’Wine Country’: Poehler, Fey og Rudolph gakker alt for lidt ud i førstnævntes Netflix-film
Jeg elsker Amy Poehler, Tina Fey og Maya Rudolph, som vi sidst så sammen, da de åbnede det værtsløse Oscar-show, og man bare ønskede, at de ville blive på scenen. Både komikernes gamle sketches fra ‘Saturday Night Live’, Poehler og Feys tre omgange som Golden Globe-værter og deres individuelle projekter som ’30 Rock’, ‘Parks and Recreation’ og ‘Bridesmaids’ er noget af det sjoveste, jeg ved.
Derfor havde jeg høje forventninger til Poehlers spillefilminstruktørdebut med venskabskomedien ‘Wine Country’, hvor de tre indgår i ensemblet sammen med ‘SNL’-kollegerne Rachel Dratch, Paula Pell, Anna Gasteyer og Emily Spivey. Filmen, som har manuskript af de tidligere ‘SNL’-forfattere Spivey og Liz Cackowski, er inspireret af en virkelig weekendtur. Desværre må jeg rapportere, at filmen ikke er så sjov, som jeg formoder, at turen var.
Præmissen er ellers lovende: I anledning af modløse Rebeccas (Dratch) 50-års fødselsdag, som hun ellers ikke har lyst til at fejre, arrangerer kontrolfreak-veninden Abby (Poehler) en weekendtur i Napa sammen med deres gamle venindegruppe, der mødtes som servitricer på en pizzarestaurant i Chicago i deres unge dage.
Nu er det tid til at catche up, slappe af og slå sig løs. Men den gode stemning trues af Abbys stramme dagsprogram, der er lige så diktatorisk som Jennifer Garners i ‘Camping’, og kvindernes hemmeligheder og konfliktskyhed. Maya Rudolphs karakter Naomi er for eksempel en træt mor til fire, der er lykkelig for at slippe ansvaret for en weekend, men skæmmes af sin frygt for en besked fra sin læge.
Filmen kan ikke rigtigt finde ud af, om den er en grovkornet komedie eller et dybfølt drama om midtvejskrise. Kvindernes venskab føles autentisk med deres små insiderjokes og velfungerende kemi, men da det opbyggelige budskab i venskabshistorien ender med at være sødt om end ret banalt, ville jeg ønske, at filmen havde flippet mere ud i komediedelen. Der er meget få reelle jokes – og færre, der virkelig synger eller bider. Også skuespillerne er så nedtonede og naturalistiske, at de slet ikke er så sjove, som vi ved, de kan være. 
Kun Tina Fey skaber en komisk karakter som Napa-husets filterløse ejer, en excentrisk enke og producent af spiselig sæbe, der ser den tikkende bombe under venindegruppe på lang afstand. Hun dukker dog kun op kortvarigt, hvilket virker som spild af Feys talent. Med huset følger også en overivrig hipsterkok og chauffør spillet af Jason Schwartzman, som Poehler heller ikke får udnyttet optimalt.
’Wine Country’ er bedst, når kvinderne gakker ud og er fjollede. Som når de rocker ud til deres guilty pleasure-favorit ‘Kids in America’ i minibussen, en plakatfuld Naomi afbryder bandet på en restaurant for at synge ‘Eternal Flame’, eller de udtrykker næsten aggressiv kedsomhed over vinsommeliernes forsøg på at belære dem om druesorter og solceller og kommer med cirka verdens dårligste gæt på, hvad begrebet for bundfald er, og hvad vinen dufter af (»vindruer?«).
Størstedelen af filmen fremprovokerede dog højst et træk på smilebåndet. Men måske havde jeg bare drukket for lidt vin.
Kort sagt:
Amy Poehler har taget alle ‘SNL’-veninderne med på vintur, men resultatet er desværre ikke så sjovt og løssluppent, som det lyder.
Læs også: De 10 film, vi slet ikke kan vente med at se på årets Cannes Film Festival