’When They See Us’: Ava DuVernays skræmmende Netflix-miniserie om uskyldigt dømte har ægte nerve
Den 19. april 1989 blev 28-årige Trisha Meili overfaldet og voldtaget, mens hun var ude og løbe om aftenen i Central Park i New York. Fem drenge – Yusef Salaam, Kevin Richardson, Anton McCray, Korey Wise og Raymond Santana – blev anholdt for overfaldet i det, der siden blev kendt som The Central Park Jogger Case. Fire afroamerikanere og en latinamerikaner.
Miniserien ’When They See Us’ følger drengene fra den skæbnesvangre aften over den efterfølgende retssag til fængslet og tiden efter deres løsladelse. Og det står klart fra første minut, at alle fem er uskyldige. Et presset politi får dem dømt gennem en kombination af indicier og tvungne tilståelser gennem vold, trusler og psykisk manipulation.
Bag ’When They See Us’ står en af USA’s mest fremtrædende sorte instruktører, Ava DuVernay, der også er en af Hollywoods mest aktive stemmer i minoritetsspørgsmål. Hun har tidligere kombineret de to roller i fiktionsfilmen ’Selma’ om Martin Luther King’ og i den stærkt anbefalelsesværdige Netflix-dokumentar ’13th’ om de racistiske strukturer i det amerikanske rets- og fængselssystem.
Også ’When They See Us’ bader i sociale og racepolitiske spændinger. Lige fra antastningen af drengene, hvor politiet aktivt søger og udvælger mennesker fra New Yorks udsatte områder, til Antrons far, der i et forgæves forsøg på at beskytte sin søn tvinger ham til at spille med på politiets løgne, og til selveste Donald Trump, der indrykker annoncer i aviserne, hvor han advokerer for genindførelse af dødsstraf i staten, så retfærdigheden kan ske fyldest mod drengene.
»De kom fra en verden med crackkokain, bistand, våben, knive, ligegyldighed og uvidenhed. De kom fra et land uden fædre. De kom fra de fattiges vilde provinser. Og drevet af en fælles, ungdommelig vrede, der er ved at koge over, fyldt med voldelige billeder af gaden, som de så på film. De havde kun ét mål: At smadre, slå, stjæle, stoppe, voldtage. Fjenden var rige. Fjenden var hvide«, proklamerer en avisartikel dagen efter deres tilfangetagelse.
Man forstår, at de aldrig havde en chance, for politiet, retten og pressen havde allerede dømt dem, før dommen blev fældet.
Og det er klart i det politiske og retslige drama, at ’When They See Us’ står stærkest. Der er ægte nerve og drama i drengenes og deres familiers kamp for at bevise deres uskyld. En nerve, der strækker sig ud over den specifikke sag og rammer bredere sandheder omkring racespændinger, politivold og social uretfærdighed. Den lille borgers kamp mod systemet.
Men også noget andet: At man ikke må lade sig rive med af rene indicier i sit ønske om at finde en syndebuk. Lige meget hvor forfærdelig forbrydelsen er. Hvilket også er vigtig at huske i dag, når den ene eller anden bliver hængt ud i medierne.
Lidt af nerven går tabt i seriens anden halvdel, hvor det sociale drama viger for et dyk ned i karakterernes familieliv, efter de er kommet ud af fængslet. Men det er yderst sympatisk og velgjort, at serien forsøger at komme hele vejen rundt om sine karakterer og vise de fulde konsekvenser af at være uretmæssigt dømt. De liv og den fremtid, der går tabt.
Ros skal serien også have for ikke at udpege entydige skurke og helte. Retfærdighed er ikke en sort-hvid størrelse, og serien formår fint at tale alle parters sag uden at tabe nogen på gulvet. Selv politiefterforskeren, der stædigt vedholder at hævde drengenes skyld, selv efter beviser om det modsatte, forstår man godt. Hun er blond og hvid, og det kunne lige så godt havde været hende, der blev voldtaget i parken den aften.
Har man set danske Katrine Philps dokumentar ’False Confessions’ fra 2018, hvor man ser klip fra de rigtige afhøringsbånd, fremstår nogle scener skræmmende virkelighedsnære. Det kan varmt anbefales for alle, der har svært ved at forstå, hvorfor en uskyldig nogensinde vil erklære sig skyldig.
Kort sagt:
’When They See Us’ er mere spændende i retssalen end udenfor – og burde være pligt-sening for alle, der stiller sig skeptiske over for nyhedshistorier om politivold, indgroet racisme og falske tilståelser.
Læs også: Anmeldelse af ‘Big Little Lies’ sæson 2
Læs også: Anmeldelse af ‘Black Mirror’ sæson 5
Læs også: Anmeldelse af ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3