»Jeg tror, at hvis ’Lawrence of Arabia’ var lavet af en araber, så ville den have set meget anderledes ud«.
Det er det første, Ali Abbasi siger, da vi mødes på en café på Vesterbro til en snak om hans nye film ’Grænse’. Han svarer på, hvad omkring skandinavisk mystik og magi han er interesseret i. For Abbasis blik på nordisk kultur, som det træder frem i hans film, er intet mindre end unikt.
Ali Abbasi er født i 1981 i Iran, hvor han voksede op. Som 21-årig flyttede han til Sverige og læste arkitektur på universitetet i Stockholm. Senere flyttede han til København, hvor han blev uddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole, og hvor han stadig bor i dag.
Siden da har han lavet to spillefilm, den danske arthouse-horrorfilm ’Shelley’ og nu ’Grænse’, der vandt Un Certain Regard-hovedprisen på Cannes-festivalen og er svensk, men co-finansieret med danske penge og adskillige danske filmfolk bag kameraet. Begge film emmer af Skandinavisk folklore.
»Selvom jeg har boet i Skandinavien i mange i år, føler jeg mig stadig som en slags langtidsturist,« fortæller Abbasi. »Jeg kan ikke påstå, at jeg har styr på alle de små nuancer og kvaliteter i kulturen, på samme måde som folk der har boet her hele deres liv. Men det giver mig noget andet, at jeg ikke ser alle de samme detaljer.
I nogle tilsvarende tilfælde tænker folk: ’Nå okay, det er den hvide mands blik på afrikanere’, eller lignende. Men det er ikke nødvendigvis negativt for mig. Den der måde, man ser tingene på med et eksotisk, udefrakommende blik, skaber en slags parallelunivers. Det var det, jeg mente med ’Lawrence of Arabia’. Det er lidt den type mystik, jeg prøver at fange udefra«.
Alle er outsidere
’Grænse’ er baseret på en novelle af den svenske forfatter John Ajvide Lindqvist, der også stod bag bogforlægget til ’Lad den rette komme ind’, og handler om grænsevagten Tina (Eva Melander), der er meget indadvendt, men samtidig opsigtvækkende. Hendes ansigtstræk er hårde og grove, og hun får mange blikke fra de mennesker, der bevæger sig igennem tolden. Til gengæld er hun exceptionel til sit job. Hun kan nemlig lugte sig frem til, om mennesker skjuler noget – om det så er deres angstens sved.
Med sit specielle udseende og sine uforklarlige evner har Tina altid følt sig som en outsider og har haft svært ved at finde sin plads i samfundet. Det er et af filmens primære temaer. Derfor er det nemt at drage den konklusion, at filmen til dels handler om, hvordan det var for Abbasi at flytte fra Iran til Skandinavien. Men det er dog ikke helt tilfældet.
»Det er klart, at jeg ved, hvordan det føles, men jeg er langt fra det eneste menneske, der har prøvet det. Jeg kender faktisk ikke nogen, der ikke har følt sig udenfor«, fortæller Abbasi og henvender sig direkte til mig. »Selvom du er en hvid middelklassemand i et samfund, hvor du er normen, har du garanteret været i en eller anden situation, hvor du blev nødt til at agere anderledes eller imod, hvad du står for. Den følelse tror jeg er en ret universel ting«.
Lavpraktisk mytologi
Ikke desto mindre er Tinas tilfælde ude i yderlighederne.
»Jeg er interesseret i karakterer, som har en form for ekstremitet, der på en måde er på kanten af civilisationen, uden det er noget, de selv har besluttet sig for«, forklarer instruktøren.
Tinas liv ændrer sig dog markant, da Vore (finske Eero Milonoff) dukker op. Hans ansigtstræk minder påfaldende om Tinas, og hendes ellers fejlfri lugtesans svigter hende. Vore har en helt speciel tiltrækningskraft på Tina. De lærer hinanden at kende, og han fortæller hende, at hun i virkeligheden er en af de sidste overlevende trolde, der blev udryddet af menneskeheden for lang tid siden.
Hermed kommer den skandinaviske folklore for alvor i spil. Men da Abbasi ikke er vokset op med historier om trolde, banede det vejen for hans eget originale take. Det kommer især til udtryk i Tina og Vores udseende, der på samme tid skulle se menneskeligt nok ud, til at de kan færdes i samfundet, men også fremstå anderledes og fremmed. Derfor tog Abbasi udgangspunkt i noget meget håndgribeligt.
»Jeg måtte finde min egen tilgang til mytologien: Troldene var en anden art, som vi mennesker har kæmpet imod og slået ihjel for selv at overleve. Og vi har så lavet en myte omkring, hvorfor vi slog dem ihjel, der handler om, at de er onde. Så tænkte jeg, at neandertalere kunne passe ret godt i den logik. Troldene kunne jo nærmest have været neandertalere, som vi har haft en kamp om overlevelse med, og så har vi retfærdiggjort det ved at sige: ’De er farlige, de tager vores børn’. Det blev udgangspunktet for den kraftige pande, behårede krop og så videre«.
Den omfattende og overbevisende trolde-makeup blev dog en større opgave, end instruktøren havde forventet.
»Det viste sig at tage fire til fem timer om dagen bare at applicere makeuppen og så en time at fjerne bagefter«, fortæller han. »Hvis vi skulle optage klokken ni, skulle Eva (Melander, red.) stå op klokke to om natten. Vi var nødt til at lave hele vores planlægning om på grund af makeup-tider. Folk blev nærmest mentalt syge, fordi vi aldrig startede og sluttede på samme tidspunkt. Det er enormt hårdt at gøre i seks uger. Havde jeg vidst det, ville jeg måske bare have lavet noget andet«.
Syg superhelt
Den hårde produktion har dog båret frugt, med rosende ord fra anmeldere verden over, prisen i Cannes og en indstilling som årets svenske Oscar-kandidat. Fortællingen om Tina, der altid har følt sig udenfor og langsomt lærer om sin oprindelige herkomst, har ramt en nerve. For Abbasi var der også en klar parallel til en af tidens mest populære typer film.
»For mig er det jo en lille smule som en superheltefilm. I blandt andet ’X-Men’ har du efter fem minutter en kamp, hvor hovedpersonen viser, hvad de kan bruge deres superkræft til. Vi har jo også tilsvarende scener, selvom det er mere stille og roligt«, fortæller Abbasi med reference til en tidlig scene, hvor Tina snuser sig frem til smuglergods på sit arbejde som toldbetjent.
Abbasis interesse i superhelte ligger dog ikke i de store actionscener, men på det menneskelige og emotionelle plan.
»Jeg har også været meget interesseret i at lave en Hulk-film«, siger Abbasi. »De fleste andre superhelte får jo et sværd eller en bil, eller hvad de ellers får, men Hulk mister jo noget, når han kæmper. Han vågner altid op nøgen. Det gør bare mere ondt at se Hulk kæmpe, fordi det bare er hud og kød og muskler og ikke for eksempel jern.
Jeg ville også anse kræfterne som en sygdom. Man kan se hele Tinas situation som en form for sygdom. Hun er syg, fordi hun er meget grim, har en anderledes seksualitet og har nogle mærkelige lyster. Hun divergerer fra det normale«.
For grim til kærlighed
Troldenes køn og seksualitet kan ikke sættes i bås, og det kommer for alvor til udtryk, når de har sex. For ’Grænse’ indeholder en af de mest opsigtsvækkende sexscener i mange år. Abbasi havde dog ikke engang overvejet, at scenen ville skabe så megen omtale, som den har gjort.
»Jeg må sige, helt oprigtigt, at det kom bag på mig, hvor meget opmærksomhed den fik. Jeg havde måske bare købt præmissen for lang tid siden. Jeg tænkte mere på scenen som et teknisk problem, og hvordan vi skule løse det. Det var først efterfølgende, hvor folk sagde: ’Årets vildeste sexscene’, at jeg tænkte: ’Nå, folk synes, det er unikt’. Set i bakspejlet kan jeg se, at det, der er anderledes, er, at det ikke rigtigt er hverken hetero- eller homoseksuelt, men der er heller ikke et LGBT-tema. Det er helt klart et twist på heteroseksuel sex«.
At vise kærligheden mellem troldene, var i sig selv en vigtig grund til, at Abbasi blev tiltrukket af historien.
»En af grundene til at lave filmen var, at man jo aldrig ser en kærlighedshistorie mellem grimme mennesker«, siger Abbasi. »Og grimme mennesker, der er med på film, er ofte enten komiske eller onde. Hvis du ikke er smuk, så bliver dit følelsesliv ikke taget seriøst. Det ser man også i idéen om, at en sexscene skal være sexet, hvilket er et underligt krav at stille.
Det er ligesom at sige, at krig skal være episk. Men det er det jo ikke i virkeligheden. Idéen om den episke dimension i krig er totalt konstrueret. Jeg tror, at for 90 procents vedkommende, hvis de filmede deres sexliv, ville de ikke se sexede ud. Med mindre man faktisk prøver«.
Et fremmed blik på os selv
Tina og Vores forhold og opførsel bevæger sig konstant et sted mellem smukt og frastødende, romantisk og væmmeligt. Men Abbasi mener, at der egentlig ikke er så langt fra dem til os.
»Nogle gange får jeg en fremmedgjort fornemmelse over for mennesker og tænker: ’Nå, det er da egentligt godt, vi har lært ikke at skide på gaden og tage tøj på’. Vi er stadig, som art, ret ulækre på nogle punkter. Men det, der er fedt ved mennesker, er, at vi rummer et stort spektrum af ting. Både det rigtigt ulækre og ubehagelige, men også ting der er spændende og poetiske, som de andre dyr ikke har«.
Det er nemt at trække ligheder til virkelighedens debatter om blandt andet køn, race og seksualitet. Men Abbasis blik er for så vidt mere simpelt:
»Det, der er hele pointen med filmen, er, at du sætter dig i den andens perspektiv«, fortæller han.
»’Den anden’ kan så være folk med en anden seksualitet end din egen, det kan være indvandrere eller bare minoriteter generelt. Hvis det fungerer, kan du forhåbentligt skifte perspektiv og betragte os fra deres øjne. Det er den oplevelse, jeg synes er spændende«.
Læs anmeldelsen: ’Grænse’ – Næsten-dansk Cannes-triumf er bizar og brillant