SOMMERSERIE. ’Bored To Death’ kom ind i mit liv, da jeg var ved at køre død: I mit sabbatår.
Sidste skanse på en gangsterfrekventeret tankstation og hestevæddeløbsindtaster i en spillebule blev hurtigt trivielle arbejdsvilkår. Jeg dagdrømte mig sydpå mod catalanske eventyr og var ved at kede mig ihjel, da serien om en ligesindet dagdrømmer gav mig nyt håb.
»Jonathan Ames« var både navnet på seriens skaber og Jason Schwartzmans hovedkarakter: Et kultursnobbet forfatterhåb fra New York med en opportunistisk verdensforståelse kraftigt påvirket af den store litteraturkanon.
Ames’ vej ud af kærestesorger og kedsomhed tager således form efter Raymond Chandlers kriminalromaner. Som en hipster-udgave af Philip Marlowe eller Sam Spade begynder pseudo-detektiven Ames at vikle sig ind i gadeplanets intriger. ’Play It Again, Sam’, kunne serien passende have heddet – havde Woody Allen ikke allerede været der.
Sammenligningen med den neurotiske newyorkers vittige snakkeunivers ligger lige for, og Ames’ karakterer taler, som gik de i samme Freud-sværgende terapigruppe som Allen. I første afsnit erkender Ames for eksempel blankt, at han er »endnu én af de newyorker-jøder, som hader sig selv«.
Det er lige før, man siger la-di-da til seriens referenceglade finkultursmasturbation, og selskabet af Wes Anderson-protegeen Schwartzman kan være hård kost for én seer med seriøse Wes-aversioner.
Men lige så meget som serien pirrede mine fine fornemmelser, lige så perfekt idiotisk var den for en rouladefråsende teenager med en »I don’t roll on shabbas«-t-shirt fra ’The Big Lebowski’. For Schwartsmans Ames er ikke seriens eneste fantast. Han får hård kamp til stregen af Zach Galifianiakis som den blødsødne ven Ray, der flygter fra sine parholdsproblemer gennem tegneserien om den potensforlængede superhelt ’Super Ray’.
Trekløveret fulendes af Ted Danson i en glansrolle som potrygende sølvræv. Han starter som redaktør på magasinet, Ames skriver for, men ligesom for de to kompagnoner får dandyens forkærlighed for nydelsesmidler og en alarmerende libido ham ud på adskillige dumdristige mysterier.
En serie om narcissistiske hvide mænds forvildelser havde ikke stået først i pilot-køen her små ti år senere. Tiden er bare løbet fra hvide tabermænd, der drømmer sig ud af deres 30-årskrise. Og når nu ’Bored to Death’ trods alt klarede tre sæsoner, var det ikke mindst for dens evne til at flette kvindelige komiske talenter som Jenny Slate og Kristen Wiig ind i Ames’ krimifantasi som karikerede femme fatales eller damsels in distress. Og så bliver det ikke mere cool end afsnittet med instruktøren Jim Jarmusch i cirkulerende tankeproces på sin cykel.
Bagmanden Jonathan Ames har senere ført sine krimi-aspirationer ud i livet med manuskriptet til den anderledes alvorstunge og mesterlige ’You Were Never Really Here’. Som doven og indbildsk ung mand ramt af hverdagens limbo var der imidlertid få ting så appellerende som en 25-minutters virkelighedsflugt med en gruppe amatører i bedragerisk stilfulde habitter.
Læs også: Verdens mest oversete serier #5 – Gotisk mareridt fra Sam Mendes giver uforglemmelige kuldegysninger
Læs også: Verdens mest oversete serier #3 – »Jeg sagde farvel til familien Braverman i en pøl af tårer«
Læs også: Verdens mest oversete serier #2 – Seriekonge smelter camp, kløgt og popkultur, så det er en fryd