’Kemohjerne’: Humoristisk TV 2-serie om ung kræftpatient er overraskende binge-venlig
’Kemohjerne’ havde nok set markant anderledes ud, hvis den var lavet af de snart ’Kollision’-biografaktuelle Avaz-brødre. Modsat dem er Kristian Håskjold nemlig ikke så interesseret i at vise store, Hollywood’ske følelser – heller ikke når det kommer til den ellers dybt alvorlige kræftsygdom.
Den talentfulde kortfilminstruktør, der blandt andet har lavet sidste års vellykkede og prisvindende ’Forever Now’, har endnu sin spillefilmdebut til gode, men nu prøver han kræfter med tv-formatet i samarbejde med TV 2 og Kræftens Bekæmpelse. Den nye miniserie, medforfattet af Johan Wang, følger unge og ubekymrede Oliver, der kort inde i første afsnit får at vide, at han har en tumor på sin ene testikel. Han indlægges straks på Rigshospitalet, hvor stort set al handlingen herefter udspiller sig.
Trods Kræftens Bekæmpelse-sponsoratet føles serien heldigvis ikke som en belærende public service-pegefinder. De triste omstændigheder i ’Kemohjerne’ er nemlig pakket ind i en overvejende let og komisk tone, og med fem korte afsnit af et kvarters længde, kan serien sagtens ses i én køre.
Adam Ild Rohweder (’Yes No Maybe’, ’Holiday’) er godt castet i hovedrollen. Han formår at være ynkelig og stakkels på en helt ukrukket måde, så man både griner ad og føler sympati med ham. Olivers nyerhvervede dødsfrygt bliver ikke vist med råb og skrig, men ved store, forvirrede øjne og stramt sammenklemte læber, som havde han bidt i noget overraskende surt.
Også samspillet med Jens Jørn Spottag som den kejtede, men velmenende far fungerer godt. Ved sit første besøg spørger faren sygeplejersken, om det stadig vil være muligt for Oliver at få børn med sin ene testikel, hvorefter han tilføjer: »Man bekymrer sig jo lidt, når det er ens eneste barn«. Imens forsvinder det usikre smil i Olivers kridhvide ansigt.
’Kemohjerne’ indeholder en hel del jokes og replikker, der skal opveje det tunge emne, og det meste af tiden fungerer det godt. I starten prøver serien dog lovligt hårdt med en omgang plat komik, når en afkræftet Oliver med et pornoblad skal lave en sædprøve på sin stue, mens faren gør arbejdet ret svært ved at tale højlydt i telefon ude på gangen.
Senere opstår der imidlertid flere sjove og fine øjeblikke mellem Oliver, bedstevennen Emil (Mads Reuther) og den kollegiale leukæmipatient Eva (Karoline Brygmann). Emil foreslår kækt over en pizza, at Oliver da skal have en bucket list med de ting, han gerne vil opleve, inden han dør. Hertil foreslår Eva, at han kan starte med at skrive punktet »få kræft«, så der allerede fra start vil være en succesoplevelse.
De komiske indslag fortager sig en smule mod de sidste afsnit, hvor kemoterapien bliver sværere og sværere at udholde for en frustrereret og afkræftet Oliver, der føler sig isoleret fra omverdenen. Det er ligesom at ryge i fængsel i Matador, mens de andre spillere stryger videre, som en tvær medpatient (Claus Flygare) meget rammende forklarer ham.
Denne kvælende følelse havde nok sat sig dybere i kroppen hos publikum, hvis ’Kemohjerne’ havde lænet sig mere op ad det rendyrkede drama. Men med flere fine præstationer og et næsten gemytligt manuskript formår Kristian Håskjold alligevel at skabe en vedkommende fortælling, der nok er let, men ikke letbenet.
Kort sagt:
Kristian Håskjold og Johan Wangs TV 2-miniserie om en ung kræftpatient er, trods det tunge emne, et let og underholdende bekendtskab, man nemt kan binge på en aften.
Læs også: ’Dolemite Is My Name’: Netflix-film vil pimpe Eddie Murphys karriere tilbage på sporet