Tv-serier lever som regel af, at man hygger sig i selskab med en gruppe mennesker, som man får et venskab, ja nærmest en familiær relation med. Det bedste eksempel er ’Venner’, der i sandhed blev hele verdens venner på trods af deres tydelige fejl og mangler.
I de seneste par år har der imidlertid sneget sig en mærkelig tendens ind i anmelderstand såvel som blandt andre kritiske medieforbrugere, hvor man kritiserer serieskaberne for at have skabt en usympatisk hovedkarakter, som om det er en den ultimative dødssynd.
I slutningen af sidste år gik det ud over DR’s ungdomsserie ’Doggystyle’, men det er mere generelt end som så. Den kritik er efter min klare overbevisning et symptom på, at anmelderne jumper the gun i forhold til at afsige dom over talentet og beslutningerne bag. Kritikken ramler oftest ind, når det er en kvindelig hovedkarakter. Når det er en midaldrende mand, så kalder man det en antihelt, mens en ung kvinde slet og ret er usympatisk. Det er en spøjs tendens. Jeg fik heller ikke den samme label på hovedkarakteren Mads i min selvbiografiske serie ’Yes No Maybe’, hvor egoisten Mads forsvarer alle sine dårlige handlinger over for sig selv med den patetiske undskyldning, at han er blevet forladt og derfor har det alt for skidt til lige at tage hensyn til andre mennesker.
Det er, som om nogle glemmer, at fiktive karakterer er netop det: fiktive. Og at deres funktion er at få os til at tænke mere over det liv, vi selv lever. Om det så er gru i gysere eller grin i komedier.
Komedien og tragedien
Historier handler om forandring. Seriemediet er et langsomt medie og modsat film, hvor man ved præcis, hvornår forandringen er gennemført, så skal man holde gryden i kog, indtil serien er færdig, men ikke færdigbage sine karakterer for tidligt.
En film er slut, når hovedkarakteren har løst problemet ved enten at forandre sig til det nødvendige (komedie, i Aristoteles’ definition) eller ikke når at forandre sig i tide (tragedie). Det samme med en serie. ’Breaking Bad’ er slut, når Walter White har valgt side på den moralske vægtskål, inden cancer, gangstere eller politiet tager livet af ham. I takt med at han graver hullet dybere og dybere, indser vi som publikum, at der er tale om en tragedie, og at døden er den eneste udvej.
Tragedien handler oftest om kongens fald. En retskaffen helt går igennem helvede for en sag større end sig selv, men mister sig selv i processen og dør som en martyr, såfremt han/hun er på gudernes gode side.
Der er komedien anderledes bygget op. Og her bruger jeg komedie-begrebet om en fortælling, der slutter godt for hovedkarakteren modsat en fortælling, der slutter dårligt.
Komedien starter med en defekt hovedkarakter med et altoverskyggende problem i sin måde at anskue livet. Manuskriptguruen John Truby tager den et nøk længere og siger, at det ikke bare skal være et personligt, privat problem, men tværtimod et moralsk problem. Et problem, der gør skade på verden. Et problem, som hovedkarakteren skal rette op på i tide for at blive et helt menneske eller gå til grunde og fare til tragediens uendelige jagtmarker.
Akvarium vs. dukkehus
Det klassiske eksempel er den narcissistiske vejrmand Phil, der er tvunget til at gennemleve den samme rædselsfulde Groundhog Day igen og igen, indtil han har lært at være et ordentligt menneske. Phil er et forfærdeligt menneske, da filmen starter, og han bliver nærmest værre af at have magten i at gennemleve den samme dag.
Han bruger denne superhelteskill til at tilrane sig en masse rigdom og til at forføre alle byens kvinder, men den kvinde, han helst vil have, vil ikke have ham. Og efterhånden som han begynder at kede sig og har taget sit eget liv x antal gange, erfarer han, at han lige så godt kan få det bedste ud af livet, når nu han er i limbo. Han begynder at interessere sig for de finere ting i livet. Tager klavertimer og lærer at skære isskulpturer.
Men vigtigst af alt, så begynder han at interessere sig for de andre beboere i universet. De er ikke bare ludobrikker, han kan flytte rundt med efter forgodtbefindende, men derimod et hav af tragiske skæbner, som han kan hjælpe, såfremt han får hovedet ud af sin egen røv. Og ironisk nok er det netop disse skills, der gør ham i stand til at kurtisere sin drømmekvinde og vende tilbage til virkeligheden som et nyt og bedre menneske. Hans tragiske modstykke, Ødipus Rex, nåede ikke sine erkendelser i tide og måtte derfor stikke sine øjne ud efter at have dræbt sin far og bedækket sin mor. Sådan er karakterer så forskellige. Men i sidste ende falder de altid i enten tragedien eller komedien.
Tv-serien skal det samme, men med en sæson på ti afsnit af 30-50 minutter og ofte flere sæsoner ad gangen, så sker forandringen i mikroskopiske trin. Ofte kritiseres serieskaberne for at have et forkert menneskesyn i forhold til tidens tand, uden at forstå at man ved at skabe en karakter med specifikke menneskelige fejl rent faktisk har sat sig for at udfordre denne fejl igen og igen og igen, indtil karakteren bryder sammen og forandrer sig – eller går til grunde, uforandret.
Uagtet er serieskabernes agenda den diametrale modsætning af det, de bliver skudt i skoen, når de iscenesætter en usympatisk hovedperson. Det er så banalt, at man nærmest tager sig til hovedet. Kunsten består jo i at gøre nuancerne så tilpas mudrede, at seerne ikke kan gennemskue dette relativt simple greb. Og så tilføjer man en masse bifigurer, der ligeledes diskuterer det centrale tema eller måske har en spejlhistorie, som fortæller den modsatte udvikling.
Min lærer på filmskolens manuskriptuddannelse lærte mig, at tv-serien er et akvarie, hvor man sidder og ser på et mikrokosmos, hvor karaktererne hele tiden påvirker hinandens liv og beslutninger. Filmen er heroverfor et dukkehus, hvor man overværer en række skæbnefortællinger udspille sig, og alting fører hen imod en uundgåelig slutning.
Så for guds skyld, eller bare for jeres egen, anmeldertyper og andet godtfolk: Lad være med at efterlyse mere likeable karakterer. Det er oftest de fejl, karakteren har i begyndelsen af fortællingen, der er selve fortællingen – som vi også så i ’Doggystyle’.
Der er sgu ikke meget fortælling i en fejlfri karakter.
Læs også: Syv essentielle ‘Game of Thrones’-fanteorier – og én, der er uimodståeligt bizar