KOMMENTAR. Yikes. Mine æggestokke havde et ægte face palm-moment i biografen, da samtlige kvindelige superhelte – store som totalt replikløse pausekommaer – pludselig stormede helligt frem side om side i ’Avengers: Endgame’ under kampråbet »She’s not alone«.
Det var nær ved og næsten, at Gwyneth Paltrow galede »And yet she persisted!« i hovedet på Thanos, og Captain Marvel fæstnede et »nasty woman«-badge på brystet for at give løjerne et desperat kønspolitisk svirp med pisken på ‘Avengers’-falderebet, efter diverse mandlige instruktører havde brugt syv år og 20 timers film på at sjofle Scarlett Johanssons Black Widow-karakter, der aldrig blev mere end et sidekick i superhelteherrernes klubhus.
Fællesstafetten var bovlam på tanketom blockbuster-forvirret vis, og som jeg i sin tid også skrev ved ’Endgame’-premieren, emmede girlpower-påfundet af påklistret pseudoprogressivitet, der ufrivilligt blottede Marvels egne blindspots: Ét billede, en hulens masse ligestillingsleflen, der satte en fed streg under, at Marvel ikke kunne finde på noget bedre for kvinderne at lave hver for sig.
»Men se blot, hungrende hunkønsmasser, her er de alle sammen, i en uskøn pærevælling af wannabe-feminisme trådt under fode!«
Jeg var tilbøjelig til at afskrive Russo’ernes fejlkalkulation som en enlig udrydningstruet svale i det moderne mainstreamfilmland, hvor ’Wonder Woman’ og ’Captain Marvel’ trods alt har rejst sig som succesfulde blockbuster-fyrtårne (bevares, træerne voksede ikke helt ind i himlen, men et ambitiøst skridt i den rigtige retning er en ny æra vel begyndt).
Men ak.
Lige i hælene på ’Endgame’ fulgte ’X-Men’-skuffelsen ’Dark Phoenix’, hvori Jennifer Lawrences blå Mystique smider endnu en skræddersyet køns-zinger, da hun vrænger ad James McAvoys Xavier, at gruppen sådan set burde hedde ’X-Woman’, fordi kvinderne angiveligt konstant redder gutternes mutantrøve. Det er et kalkuleret opstød, der skal anspore applaus – og som 20th Century Fox sågar brugte i sin markedsføring af filmen i en ærgerlig demonstration af, hvor vildfarne studierne er – men som lugter langt væk af gimmick. Det er ikke videre woke at sætte sin lid til, at ligestillingsudfordringerne på lærredet kan fikses ved at springe let og elefant henover reelt organisk karakterudvikling.
Næsten lige så skidt står det til i biografaktuelle ’Men in Black’, hvor en forceret løbende joke går på, at organisationen fortsat kaldes ’mænd i sort’ – hvis nogen skulle være i tvivl om, at Tessa Thompsons (som ellers gjorde en inspirerende heltefigur i ’Thor Ragnarok’) kvindelige agent er en kvinde med kvindelige holdninger. Tal om lavthængende manusfrugter, der føles lige så 90’er-støvede som filmens overordnede relevans. Har Hollywood mistet troen på, at kvinder kan stå på egne actionben uden først at gøre gud og hver mand på de billige bagerste rækker opmærksomme på at, hey, de er kvinder?
»En film om en kvinde gør ikke filmen til en ’kvindefilm’«, sagde ’Wonder Woman’-instruktør Patty Jenkins til Vanity Fair i 2017, og jeg drømmer om en lysegrøn fremtid, hvor kvindelige heltes værd som forbilleder ikke defineres igennem kluntede oneliners eller antagelsen af, at kvinder har brug for at få ’kvindelige budskaber’ skåret ud i pap for dem.
Flere kvindelige historiefortællere og instruktører til at udvikle karaktererne er et vigtigt skridt på vejen, ligesom det heller ikke ville skade deres mandlige kolleger at skæve til tidligere tiders ikoniserede klasseeksempler a la Carrie-Anne Moss’ i ’The Matrix’ og Sigourney Weaver i ’Alien’. Begge cool cats skabt af mænd, der ikke så sig nødsaget til at male Venus-symboler i læbestift på kameralinsen for at få os til at købe hovedrollernes power.
Kom nu ind i kampen, Hollywood – men lad venligst være med at reducere kvindekampen til et dovent markedsføringsmeme.
Læs også: Øh ja, Chris Hemsworth er guddommeligt lækker: Men han er også en hel masse andet
Læs også: Anmeldelse af ‘Men in Black: International – blitz! Så er den glemt igen