1. ’Profeten’ (2009)
Da Jacques Audiards (’Smagen af rust og ben’, ’Dheepan’) franske fængselsfilm fik premiere i 2009, blev den modtaget med overstrømmende anmeldelser og et hav af nomineringer og priser, heriblandt en Oscar-nominering i kategorien Bedste Fremmedsprogede Film. Og rosen er velbegrundet, for der er tale om et fængselsdrama i topklassen.
Vi følger 19-årige Malik (Tahar Rahim), der er småkriminel og retningsløs, da han skal afsone tid i et benhårdt fransk fængsel. Her ryger han i kløerne på den skruppelløse gangsterboss César Luciani (spillet af halvdanske Niels Arestrup), der iskoldt dirigerer sine undersåtter til at gøre sit beskidte arbejde, både inden- og uden for murene. Malik indser hurtigt, at han må adlyde César, hvis han skal gøre sig tanker om at overleve, og som han stiger i de kriminelle grader, bliver den på mange måder hårdkogte historie mere livsbekræftende end håbløs.
Kan ses på HBO Nordic.
2. ’Cæsar skal dø’ (2012)
I Guldbjørn-vinderen ’Cæsar skal dø’ er en anderledes figurlig Cæsar på spil, da de indsatte i Rebibbia-fængslets højsikkerhedsfløj i Rom bliver sat til at opføre Shakespeares ’Julius Cæsar’.
Der er ikke meget indespærret uskyldighed a la ’The Shawshank Redemption’ eller ’Den grønne mil’ på spil i denne virkelighedsnære skildring af det rå miljø i et italiensk fængsel, hvor fangerne, spillet af virkelige fængselsindsatte, afsoner lang- og livstidsdomme for mord, narkohandel og hardcore mafiavirksomhed.
Taviani-brødrene (’San Lorenzo-natten’, ’Padre Padrone’) har skrevet og instrueret filmen, der begynder og slutter med det færdige teaterstykke, men det er forberedelserne og særligt castingen af de barske gangsterfyre i roller som Shakespear’ske arketyper, der fængsler og fascinerer. Som historien folder sig ud i flotte sort-hvid-billeder, bliver det tydeligt, at filmen vil fortælle om menneskerne under kostumerne, bag forbryderne, og det er helt genialt at gøre det på en teaterscene, hvor de storladne følelser pludselig vælter frem, fra hvad der på overfladen ligner afstumpede forbrydere.
Kan ses på filmstriben.
3. ’Bronson’ (2008)
Den lovløse kæmpe med overskægget og kunstnernavnet Charles Bronson er omdrejningspunktet i Nicolas Winding Refns originale biografiske drama om »Englands mest voldelige fange« spillet af en bomstærk Tom Hardy, der ser næsten lige så styg ud, som han gør i Marvels kommende ’Venom’.
Filmen fokuserer på fangen frem for fængselsmiljøet og hans motivation for at blive i fængslet. Bronson – der egentlig hedder Michael Peterson og er bygget på en rigtig, berømt fange – sidder nemlig inde med vilje, og det er tørsten efter berømmelse, der har givet ham sit kald. Det påstår han i hvert fald, når han med galskab i øjnene bryder den fjerde væg og fortæller os om posthusrøveriet, der gav ham syv års fængsel, som skulle udvikle sig til langt over 30.
Hardy spiller den excentriske psykopat til perfektion, og rygtet siger da også, at han var en tur forbi Frankland-fængslet forinden optagelserne, hvor han mødtes med den berygtede voldsmand til en god gang observationstræning i det glade vanvid. Sjældent er Refns excentriske, pågående stil desuden kommet til sin ret på samme måde som i ’Bronson’, én af instruktørens bedste film.
Kan lejes på SF Anytime.
4. ’Hunger’ (2008)
Den historisk-biografiske ’Hunger’ fra 2008 er ’12 Years a Slave’-instruktør Steve McQueens debutfilm, der følger IRA-lederen, Bobby Sands (Michael Fassbender), som fører an i en sultestrejke blandt indsatte i det nordirske Maze Fængsel under konflikten mellem republikanere og unionister i 1980’ernes Nordirland.
Filmen fik stor anmelderros og vandt en række priser – heriblandt flere til Fassbender for hans enestående præstation i rollen som stålsat og frygteligt udhungret rettighedsforkæmper, der sætter sit og medfangernes liv på spil i kampen mod den britiske stat personificeret af Margaret Thatcher, hvis stemme runger faretruende i filmens indledende scener: »Der findes ingen politiske mord, politiske bombarderinger eller politisk vold. Der findes kun kriminelle mord, kriminelle bombarderinger og kriminel vold. Vi går ikke på kompromis. Der bliver ingen politisk status«.
Fængslets klaustrofobi udgør en intim ramme om en selvvalgt menneskelig opløsning, og McQueens filmsprog er intenst som aldrig før eller siden – blandt andet i en utrolig, over 20 minutter lang dialogscene mellem Sands og præsten Father Moran (Liam Cunningham fra ’Game of Thrones’) optaget i ét take.
Kan lejes på SF Anytime.
5. ’Starred Up’ (2013)
‘Starred Up’ handler ikke om at stige i graderne på et filmset, som man måske kunne foranlediges til at tro ud fra titlen, men derimod om at blive forflyttet fra et ungdoms- til et voksenfængsel. Det er tilfældet for 19-årige Eric (Jack O’Connell), der på grund af gentagne voldsepisoder bliver »forfremmet« før tid. I voksenfængslet genforenes Eric med sin far, Neville (Ben Mendelsohn), som han ikke har set, siden han var fem år gammel. Neville forsøger at hjælpe Eric på rette spor, men teenagerens eksplosive temperament og voldelige tendenser spænder ben og sender blodige knytnæveslag i alle retninger.
Det er ’Hell or High Water’-instruktør David Mackenzie, der instruerer, mens historien er skrevet af Jonathan Asser og baseret på hans personlige oplevelser som frivillig fængselsterapeut. Uden nogen form for stemningsskabende baggrundsmusik er autenticiteten da også til at tage og føle på i de lange, intense scener, der bæres af den tikkende bombe i centrum, som spilles af O’Connell med en De Niro’sk karisma.
Kan lejes på SF Anytime.
6. ’Carandiru’ (2003)
Fængselstilværelsens barske virkelighed hæves op på et nyt og ubønhørligt niveau i fortællingen fra det berygtede og nu nedlagte Carandiru-fængsel i São Paulo, Brasilien.
I ’Carandiru’ er fattigdom, sygdom og sørgelige forbryderskæbner vævet sammen i et håbløst kaos, hvor fangerne i det overfyldte fængsel er mere eller mindre overladt til sig selv og elendigheden. Håbet viser sig dog glimtvist i inderlige venskaber fangerne imellem og med en nytilkommen læge, der forsøger at bekæmpe en voksende aids-epidemi.
Instruktør Hector Babenco (’Edderkoppekvindens kys’) skildrer dagene op til dét fangeoprør, der i 1992 fik det brasilianske militærpoliti til at storme fængslet og skabe en massakre med over 100 døde fanger til følge.
Filmen er optaget i virkelighedens Carandiru-fængsel, og det er da nærmest også, som at være der selv. Foruden flere autentiske fanger blandt castet finder man et par velkendte ansigter på rollelisten, heriblandt Wagner Moura (’Elite Squad’, ’Narcos’) i rollen som en mindre succesfuld narkohandler samt Rodrigo Santoro (Hector fra ’Westworld’), der spiller den transseksuelle indsatte, Lady Di.
Kan ses på Netflix.
7. ’R’ (2010)
Cirklen slutter med ’Papillon’-aktuelle Michael Noer og Roland Møller i det danske fængselsdrama ’R’. ’R’ ligner på mange måder ’Profeten’ med sin fish out of water-dramaturgi, hvor vi følger unge Rune (Pilou Asbæk), der skal afsone en voldsdom og i sit første møde med Horsens Statsfængsel på brutal vis lærer hierarkiets orden bag murene, og hvad han må gøre for at overleve.
Filmen var på mange fronter et gennembrud: For Noer og Tobias Lindholm som debuterende spillefilminstruktører og for Møller, Asbæk og Dulfi al-Jabouri (der får en uventet hovedrolle), der slog igennem som skuespillere med deres overbevisende præstationer i det hårdkogte og autentiske fængselsmiljø. Og det er netop autenticiteten, den rå realisme og de lange, intime indstillinger, der gør dette fængselsdrama til en særdeles seværdig oplevelse også på den internationale skala.
Kan ses på Netflix.
Læs også: Michael Noer instruerer internationale stjerner: »Hollywood skal begæres, men ikke være ens drøm«
Læs også: Stort interview med Tom Hardy – Er denne mand farlig?