Festivalerne i Venedig, Telluride og Toronto fungerer som Oscar-sæsonens egentlige affyringsrampe. Sådan har det efterhånden været en rum tid, men tendensen nåede et foreløbigt højdepunkt for tre sæsoner siden, hvor syv af de ni film, der blev Oscar-nomineret for bedste film, blev vist ved en eller flere af de tre festivaler. For to sæsoner siden var tallet seks ud af ni. Sidste år var andelen faldet til fire ud af otte. Om tendensen reelt er for nedadgående, er nok for tidligt at sige.
Uagtet kan man næppe finde en ekspert eller brancheinsider, der med et straight face vil benægte, at tretrinsraketten Venedig, Telluride og Toronto er en dealbreaker i forhold til, hvordan Oscar-sæsonen forløber.
Her forsøger vi at samle op på den sidste måneds frenetiske udvikling i det kapløb frem mod Oscar, der for bare halvandet årti siden knap nok var gået i gang på det her tidspunkt af sæsonen.
Vi inddeler en række af filmene i to grovsorterede kategorier: De, der har fået styrket deres mandat eller bare fortsat er inde i varmen oven på de tre festivaler, og de film, der står med svækkede (eller helt udslukte) muligheder på grund af en blandet eller decideret skidt modtagelse.
Man bør være opmærksom på, at en hel del tunge titler, såsom ’The Irishman’, ’1917’, ’Little Women’ og ’Bombshell’ endnu mangler at blive vist på en festival (’The Irishman’ får premiere på New York Film Festival om ganske kort tid, nemlig den 27. september), så de fire titler har stadig mulighed for at påvirke – eller fuldkommen splintre – det nuværende billede.
Disse film er kommet styrket ud:
1. ’Marriage Story’
Ærkenewyorkeren Noah Baumbach kan smykke sig med den uofficielle titel som ’den ny Woody Allen’ (spørgsmålet er så, om det er et fedt skudsmål i disse tider…). Der er nu ikke meget Woody Allen over hans Oscar-historik. Han har kun været inviteret ind i varmen én gang (i 2005, hvor han blev nomineret for sit manuskript til ’The Squid and the Whale’), på trods af at han i tre årtier har leveret skarpe, velskrevne og syrlige karakterportrætter og sædeskildringer af småexcentriske repræsentanter for den talende klasse over there i en filmografi, der udover ’The Squid and the Whale’ blandt andet tæller ’Frances Ha’, ’When We Were Young’ og, senest, den sniksnakkende ’The Meyerowitz Stories’.
Baumbachs privatliv har fyldt en del i historien om ham og hans film. Han var gift med Jennifer Jason Leigh 2005-2010 og har siden 2011 dannet par med wunderkind Greta Gerwig (de fik et barn sammen så sent som i marts 2019).
Det er ikke bare af nyfigenhed, at jeg nævner det med privatlivet, for efter sigende er den nu 50-årige instruktørs ’Marriage Story’ modelleret over hans egen skilsmisse fra Jennifer Jason Leigh – og dermed må man sige, at Baumbach tager fra hovedstolen i det, mange kritikere har udnævnt til hans foreløbige hovedværk.
’Marriage Story’ brillerer pt. med en score på anmelderopsamlingssitet Metacritic på imponerende 95, og selvom en del af Akademiet vil rynke på næsen af, at den distribueres af Netflix, som vi så det sidste år med ’Roma’, er streamingtjenesten måske også så småt ved at vinde skeptikerne over på sin side. Men spørgsmålet er stadig, om ikke en regulær biografpremiere havde været et bedre afsæt for Oscar-kampagnen?
’Marriage Story’ står ikke kun stærkt på grund af de forrygende anmeldelser, men også fordi Baumbach oplagt som 50-årig synes klar til at blive opfattet som en ’moden’ auteurstemme i amerikansk film (’modenhed’ er som regel lig med Oscar-omfavnelse). Bevægelsen fra nichebekendtskab til alment anerkendt kan være en svær bro at krydse, men i tilfældet Baumbach synes overgangen næsten umærkelig.
Filmens store styrke er dog nok det stærke skuespillerensemble. Mon ikke der er gode chancer for at score nomineringer i alle fire skuespillerkategorier? Scarlett Johansson (hvis hun kan overvinde den dårlige hype, der klistrer til hendes person) og Adam Driver for hovedrolle samt Alan Alda og Laura Dern (som parrets to advokater i skilsmissesagen) for birolle.
Det havde pyntet gevaldigt, hvis filmen havde vundet den mere og mere Oscarombejlede publikumspris i Toronto, men en andenplads er nu heller ikke at kimse af for en film, der nok ikke først og fremmest er lavet med et bredt publikumstække i tankerne.
2. ’A Beautiful Day in the Neighborhood’
Marielle Heller gjorde sig yderst fordelagtigt bemærket så sent som sidste sæson med svindler-komediedramaet ’Can You Ever Forgive Me?’, der nok – i kommerciel henseende – havde været tjent med en mindre generisk titel. Filmen scorede til gengæld jackpot i kunstnerisk forstand, hvilket Akademiet kvitterede for ved at uddele velfortjente nomineringer til Melissa McCarthy og Richard E. Grant (for henholdsvis hovedrolle og birolle).
Sammen fik de skabt en forrygende og meget elskelig film – faktisk lidt af et svendestykke for Heller oven på en svær tilblivelsesproces, der blandt andet bød på et angiveligt opgør med den oprindelige hovedrolleindehaver, selveste Julianne Moore, som Heller (vist nok) fik fyret, da hun ikke følte, Moore passede til rollen. Efter at have set McCarthy give den gas er det da unægtelig også svært at forestille sig Moore i rollen som den kiksede, men indædte biografiforfatter/brevforfalsker Lee Israel.
Med sin nye film tager Heller fat på lidt af en amerikansk tv-institution, børne-tv-værten Fred Rogers (aka Mr. Rogers), og til hovedrollen har hun scoret en omtrent lige så knuselsket amerikansk institution, nemlig Tom Hanks, der trods gode roller i Oscar-anrettede film som ’Bridge of Spies’, ’The Post’ og ’Captain Phillips’ i de senere år utroligt nok ikke har været nomineret til en Oscar siden ’Cast Away’ i 2001! Det kunne der meget vel blive rådet bod på i år. Når en elsket amerikaner spiller en anden elsket amerikaner, skærper Akademiet som regel opmærksomheden.
Filmen er blevet overordentlig godt modtaget af kritikerne (med en Metacritic-værdi på 82). Og er det mon ikke et skud positivitet, amerikanerne har brug for i øjeblikket? Det skulle ejegode Mr. Rogers være garant for.
3. ’Joker’
Der er ingen tvivl om, at ’Joker’ er løbet med broderparten af omtalen i forbindelse med efterårsfestivalerne efter premieren i Venedig, der blev kronet med en overraskende Guldløve for bedste film. Det er ikke hver dag, en DC-film (oprindelseshistorie eller ej) vinder en større pris på en europæisk filmfestival.
De seneste to års vinderfilm i Venedig var henholdsvis ’The Shape of Water’ og ’Roma’, altså en senere Oscar-vinder for bedste film og en senere Oscar-vinder for blandt andet bedste instruktion. Også set i det lys er det værd at hæfte sig ved den anerkendelse, ’Joker’ er blevet til del. Det kunne – sammen med al omtalen i øvrigt – ligne begyndelsen på en Awards Season, der vil få svært ved at ignorere Todd Phillips’ film og Joaquin Phoenix’ hovedrollepræstation i særdeleshed.
Man bør dog også tage med i betragtningen, at ’Joker’ har fået en mindre overstrømmende – ja, sine steder decideret fjendsk – modtagelse på den anden side af Atlanten i forbindelse med filmens visninger i Toronto, hvor det efter sigende var så som så med de åbenlyse jubeltilkendegivelser.
Førende amerikanske kritikere som Stephanie Zacharek og David Edelstein har taget afstand fra filmen, og Zacharek går så langt som til at sværte Phoenix’ præstation til som topmålet af ’terribleness’ (Edelstein nøjes med at kalde den »larmende« og »enstrenget«).
Der er således lagt i kakkelovnen til en interessant sæson, hvis og når ’Joker’ for alvor entrerer scenen. For fortalere og modstandere af filmen vil forventeligt agere et tosidet hylekor. Omtale – selv af den blandede slags – er dog helt sikkert bedre end ingen omtale. I den forstand har ’Joker’ fået en mere end lovende optakt på Awards Season.
4. ’JoJo Rabbit’
Med ’JoJo Rabbit’ er vi lidt i samme boldgade som med ’Joker’. Filmen er kontroversiel i den forstand, at den selverklærede ’anti-had-satire’ handler om Holocaust og Hitler, men ikke på den vanlige facon, hvor minerne er lagt i gravalvorlige folder, men ved at fokusere på en ung nazibegejstret dreng, der har selveste Hitler (spillet af instruktør Taika Waititi selv) som en fantasiven. Langsomt bliver drengens antijødiske had udfordret af virkeligheden – i mødet med en ung jødisk pige, der holdes skjult hos en nabo (Anne Frank-style).
Mange kritikere har slået hårdt ned på filmen, der er blevet anklaget for nogle af de samme unoder som Roberto Benignis ’Livet er smukt’ i sin tid, nemlig at gøre en sentimental komedie ud af et emne, der måske ikke rigtigt er tjent med den form for eskapistisk fjolleri.
Filmen har aktuelt en Metacritic-værdi på 52 (av!), så hvorfor fremhæver jeg den som en af de film, der kommer styrket ud af efterårsfestivalsæsonen?
Af den simple grund, at filmen vandt publikumsprisen i Toronto. Ni ud af de seneste ti års vindere af den pris har sidenhen opnået en Oscar-nominering for bedste film (og vindere de senere år inkluderer titler som ’La La Land’, ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’Green Book’ – tre film der enten vandt eller var meget tæt på at vinde Oscaren for bedste film). Det forleder mig til at tro, at ’JoJo Rabbit’ nok skal blive en stor biografsucces og, mindst, sikre sig en bedste film-nominering.
Desuden: Hvordan var det nu lige, det gik ’Livet er smukt’ for mere end 20 år siden? Jo, trods lige så hårde anmeldelser som ’JoJo Rabbit’ (’Livet er smukt’ har en Metacritic-værdi på 51) blev den ikke alene nomineret for bedste film, den vandt tilmed kategorierne for bedste fremmedsprogede film og bedste mandlige hovedrolle (Benigni spillede nemlig tilsvarende med i sin egen film – så også på den måde ekkoer de to film hinanden).
5. ’Ad Astra’/’The Two Popes’/’Hustlers’/’Ford v Ferrari’
Det hænder – a la sidste år med ’Green Book’ (Metacritic-værdi på 69) – at en ’bred’ (populistisk) film rammer forbi kritikerne, men til gengæld lige lukt ned i hjertekulen hos publikum (og akademimedlemmerne). Men overordnet er kritikerros en gylden standard for Oscarsucces – særligt i nyere tid, hvor filmglade bloggere har magten til at påvirke Oscar-samtalen, der ikke er branchestyret i nær samme grad som i ’de gode, gamle dage’ (præ-SoMe).
Fire film, der i varierende grad er kommet fint fra land i forhold til Metacritic-værdier, er James Grays rumepos ’Ad Astra’ (aktuel værdi: 80), ’City of God’-instruktøren Fernando Meirelles’ Netflix-produktion ’The Two Popes’ (83), Lorene Scafarias dramakomedie ’Hustlers’ (80), der for de fleste nok vil være synonym med en Jennifer Lopez på et guldrandet comeback trail og endelig James Mangolds’ motorsportsfilm ’Ford v Ferrari’ (der herhjemme får premiere under titlen ’Le Mans 66’) med en aktuel Metacritic-score på 71.
’Ad Astra’ lægger sig i kølvandet på tidligere sci-fi-fortællinger, der bruger rumrejsen som et billede på en indre konflikt eller et dybt begravet traume hos hovedpersonen, ikke ulig film som ’Contact’, ’Interstellar’ og ’Arrival’.
Brad Pitt viser en mere indadvendt facet af sin stjernekarisma, og selvom Pitt i teorien kan opnå nomineringer for både sin hovedrolle i ’Ad Astra’ og sin birolle-på-kanten-af-en-hovedrolle i ’Once Upon A Time in Hollywood’, mon dog så ikke det er den mere udvendigt charmerende rolle i Tarantinos opus, der resulterer i karrierens fjerde skuespilnominering (Pitt har vundet en Oscar i egenskab af producer på ’12 Years a Slave’)?
Spørgsmålet er, om filmen kan score nomineringer i andet og mere end de tekniske kategorier.
’The Two Popes’ er primært en showcase for to veteraner, Jonathan Pryce og Anthony Hopkins, der i Netflix-dramaet tropper op i skikkelse af Pave Benedikt og Pave Frans i en – hvad nogle anmeldere kritiserer – lige lovlig fiktiv fremstilling af forholdet mellem det forhenværende og nuværende overhoved for verdens en milliard katolikker.
Men samspillet mellem de to får stor ros over hele linjen: Det virker ikke utænkeligt, at både Pryce (der aldrig har været Oscar-nomineret, men til gengæld er rigt dekoreret for sit teaterarbejde) og Hopkins (Oscar-vinder for sin legendariske fremstilling af Hannibal Lecter i ’The Silence of the Lambs’) kan opnå nomineringer, formentlig med førstnævnte i hovedrollekategorien og sidstnævnte i birollekategorien.
Netflix har mange fiktionsfilm i spil i år (det plejer at være i dokumentarkategorierne, at platformen er numerisk velpræsenteret), men med film som ’The Irishman’, ’Marriage Story’, ’Dolemite Is My Name’ og ’The Laundromat’ på bedding i år, er det spørgsmålet, om ’The Two Popes’ også kan positionere sig i bedste film-kategorien. Jeg tror max, Netflix kan klemme to film med i hovedkategorien, og spørgsmålet er om ikke ’The Irishman’ og ’Marriage Story’ er mere prestigetunge bud.
’Hustlers’ kommer vi helt sikkert til at høre en del til i løbet af Awards Season. Jennifer Lopez’ rolle har fået kritiker-hosiannaer til at regne ned over ’Jenny from the Block’. Filmen har endnu ikke fået fastsat en danmarkspremiere (men mon ikke der snart bliver rådet bod på det?!). Jeg tror, Lopez er et godt bud på en Oscar for bedste kvindelige birolle (det ligner umiddelbart et showdown mod den ret så Oscar-overdue Laura Dern for ’Marriage Story’).
Spørgsmålet er om filmen om en gruppe strippere, der oven på finanskrisen må gribe til kriminelle metoder for at få smør på bordet (og dyre smykker om halsen) har ben at stå og gå på – også i andre kategorier? Eller om filmen simpelthen ikke har en ’seriøs’ nok aura over sig til at ramme Akademiets smag – gode anmeldelser eller ej.
Endelig er der ’Ford v Ferrari’, der godt kunne gå hen og blive denne sæsons svar på Ron Howards ’Rush’, en film, der længe lå stærkt i Oscar-feltet, men blev presset ud af banen på opløbsstrækningen. ’Rush’ opnåede fire BAFTA-nomineringer. Mon ’Ford v Ferrari’ kan gøre det lige et lille nip bedre?
Med Matt Damon og Christian Bale i hovedrollerne står Mangold i hvert fald med større stjerner som trumfkort, end Howard havde på sin hånd med duoen Chris Hemsworth/Daniel Brühl (deres kvaliteter ufortalte i øvrigt). ’Ford v Ferrari’ kunne godt ligne noget nær prototypen på den type film (respekteret, men ikke elsket), der sniger sig med ind på en af de sidste pladser i en række kategorier – primært på renomme og prestige.
Andre film, der fortsat er i spil: ’The Personal History of David Copperfield’, ’Ordinary Love’, ’Knives Out’, ’Uncut Gems’, ’Waves’, ’Dolemite Is My Name’
Disse film har mistet pusten
1. ’The Goldfinch’
John Crowley stod for en vellykket filmatisering af Colm Toibins ’Brooklyn’ for nogle sæsoner siden. Blandt andet derfor var der forlods hype omkring hans filmatisering af Donna Tarrts Pulitzerprisvindende romankolos ’The Goldfinch’ (på dansk: ’Stillidsen’). Men et stort set enigt anmelderkorps har udråbt filmen til at være årets fiaskofortælling på efterårsfestivalrundturen.
Filmen har en øjeblikkelig Metacritic-værdi på 42 (!), og da filmen ovenikøbet fik regulær biografpremiere i mere end 2500 biografer i USA, imens Toronto-festivalen endnu stod på, smittede den dårlige omtale af på biografgængerne: Filmen indtjente ekstremt sølle 2,5 mio. dollars i den første uge. Det er den sjettedårligste åbningstotal for en film med så bred en distribution nogensinde. De tal taler for sig selv.
Nicole Kidman og Jeffrey Wright kan trøste sig med, at anmelderne finder deres birollepræstationer hæderlige. Det samme kan ikke siges om hovedrolleindehaver Ansel Elgort, der får knubbede ord med på vejen. Hvis Elgort var typen, der ikke brød sig om opmærksomhed, ville han nok gemme sig lidt af vejen i den kommende tid, men sådan fungerer Elgort ikke helt, så mon ikke han i stedet vil bruge tiden på at svælge i instagram-selfies med kyssemund og bar overkrop og den slags…
2. ’The Laundromat’
Når Steven Soderbergh samler et hold bestående af Antonio Banderas, Gary Oldman og Meryl fucking Streep omkring sig, så spidser vi naturligvis ører.
’The Laundromat’, der var i hovedkonkurrencen i Venedig, fik nu ikke den ønskede medvind, selvom filmen i høj grad har tidsånden med sig. Den handler nemlig om de skurkagtige, men belevne typer, der holdt (holder?) verden for nar i forbindelse med Panama Papers-skandalen (Oldman og Banderas med en – baseret på traileren – bizar tysk accent). Streep er en fiktiv figur, der i filmens univers leder autoriteterne på rette vej i forhold til at afsløre det enorme skatteunddragelseskompleks. Så langt, så ’The Big Short’…
Problemet er, at anmelderne ikke er hoppet på limpinden. De fleste finder filmens satiriske tone anstrengende og overfladisk. Og én anmelder affejede den sågar som en film, der »i foruroligende grad minder om en friskfyrsagtig PowerPoint-præsentation«. Ouch.
Med en metacriticværdi på 55 synes Soderbergh og co. at have udspillet sin rolle i årets Oscarkapløb. Men husk nu på den mest eviggrønne af alle gyldne Oscar-tommelfingerregler: Undervurder aldrig Meryl Streep!
3. ’Harriet’/’Just Mercy’/’Judy’
’Harriet’ (om anti-slaveri-aktivisten Harriet Tubman) og ’Just Mercy’ (om den samvittighedsfulde forsvarsadvokat Bryan Stevenson) er film, der på papiret ligner Oscar-venlige biopics, der placerer sig meget klart på den side af kridtstregen, hvor den ’politisk korrekte’ fremstilling er i fokus på bekostning af den ’afsøgende, komplekse og nuancerede’ fremstilling.
Begge film har fået mestendels høflige anmeldelser (henholdsvis 63 og 65 på Metacritic), men ikke mere end det, og selv de høflige anmeldelser undgår ikke at nævne, at begge fremstillinger er båret af en dybt skematisk, nærmest formularagtig afvikling. Den slags kunne måske have medført en nominering for bedste film i 1990’erne og først i 00’erne (hvor man ikke var for fin til at nominere film som ’The Green Mile’ og ’Sea Biscuit’), men i 2019 står de svagt.
De fleste er enige om, at Cynthia Erivo er stærk og overbevisende i hovedrollen som titelfiguren i ’Harriet’, samt at Jamie Foxx er besnærende og karismatisk i den store birolle som den dødsdømte Walter McMillian, hvis dom Stevenson (en anderledes karakterløs præstation af Michael B. Jordan, der endnu har sin første Oscarnominering til gode) får til opgave at søge om at få omstødt.
Man bør altså ikke blive overrasket, hvis Erivo og Foxx kan score individuelle nomineringer. Men ’Harriet’ og ’Just Mercy’ ligner ikke de bedste film-kandidater, som flere udskreg dem som for bare få uger siden.
’Judy’ er endnu en biopic (om Judy Garland), der også har fået kritik for sin lidt for høflige fremstilling af ’Over the Rainbow’-sangerindens sidste turne mod slutningen af et hårdt levet liv i showbusiness, hvor hun allerede som barn (i gigantsuccesen ’Troldmanden fra Oz’) blev allemandseje. Hvis filmen er lige lovlig anstændig og temmelig bleg i sin fremstilling af stjernens drastiske forfaldshistorie, er kritikerne enige om, at filmens ene genistreg er valget af hovedrolleindehaver:
Renee Zellweger leverer et comeback, der får klapsalver med på vejen (Vanity Fairs anmelder kalder præstationen for »egenartet og utilregnelig snarere end et forsøg på at levere en stram impersonation« – se, det lover jo meget godt!).
Så selvom ’Judy’ ligner en død fisk, når det kommer til bedste film-kategorien, kan man roligt regne med, at Zellweger opnår en hovedrollenominering i en type rolle, der vel nærmest er skræddersyet til at vinde en Oscar. Problemet for Zellweger kan så være, at hun er oppe mod for eksempel Scarlett Johansson, der medvirker i en film, som alle kritikere er enige om at elske.
Omvendt kan Zellweger trøste sig med, at Meryl Streep og Sandra Bullock tidligere har vundet Oscars for bedste kvindelige hovedrolle i film, der har fået endnu dårligere anmeldelser end ’Judy’, nemlig ’The Iron Lady’ og ’The Blind Side’.
Andre film, der har fået kniven: ’Seberg’, ’Lucy in the Sky’, ’Radioactive’
Hvis nomineringerne blev offentliggjort i morgen, ville jeg satse på:
Bedste film
1. ’Marriage Story’
2. ’Once Upon A Time in Hollywood’’
3. ’1917’
4. ’A Beautiful Day in the Neighborhood’
5. ’JoJo Rabbit’
6. ’Joker’
7. ’The Farewell’
8. ’The Irishman’
9. ’Parasite’
10. ’Ford v Ferrari’
Wild card? Bombshell, Little Women
Bedste instruktør
1. Quentin Tarantino, ’Once Upon A Time in Hollywood’
2. Noah Baumbach, ’Marriage Story’
3. Bong Joon-ho, ’Parasite’
4. Sam Mendes, ’1917’
5. Martin Scorsese: ’The Irishman’
Wild card? Marielle Heller for ’A Beautiful Day in the Neighborhood’, Lulu Wang for ’The Farewell’
Bedste kvindelige hovedrolle
1. Renee Zellweger, ’Judy’
2. Scarlett Johansson, ’Marriage Story’
3. Alfre Woodard, ’Clemency’
4. Awkwafina, ’The Farewell’
5. Cynthia Erivo, ’Harriet’
Wild card? Charlize Theron for ’Bombshell’, Saoirse Ronan for ’Little Women’
Bedste mandlige hovedrolle
1. Adam Driver, ’Marriage Story’
2. Joaquin Phoenix, ’Joker’
3. Jonathan Pryce, ’The Two Popes’
4. Leonardo DiCaprio, ’Once Upon A Time in Hollywood’
5. Antonio Banderas, ’Pain and Glory’
Wild card? Adam Sandler for ’Uncut Gems’, Robert De Niro for ’The Irishman’
Bedste kvindelige birolle
1. Laura Dern, ’Marriage Story’
2. Jennifer Lopez, ’Hustlers’
3. Anette Bening, ’The Report’
4. Zhao Shushen, ’The Farewell’
5. Margot Robbie, ’Once Upon A Time in Hollywood’
Wild card? Scarlett Johansson for ’JoJo Rabbit’, Nicole Kidman for ’Bombshell’, Florence Pugh for ’Little Women’, Meryl Streep for ’The Laundromat’
Bedste mandlige birolle
1. Brad Pitt, ’Once Upon A Time in Hollywood’
2. Tom Hanks, ’A Beautiful Day in the Neighborhood’
3. Anthony Hopkins, ’The Two Popes’
4. Jamie Foxx, ’Just Mercy’
5. Alan Alda for ’Marriage Story’
Wild card? Willem Dafoe for ’The Lighthouse’, Taika Waititi for ’JoJo Rabbit’, Christian Bale for ’Ford v Ferrari’, Al Pacino for ’The Irishman’
Bedste internationale film
’Parasite’/Korea
’Portræt af en ung kvinde i flammer’/Frankrig
’Smerte og ære’/Spanien
’Dronningen’/Danmark
’Ema’/Chile
Wild card? ’Ud at stjæle heste’/Norge
Note: Frankrig har endnu ikke valgt en officiel kandidat, men ’Portrait…’ er en af tre film på franskmændenes shortlist.
Læs også: Årets danske Oscar-kandidat skal findes: Der er kun ét rigtigt valg