fåreflok, han ejer dem, og de tænker som ham. »Bortset fra at de er dummere end mig, så jeg er nødt til at tænke for dem«, som han siger.

Fik vi nævnt, at han også tingsliggør kvinder og bruger negative øgenavne om minoriteter?

Kazan (’I storbyens havn’, ’Omstigning til paradis’, ’Øst for paradis’) og manuskriptforfatter Budd Schulberg havde tidligt blik for faren for flokadfærd og folkeforførelse i massemediernes tid, men virkeligheden overgår også her fiktionen, for Rhodes faldt fra tinderne, længe før han havde klatret helt så højt som Trump.

Folket vender ham ryggen, da de hører ham beskrive dem som en flok idioter og lemminger. Man skulle tro, at Trumps utallige fortalelser for længst havde ført til et lignende backlash. Ak.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af