’Ozark’
’The Sopranos’ og ’Breaking Bad’ gjorde kombinationen af familieliv og lyssky aktiviteter til det reneste serieguld, og siden har mange forsøgt at gå dem i bedene. I tilfældet ’Ozark’ lugter det langt væk af high concept-spekulation: Selvfølgelig kan man ikke bare fortælle en historie om en kernefamilie, der får revet deres liv op med rode og må etablere sig et nyt og fremmed sted: Familiefaren (Jason Bateman) skal også være storhvidvasker af gangsterpenge, og familieforflyttelsen sker via dramatiske livstruende begivenheder, der flirter anstrengt med det troværdige. Netflix-sommerserien var stedvis underholdende, men også pseudo-mørk og wanna-dyb i sit antihelteportræt.
’Dark’
Tyskland er inde i en regulær serieguldalder, og der var store forventninger til Netflix’ første tysksprogede produktion lavet i samarbejde med folkene bag ’De andres liv’, særligt fordi den kom med klare ’Stranger Things’-lignende vibes. I en tysk provins forsvinder børn under mystiske omstændigheder med 33 års mellemrum, og forklaringen bag udlægges via masser af monologer om cirkulær tid og ormehuller tilsat en dosis atomkraftkritik. Teknisk er der ikke noget at sætte på den flotte serieproduktion, men som vores anmelder skrev, er ’Dark’ »så optaget af sin egen pseudofilosofi, at den glemmer at fortælle en fængende historie«.
’Iron Fist’
Marvel og Netflix’ serieunivers kørte på skinner, indtil man valgte at caste den kaukasiske ’Game of Thrones’-skuespiller Finn Jones til rollen som en rigmandssøn, der opnår superkræfter som mester udi asiatisk kampsport. Ophedede diskussioner om whitewashing forstyrrede premieren, men var langt fra årsagen til den universelle kritik fra anmelderne, der haglede ned over serien. Den var kedelig og usammenhængende, havde livløs action og pinlig dialog. Som Dan Flenberg fra The Hollywood Reporter skrev, »føltes den som et skridt tilbage på alle niveauer« for Marvels andre tv-helte, der endda måtte finde sig i at dele skærmtid med den bovlamme jernnæve i den heller ikke problemfri ’The Defenders’.
’Friends from College’
Selvom den erfarne komedieinstruktør Nicholas Stoller og ægtefællen Francesca Delbanco samlede et drømmehold bestående af blandt andre Cobie Smulders, Keegan-Michael Key og Billy Eichner var det svært at abstrahere fra, at karaktererne i Netflix’ kuldsejlede komedieserie ’Friends from College’ var bundusympatiske. »Jeg ved, du elsker dine uni-venner, men når I er sammen, bliver I alle nogle små bitches«, mukkede en karakter undervejs, og meta-blottede uforvarende seriens ærgerlige akilleshæl. Præmissen med at følge en flok gamle Harvard-fællers genvordigheder med utroskab og sofa-crashing i 40’erne lovede på papiret godt, men ’Friends from College’ var meget langt fra nogen ’Gensyn med vennerne’ – om end brillante Kate McKinnons korte cameo lyste op i mørket.
’The Mist’
Der var ingen vej udenom Stephen King i 2017, der bød på et veritabelt film og seriepotpourri af gysermesterens værker, fra klovne-blockbusteren ’It’ til Nikolaj Arcels (alt for) udskældte ’The Dark Tower’, serien ’Mercedes Man’ og Netflix-produktionerne ’Gerald’s Game’, ’1922’ og ’The Mist’. Sidstnævnte havde et stærkt dansk islæt i form af instruktør Christian Torpe og skuespillerinde Danica Curcic, og så meget desto mere ærgrede man sig, da ’The Mist’ allerede fra første afsnit slog en tåkrummende selvhøjtidelig tone an i kombination med lattervækkende splattereffekter lånt fra ’The Walking Dead’ og horror så uhyggelig som en prut i et badekar. Ikke overraskende fik serien kniven efter første sæson.
’Gypsy’
I et opbrudsår, hvor ambitiøse, kvindedrevne serier for alvor brød igennem glasloftet og scorede både anmelderroser og Emmy-regn (’Big Little Lies’, ’The Handmaid’s Tale’), var forventningerne til Netflix’ psykologdrama ’Gypsy’ med Naomi Watts forståeligt høje. Alarmklokkerne begyndte imidlertid at ringe da instruktøren bag ’50 Shades of Grey’, Sam Taylor-Johnson, meldte sig under fanerne, og ’Gypsy’s hype fes da også ud som en punkteret, usexet ballon ved premieren i juni, da Naomi Watts besynderligt apatiske hovedrolle, og seriens frustrerende træge tempo forspildte enhver chance for at opbygge det inciterende utroskabsdrama krydret med Lynch-inspireret surrealisme, skaberne have tiltænkt. Ultimativt var det mest surrealistiske ved ’Gypsy’, hvor overraskende kedelig serien var.
’Girlboss’
Netflix-originalen ’Girlboss’ udmærkede sig hovedsageligt ved at præsentere årets mest røvirriterende hovedperson (hysterisk skingert spillet af Brit Robertson), der inden for seriens første anstrengende afsnit fik en til at ønske, at alskens ulykke ville regne ned over den hykleriske bossbabys onlinemodeeventyr – baseret på virkelighedens Nasty Gal-grundlægger Sophia Amorusos liv. Satiren over den egocentriske millennial med sine talløse tirader kender vi fra både ’Girls’ og ’Broad City’, men ’Girlboss’ forgik enhver form for nuanceret persontegning eller konsekvens, der kunne opveje Sophias uhyrlige opførsel med et skævt snigende selvindsigt og ironi. I stedet lod serien sin ‘heltinde’ give kritikere og autoriteter fingeren med en opstyltet, selvretfærdig trodsighed, der skulle virke provokerende sassy, men i stedet tegnede en fladt fordummet American idiot. Havde Sophia så bare været en nasty woman – men den form for relevante politiske paralleller var ren ønsketænkning i ’Girlsboss’-regi.
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1