I nat var Hollywood-stjernerne samlet til den årlige uddeling af Golden Globe-priserne på The Beverly Hilton i Los Angeles med Ricky Gervais som vært.
Sam Mendes’ 1917’ og Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ var årets store vindere, og som sædvanligt er medierne – inklusive nærværende – spækket med dækning af sejrherrerne, talerne, kjolerne, skuffelserne.
Og som sædvanligt er det derfor også på sin plads at indskyde et: Is på.
For hvad er det nu lige, vi kan bruge The Golden Globes til?
Ofte fremhæves prisen som en strømpil frem mod Oscar, men det er i så fald en pil med en halvdefekt retningssans.
Golden Globes uddeles af The Hollywood Foreign Press Association, en lille gruppe på blot 90 ikke-amerikanske filmjournalister i USA, hvoraf mange er langt oppe i årene (der er adskillige over 90 år). Gruppen lever af at interviewe stjernerne året rundt, og de har dermed ikke det distancerede forhold til skuespillerne og instruktørerne, som kritikerne typisk har. I Golden Globe-sammenhæng har de mest likeable filmfolk utvivlsomt en fordel.
Ofte latterliggjort
Heroverfor består Oscar-akademiet i dag af 8200 medlemmer, der selv laver film, og der er altså ingen direkte forbindelse mellem Oscar og Golden Globe. Oscar-medlemmerne har ofte en helt anden smag end den lettere obskure Golden Globe-gruppe.
Golden Globe er ikke omgærdet af nogen synderlig respekt i Hollywood eller blandt insidere. Faktisk bliver den ofte latterliggjort.
Alligevel kan prisen indimellem godt have indflydelse på Oscar-ræset. Oscar-medlemmerne bliver mindet om præstationer, som de måske ellers havde trængt i baggrunden i den overvældende pulje af film, de skal tage stilling til, og leverer man for eksempel en bragende god takketale ved Golden Globe, hjælper det bestemt på sagen. Så har man valideret sig selv som en værdig vinder, der jo passende kan gentage successen på den store scene ved Oscar.
Joaquin Phoenix holdt eksempelvis en charmerende, skæv, ydmyg og samtidig politisk tale i nat, som måske kan være med til at gøre en lille forskel i en ellers tæt Oscar-konkurrence med Adam Driver fra ’Marriage Story’ i dysten om prisen for bedste mandlige hovedrolle.
Det skader næppe heller ’Once Upon a Time in Hollywood’s Oscar-sag, at den vandt tre priser i nat (for bedste komedie/musical, bedste manuskript og birolle til Brad Pitt). Heller ikke selvom Tarantino holdt en småarrogant tale, hvor han lagde ud med at sige, at han ikke rigtigt have brug for at takke nogen. Den vandt ham næppe nye tilhængere, men han er generelt særdeles afholdt i Hollywood, og han har aldrig vundet en Oscar for hverken film eller instruktør: Golden Globe-natten kan bestyrke fortællingen af, at det med hans efter sigende næstsidste film er hans tur.
Sikke en fest!
Tilsvarende giver det et rygstød til krigsfilmen ’1917’, at den vandt hovedprisen for bedste drama og prisen for bedste instruktør til Sam Mendes. Oscar-akademiet sidder i disse timer med stemmesedlerne til nomineringer (fristen er på tirsdag), og nattens pris kan være med til at sikre Mendes en plads i det ellers konkurrenceprægede Oscar-felt for bedste instruktør. Men, men, men. Det stiller hverken ham eller filmen nævneværdigt stærkere i den afgørende kamp om Oscar-statuetterne.
Så Golden Globe er hverken de filmnørdede kritikeres saglige blik på, hvad der har været årets bedste, eller en synderligt pålidelig krystalkugle frem mod Oscar (her skal man i stedet kigge mod skuespillerne, producerne og instruktørernes fagforbundspriser).
Men det er en fest! En glad aften, hvor stjernerne spiser og drikker og kommer i mere løssluppen stemning end hos den mere stivstikkede Oscar. Og så er det en mulighed for, at millioner af mennesker i stuerne får øjnene op for film og serier, som de ellers ikke havde set. Hvis flere opsøger mesterværket ’Parasite’, animationsfilmen ’Missing Link’, HBO-serien ’Succession’ eller Phoebe Waller-Bridges ’Fleabag’, fordi de vandt guld i nat… Jamen så all hail The Golden Globes.
Man skal bare tage den, for hvad den er.