Lene Maria Christensen er en af Danmarks mest alsidige skuespillere.
Hun har givet prøver på sin fornemme komiske timing i film som ’Fidibus’ og ’Frygtelig lykkelig’. Og hun har overbevisende spillet på de dramatiske tangenter i ’En familie’ og ’Arvingerne’. I Viaplay-serien ’Friheden’ får hun nu for alvor lov til at kombinere det dramatiske med det komiske.
I ’Friheden’ spiller hun rollen som Nina, der i sine yngre dage var storsvindler sammen med sin mand Erik (Lars Ranthe). Men da Nina blev gravid, lagde de kriminaliteten på hylden.
17 år, to børn og en villa i Hvidovre senere er Nina og Erik kørt fast. Erik er arbejdsløs, så det er Ninas karriere, der forsørger familien, mens ægteskabsproblemerne banker på. Lige indtil deres gamle chef dukker op og tilbyder dem et sidste job, der kan skaffe den lille familie en million euro.
Da vi møder Christensen på et hotel i centrum af København, skinner hendes begejstring for rollen igennem.
»Det er en fantastisk opgave at få«, fortæller hun. »Du har din hovedkarakter, men hun kan også være alt muligt andet forskelligt. Vi fik de her afstikkere fra hovedkarakteren. Når vi skulle spille svindlerdelen, var det som at lave en ny rolle fra bunden«.
Fra Hollywood til madpakker
En del af inspirationen til at portrættere svindlerfaget fandt Christensen meget langt fra Friheden i Hvidovre – nærmere bestemt en glamourøs Hollywood-film.
»Jeg har set en del på ’American Hustle’, men det var mest for at se, hvordan de vender situationerne, og hvordan de spiller det overbevisende. Derudover er det jo et helt andet set-up. De er mega lækre, og det hele er med en stor understrøm af sex. ’Friheden’ er midtlivskrise og parforhold med madpakker og børn, der har lus«.
Når Erik og Nina i ’Friheden’ vender tilbage til svindlerfaget efter 17 år, lader det ikke til, at de mellemværende års pause har haft nogen indflydelse på deres effektivitet – de er stadig afsindigt dygtige.
»Vi tog en beslutning om, at det er noget, de kan, fordi de gjorde det rigtigt meget i gamle dage. Det kan godt være, at Nina er presset eller får sceneskræk undervejs, når hun står i de svære situationer. Men hun forbereder sig også vældigt grundigt, og det ser man jo ikke.
Det var vigtigt for os, at de var gode til det, så publikum tror på, at de overbevisende kan snyde så mange mennesker. Man kunne godt beslutte sig for, at de var dårlige indimellem, men det kan ikke nytte noget, at de er bange under hele forløbet. De tager sig sammen og gør det så godt, som de overhovedet kan«.
Skuespil som tenniskamp
At finde balancegangen i ’Friheden’s mange udtryk, var en af Lene Maria Christensens største udfordringer ved rollen som Nina.
»Der er tre forskellige dele i serien. Den ene er svindlerne, så er der humoren, og til sidst familien. Når vi skulle igennem alle de her tre ting i en scene, der varer en side (cirka ét minut på film, red.), så kommer jeg til at tænke på tennis. Først skal man helt ud i den ene side for at nå en bold, der så bliver slået helt over i den anden side, og du skal nå at skyde den tilbage.
I nogle scenerne var det meget udfordrerne at finde det leje, hvor det føltes som tre genrer, der passede sammen. Det havde ikke noget med manus at gøre, teksten var, som den skulle være. Det var os, der skulle finde en måde at spille det på, for det kunne ikke nytte noget at komme op i et for højt energiniveau, men det kunne heller ikke nytte noget at komme med for store følelser. Vi skulle ligesom finde mellemvejen«.
En anden udfordring var at sikre sig, at de ellers kriminelle hovedkarakterer ikke fremstod usympatiske.
»Hvis man forstår deres bevæggrunde, så er der allerede lagt en sympati, så det ikke bare er nogle psykopater, der stikker ud og laver ballade. Forhåbentlig ønsker man, at de skal være sammen, så man måske køber den løsning, at de skal ud og snyde for en million euro.
De forsøger også at gøre det på en måde, hvor ingen ved, at de bliver snydt, så alle går glade hjem. For på en måde at retfærdiggøre det, og så folk kan holde ud at se på det. Ligesom at stjæle fra de rige og give til de fattige.
Det er stadigvæk tyveri, og stadigvæk kriminelt, men i en indpakning, hvor man kan komme til at tro, at det er okay. Er det egentlig sympatisk at være kriminel? Næh. Men er det sjovt at se på? Ja, det er!«.
Meget mere end en kone
Sidst vi interviewede Lene Maria Christensen, havde hun et meget klart budskab: Hun var færdig med at spille kone på film. Men selvom Nina også falder inden for denne kategori, føler hun, at hun har holdt fast i sin udtalelse.
»Jeg har måttet acceptere, at der findes mange kvinderoller, der er gift med mænd. Men jeg har det stadig som en ting i de roller, jeg tager. Nina er jo gift, men hun er en full blown, lækker, super fed karakter, der ikke er konebetinget på den måde, at hun konstant er dybt afhængig af, hvad hendes mand foretager sig. Hun er heller ikke en halv karakter i forhold til manden. Så jeg har været tro over for mig selv.
Egentlig er hun en meget styrende kone. Jeg prøvede faktisk at spille mand i rigtigt mange af scenerne. Som en tanke inden hvert ’værsgo’, tænkte jeg: ’Det er Nina, der er manden her’.
Jeg tror da også, at Lars (Ranthe, red.) ind imellem har overvejet, at de følelser, som hans karakter står overfor, på en måde mere ligner den kvindelige side af et parforhold, altså i den gamle, klassiske forstand med hjemmet, indkøbene og børnene, mens Nina har en karriere og tjener penge. Selvom det er kedeligt at sige højt, nu her hvor alt heldigvis er i opbrud«.
‘Friheden’ kan ses på Viaplay og TV3.
Læs anmeldelsen: ’Friheden’ – Lars Ranthe og Lene Maria Christensen har en veloplagt ræv bag øret i Viaplays svindlerserie