1. Antonio Banderas i sit livs rolle – som sin spanske mentor
En purung Antonio Banderas slog igennem sammen med den spanske instruktørmester Pedro Almodóvar i 80’erne. På mange måder skylder Banderas Almodóvar sin karriere, og der er derfor noget smukt i, at den spanske stjerne nu spiller instruktørens alter ego.
’Pain and Glory’ er den mest selvbiografiske film til dato fra manden bag hovedværker som ’Alt om min mor’, ’Tal til hende’ og ’Volver’, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange af detaljerne der er hentet direkte fra det virkelige liv. Har Almodóvar været heroinmisbruger? Døjer han med så mange smerter i kroppen, at han næsten ikke kan lave film? Hvem er hans gamle flamme, der dukker op efter 32 år?
Banderas spiller filminstruktøren Salvador Mallo, der genbesøger sit liv i forbindelse med en repremiere på en af sine gamle film, der er blevet genopdaget af Madrids cinematek. Han opsøger sin gamle hovedrolleskuespiller, som han ikke har set siden, og hvis heroinmisbrug han begynder at tage del af. Han får besøg af en gammel flamme, med hvem han deler et vemodigt og intimt øjeblik. Han ser tilbage på sin barndom og livet i den lille landsby, hvor han boede med sin kærlige mor, spillet af Penelope Cruz.
Barndomsscenerne er filmens stærkeste. Almodóvar skildrer indfølt Salvadors første begær, sammenholdet i landsbyen, de moderlige værdier, han har taget med i sit voksenliv. Nutidsscenerne halter mere, synes jeg. Fortiden og følelserne tales ihjel, møderne virker usandsynlige, og voksne Salvadors selvoptagethed smitter på den ufede måde. Var det ikke, fordi Antonio Banderas var så umanerligt overbevisende, var jeg nok stået helt af. Endelig spiller Banderas sin alder, og under sit gråtonede skæg formidler han tidens uudslettelige spor med nuance og indlevelse, så man tænker, at det både er et Almodóvar- og et slags selvportræt. Det er hans bedste rolle, den mest usminkede og afslørende præstation, i nyere tid.
’Pain and Glory’ har generelt fået flotte anmeldelser hernedefra, og der er bestemt også noget nostalgisk over at se en af Europas store instruktører kigge indad og tilbage. Er det den 69-årige spaniers svanesang? I så fald er det ikke den værste film at takke af med. Men heller ikke den bedste.
2. ’Black Mirror’ i artfilmgevandter
Forventningerne var betragtelige forud for Jessica Hausners ’Little Joe’, der spiller med om Guldpalmen. Hausner er en velanset østrigsk arthouseinstruktør af den yngre generation og har blandt andet stået bag den mesterlige ’Miraklet i Lourdes’. Hun er kendt for en distanceret stil og udsøgte kompositioner, som hun nu har videreført til sin første engelsksprogede film, der overraskende nok er en genrefortælling i sci-fi-traditionen.
Den enlige mor Alice arbejder for en virksomhed, der udvikler nye plantearter. Hun står i spidsen for projekt Little Joe, en blomst med potentiale til at gøre mennesker i bedre humør og eksempelvis hjælpe dem mod depression. Man skal blot tale til den og behandle den med kærlighed.
Men pludselig begynder de, der har inhaleret Little Joes blomsterstøv, at opføre sig underligt, og mistanken melder sig, om blomsten i bedste ’Invasion of the Body Snatchers’ har noget med sagen at gøre. Videnskab møder natur i en dystopi, som er ’Black Mirror’ værdigt. Desværre løfter historien sig ikke over den pirrende præmis, men i det mindste indhylles man i en atmosfære, der med sin insisterende lydside og hypnotiske langsommelighed kan minde om Yorgos Lanthimos’ The Killing of a Sacred Deer’. Og arbejdet med farver og kompositioner – ikke mindst i det drivhus, hvor store dele af filmen foregår – er udsøgt.
3. Kampen om den røde løber
Bag en afskærmning ved Croisettens røde løber står der flere hundrede stiger på rad og række og ligner efterladenskaberne fra VM i tagrenderensning. Når gallapremiererne et par gange om dagen skydes i luften, myldrer fotograferne dog ind og besætter dem målrettet, så de får det bedste udsyn til stjernerne.
Der er noget fantastisk i at se en fuldkommen ukendt rumænsk instruktør trække i sit stiveste puds og bade i blitzlyset på en af klodens mest glamourøse scener for et kort sekund. Intet sted kan som Cannes gøre de mest introverte kunstnere til starletter for en dag. Man kan dog godt se, hvem der bevæger sig på den eftertragtede gulvbeklædning med erfaring i bagagen. På førstedagen var det Selena Gomez og Bill Murray, der pjattede, så deres gensidige beundring lyste ud af dem, men måske også godt vidste, at det umage møde ville være guf for paparazzierne. I forgårs var det Elton John, der med hjerteformede briller og ’Rocketman’-suit solede sig ubesværet i billedstormen. Ja, og så venter alle på Leonardo DiCaprio og Brad Pitts indtog med Quentin Tarantino om et par dage.
Mit foreløbige yndlingssyn på den røde løber var premieren på ’Atlantique’ af fransk Mati Diop (første sorte kvinde med en film i hovedkonkurrencen), som pressen også var inviteret til. Jeg gik op ad den berømte trappe, just som Diop og hendes hold af uprøvede senegalesiske skuespillere – flere af dem i smukke folkedragter – besteg trinene langsomt og statuarisk op mod de aldrende hvide festivalchefer, Thierry Fremaux og Pierre Lescure, som altid tager imod på toppen. Se selv ovenfor. Sikke et syn.
Læs også: Nicolas Winding Refns ‘Too Old to Die Young’ er ulig nogen serie, jeg har set
Læs også: Cannes-highlights dag 3 – filmredaktøren siger undskyld
Læs også: Er den nye Elton John-film bedre end ‘Bohemian Rhapsody’? Vi har svaret fra Cannes