Med sit tykke filtrede fuldskæg, en skatercap på hovedet og kraftigt brillestel over næseryggen ligner Kasper Rune Larsen ikke så mange andre fremadstormende filminstruktører.
Til gengæld passer vejlegenseren, der dimitterede fra den århusianske filmuddannelse Super8 i 2016, godt ind på Vesterbro, hvor vi mødes på Kaffeplantagen ved Enghave Plads.
Jeg kommer et par minutter for sent til vores klokken 13-aftale, men instruktøren står allerede i baren og får skænket dagens første fadøl. Han var i god tid – faktisk troede han, at vi skulle mødes klokken 12, men tiden blev ikke spildt. Han nåede tilbage til sin lejlighed, lige rundt om hjørnet på Vesterbro, hvor han smækkede fødderne op og så et afsnit af TV 2s ’Landmand søger kærlighed’.
»Jeg er jo en sucker for de der reality-serier, og det tror jeg også godt, at man kan se i mine film«, siger vejlenseren med sin lavmælte jyske røst, da vi rykker ud i efterårssolen på Enghave Plads. Metrobyggeriet brager bag os, mens Rune Larsen ruller den første af mange smøger, og tager en tår af sin øl.
Linklater, hvem?
Instruktørens spillefilmdebut ’Danmark’, som vores anmelder gav flotte fem stjerner, bliver vist på CPH PIX i kategorien for danske talenter. Filmen er lavet for under en million kroner, og det er i filmbranchen, hvad man kalder en ’no-budget’ film. Alligevel rammer Kasper Rune Larsen forfriskende takter, som sjældent ses i dansk film i disse dage.
’Danmark’ er den vel nok første danske slackerfilm i 20 år, hvor Jonas Elmers debut ’Let’s Get Lost’ blev et øjeblikkeligt kulthit. Og det er faktisk nemt at se visse ligheder mellem filmen og diverse realityprogrammer. ’Danmark’ mimer dokumentarisme med sit observerende aftryk af to unge mennesker, der for første gang i deres liv konfronteres med ’voksen’-udfordringer. Men modsat realityprogrammer er filmen ikke skåret over en simpel dramaturgisk kurve. Den følger karakterernes naturlige udvikling.
»Vi ville gerne lave en film, hvor det hele ikke var overtekst. Karaktererne taler, som vi mennesker gør, og når de er færdige med det, har de fået at vide, at de skal komme lidt ind på plottet. Men lade være med at dvæle ved det«, fortæller Kasper Rune Larsen med smøgen i mundvigen.
Jeg nævner for ham, at vores anmelder drog paralleller til Richard Linklater og slackergenren, hvor naturalismen også er i fokus, men her ligner instruktøren et stort spørgsmålstegn.
»Richard Linklater – hvad har han lavet?«, spørger han.
Jeg nævner ikoniske titler som ’Slacker’, der søsatte undergenren, ’Dazed and Confused’, ’Before’-trilogien og ’Boyhood’, mens Kasper ryger videre på sin smøg.
»’Boyhood’ har jeg set. Noget af den i hvert fald. Men nej, jeg kender dem ikke. Jeg anede slet ikke, at der var en genre, som hed det«, fortsætter han.
»Jeg hader moral«
’Danmark’ handler om den århusianske twentysomething Norge (Jonas Lindegaard Jacobsen), der driver gennem dagen, hvor han skater, spiller billard med sin bedste ven Myre (forfatteren Jacob Skyggebjerg) og passer den handicappede dreng Mads.
Han bor alene i sin lejlighed, hvor tomme ølflasker – Dansk Pilsner er hans beer of choice – pryder hver en overflade, og flyttekasserne stadig står uåbnede langs væggen. En dag ringer 16-årige Jose (Frederikke Dahl Hansen) på døren. Hun har glemt sin jakke efter en fest hos Norge, og få minutter efter hun er trådt ind i stuen, har de sex på sofaen. Det hele går stærkt, og Jose daffer igen med det samme. Men næste gang hun ringer på, har hun en stor nyhed – hun er blevet gravid, og barnet er Norges.
Inspireret af de belgiske auteurs, Dardenne-brødrene, og deres bedste dramaer, som ’Barnet’ og ’Drengen med cyklen’, var målsætningen at lave en film i øjenhøjde med karaktererne – udelukkende spillet af amatørskuespillere. Hovedrollen og »supernaturtalentet« Jonas Lindegaard Jacobsen fandt han på en bodega en tilfældig eftermiddag i Aarhus. Dahl Hansen, som spiller over for debutanten, har gjort sig bemærket med store roller i film som ’You and Me Forever’ og ’Frit Fald’, og selvom Kasper Rune Larsen udelukkende havde tænkt sig at bruge amatører, så overbeviste hun ham med livserfaring og fremragende spil.
Sammen med de to talenter skabte instruktøren karaktererne, som både bygger på hans og skuespillernes egne erfaringer.
»Jeg havde skrevet et manuskript på 12 sider. Rippet for replikker og bare i overskrifter«, fortæller han om sin arbejdsmetode, der resulterede i en slice-of-life-fortælling over hverdagsscenarier og store eksistentielle udfordringer, som er båret af improvisation.
Det virker også, som om du havde tænkt meget over, at filmen ikke skulle være moraliserende?
»Jeg hader moral. Specielt til unge mænd, men også bare moral generelt. Jeg stoler på, at folk er så kloge, at de kan danne sig deres egne værdier. Og det ville også være et sørgeligt samfund, hvis vi alle sammen skulle gå rundt og leve efter de samme moralske værdier«, svarer den jyske debutant.
Det Danmark, du kender
Opvæksten i Vejle er en naturlig del af ’Danmark’, som er en af de meget sjældne samtidsfilm, der foregår i Jylland – et område, der i filmsammenhænge nærmest svarer til Udkantsdanmark, selvom størstedelen af befolkningen bor der. Men instruktøren havde intet ønske om at portrættere stedet på en bestemt måde.
»Det er egentlig sjovt, at folk har lagt mærke til det. For mig er det bare en naturlig konsekvens af, at jeg gerne ville lave en autobiografisk film, og så skulle den jo foregå så tæt på Vejle som muligt. Så det er bare en fortælling. Jeg har ikke taget stilling til, at der skulle laves en film, som skulle fortælle noget om Jylland«, siger han.
Inspireret af Socialdemokratiets kampagne, ’Det Danmark, du kender’, blev filmens titel ’Danmark’. Tanken var at vise nationen fra en anden side.
»Det er det her Danmark, jeg kender, så lad os kalde det for ’Danmark’. Det er os, der laver den her film – det er vores«.
Hvad tænker du om, at nærmest alle danske film, der ikke er baseret på et historisk eller litterært forlæg, foregår i København?
»Det er svært, for jeg ser sgu ikke danske film. Men jeg synes, det er et problem, når man tager til Jylland for at lave en film og gør det med københavnerbriller. Selvom det er Ole fucking Bornedal, som jo er opvokset i Jylland, så bliver det stadig karikerede versioner af jyder«, svarer vejlenseren.
Bornedals jydeportrættering i ’Dræberne fra Nibe’ kunne ikke være mere anderledes fra Kasper Rune Larsens personlige Aarhus-film. Filmen cirkler om Norge og Joses drømme om noget bedre. De vil ud i verden og opleve noget andet, men sidder fast i de snuskede bodegaer, som i virkeligheden heller ikke er så slemme.
»Jeg synes, det er et vigtigt tema for min egen opvækst. Det der med at have drømme om at lave noget, men ligesom aldrig have mødt en lærer eller en studievejleder eller en sur kælling nede fra kommunen, der kunne forstå, at jeg ville noget andet end at blive pædagog eller skolelærer«.
Drengene møder heller ikke nogen
Da Kasper Rune Larsen gik i tiende klasse i Vejle, skulle han i praktik. Han fortalte sin studievejleder, at han gerne ville lave noget filmrelateret. Og så blev han sendt en uge i Fona i Viborg.
»For der sælger man jo film. Det var en helt fantastisk uge, hvor jeg kommer med et skateboard og min vens anti-buffalosko-trøje. Og så står der bare to Sunny Beach-typer med Buffalo-sko bag skranken, som skulle være mine praktikvejledere. Så tog jeg fri en uge i stedet«, griner han.
Mens instruktøren ruller smøg nummer to, spørger jeg ind til mulighederne for at komme ind i filmbranchen, når man bor i Jylland.
»Jamen det er jo det!«, udbryder Kasper, mens han kigger op fra sit cigaretrulningsprojekt.
»De aner ikke, hvad man skal gøre, hvis man vil være filminstruktør. Der er jo håbløse chancer for at komme ind på Filmskolen. Så du kan ikke forsvare at sige, ’jamen sats på det, min ven’. Hvis du siger det til tyve, så ved du jo, at der er nul af de tyve, som kommer ind«.
»Det er super dejligt, at man er begyndt på den her kvindesnak, hvor man siger ’vi skal fange pigerne allerede i folkeskolen og få dem til at interesse sig for film’. Ja ja, men det skal vi da kraftedeme også gøre med drenge – for drengene møder heller ikke nogen«, siger filmskaberen entusiastisk.
Kunstnerens lod
Kasper Rune Larsens interesse for film startede allerede i folkeskolen, hvor han i femte klasse, totalt umotiveret af lærerne, kastede sig over at klippe og filme små videoprojekter. Han kunne aldrig rigtig forstå hypen omkring ’Terminator’, men da han så Kubricks ’A Clockwork Orange’ var interessen for alvor vakt.
»Det er jo en kæmpe kliche«, bemærker han tørt.
Han kom ind på den alternative, Aarhus-baserede filmuddannelse Super8 i 2013 med kortfilmen ’The Man Who Didn’t’, som han i dag beskriver som »noget prætentiøst lort«. Men i stedet for at lave tre visitkort i det korte format, som er kutymen på landets filmskoler, gik han sine egne veje og skrabede nok penge sammen til at lave ’Danmark’.
Instruktøren ville skabe sit eget filmsprog i det ’rigtige’ format. Han ville gøre noget andet. Det er nemlig talenternes eget ansvar at være progressive og nytænkende, mener han.
»Det handler jo om ikke at tage et nej for et nej. Man må gøre det, man tror er rigtigt, og så gå linen ud og tage ansvaret. Jeg hader at høre på folk brokke sig over, at Filminstituttet er dumt. Eller at der ikke er nogen, som forstår dem. Det er tough, og det ved man godt. Og så må man bare arbejde igennem det. Ellers må man jo finde på noget andet at lave«.
»Det er jo dit fucking lod som kunstner. Du tager dig jo ikke en uddannelse, hvor du er berettiget til at få et arbejde. Man har valgt en usikker branche, og der kan man jo ikke bare forvente, at man bliver forgyldt i hoved og røv«.
’Twin Peaks’ møder ’Badehotellet’
Hver gang der udklækkes en ny årgang fra de danske filmskoler, er folk ude efter at spotte »den nye Trier«, mener Kasper Rune Larsen. Selv har han ingen interesse i at være »den nye« nogen som helst.
»Det er den samme fucking opskrift, og det er ligegyldigt. Lad os nu lade være med at snakke om, hvem der er den nye Trier. Trier har jo ikke lavet en god film i de sidste tyve år. Har vi overhovedet brug for en ny Trier?«, spørger han udfordrende.
»Jeg synes ikke, tiden er til, at der bliver lavet mesterværker. Men alligevel søger vi efter at kalde alting et mesterværk. Men hvad fanden er det så, vi holder det op i mod? Kalder vi den her film for et mesterværk, så tager det sgu også lidt fra ’Rumrejsen’. Lad os nu lige tage den lidt med ro«, bemærker vejlenseren.
Kasper Rune Larsen frygter, at den konstante søgen efter noget velkendt sætter sig fast hos de nye talenter, der ender med at ville lave noget, som anmelderne kan genkende. Selv står han fuldkommen af ved de film, der forsøger at please med noget bestemt. Han vil tilbage til auteurtankegangen, hvor talenters kreativitet er i fokus.
»Jeg kommer fra et sted, hvor vi bare gør tingene selv. Det er måske en mere naiv jysk tilgang til tingene. Vi er jo også nærige i Jylland. Vi vil gerne vide, hvad det koster, inden vi går i gang. Og så bygger vi sgu selv det hus eller maler selv vores ting«, siger instruktøren, der ikke kan kende den ene superhelte-film fra den næste. Nutidens film mangler ambitioner og bliver kvalt i for mange mellemled, hvor alt går op i målgruppeanalyser.
Kasper Rune Larsens kommende projekter er også i den mindre skala og uafhængigt produceret efter instruktørens egne tanker og ideer. Han arbejder blandt andet på en webserie, der også har Jonas Lindegaard Jacobsen i en af de bærende roller, komplimenteret af etablerede navne som Bodil Jørgensen.
»Det bliver sådan lidt Coen-brødrene, ’Riget’ og ’Twin Peaks’ møder ’Badehotellet’ i et ufo-plot«, smiler instruktøren og tager den sidste slurk af sin fadøl.
Læs også: ’Danmark’: Provinsdansk slackerdebut a la Linklater er ærlig og original