»Drugs is a dirty business«, siger mafiabossen Vito Corleone i ’The Godfather’. Og påstanden bliver i den grad bekræftet i ’ZeroZeroZero’, som netop er udkommet på HBO Nordic. Her bliver tilskueren kastet ind i en barsk og nådesløs verden befolket af lyssky rederier, korrumperede mexicanske narkotikabetjente og italienske mafiosoer, der det ene øjeblik sipper espressoer på hyggelige hjørnecaféer og det næste fodrer deres rivaler til udsultede svin.
’ZeroZeroZero’ bygger på ’Gomorra’-forfatter Roberto Savianos reportagebog af samme navn og er skabt af italienske Stefano Sollima (‘Sicario 2: Soldado’), Leonardo Fasoli og Mauricio Katz. Blandt seriens episodeinstruktører finder vi danske Janus Metz, der har instrueret tre af de i alt otte afsnit.
Metz gjorde sig for første gang bemærket herhjemme med dokumentarfilmene ’Fra Thailand til Thy’ og ’Fra Thy til Thailand’, hvor han fulgte en række thaikvinder og deres danske mænd. Et projekt han sidenhen vendte tilbage til i filmen ’Hjertelandet’.
Det store gennembrud kom dog med den uafrystelige dokumentarfilm ’Armadillo’, som også fik stor international opmærksomhed. Blandt andet fra den amerikanske serieguru Nic Pizzolatto, som hyrede Metz til at instruere et afsnit af anden sæson af den populære antologiserie ’True Detective’. I 2017 fik danskeren sin debut som spillefilminstruktør med sportsdramaet ’Borg’, der kredsede om tennislegenderne Bjørn Borg og John McEnroes rivalisering.
Arbejdet på ’ZeroZeroZero’ skulle dog vise sig at blive det mest omfattende i Metz’ karriere med en produktion, der strakte sig over halvandet år med optagelser i blandt andet Italien, Mexico, Marokko og Senegal.
Vi fangede instruktøren over en Skype-forbindelse til Los Angeles.
Hvordan landede projektet i dit skød?
»Det var et tilbud, jeg fik om at instruere tre afsnit. Jeg tror, at det hænger sammen med, at min film ’Borg’ var virkelig stor i Italien. Der må have været meget fokus på mit navn dernede. Jeg fik tilsendt manuskripterne og blev spurgt, om det var noget, jeg var interesseret i at lave, og så gik jeg rimelig meget rundt om mig selv, for det var altså en ret stor commitment. Serien er jo optaget i fem forskellige lande, så der lå et ret stort rejseprogram i det«.
Hvad var det så, der gjorde, at du sagde ja?
»Fordi den tog hele den her narko-/gangsterfortælling, som vi har set i mange andre former, og gjorde det til en rejse gennem kokainens globale underverden. Den fortæller, hvordan det er, at de her organisationer arbejder sammen og er afhængige af hinanden, og hvordan ting det ene sted påvirker det andet.
Den er bygget på Savianos research, og han er jo – specielt i Sydeuropa – et meget stort navn inden for journalistikken på grund af de her afsløringer omkring den italienske mafia, som han her har bredt ud på et mere globalt plan. Det var interessant, at der var det fundament under. Det der med, at ting er velresearchet, gør jo, at det tit har en stor autenticitet og relevans. Det er det, jeg synes er styrken i serien«.
’ZeroZeroZero’ giver et ret kynisk billede af et globalt samfund, som er pilråddent og præget af vold. Hvad tænker du om det?
»Man kan sige, at den selvfølgelig viser den vold, der følger med, når man taler om kokainhandel, og om hvordan alle bliver korrumperet af den. For eksempel når narkotikapolitiet i Mexico lige pludselig går ind og overtager markedet for at tjene flere penge, fordi de ikke gider gå rundt for deres slaveløn og risikere liv og lemmer, når de i virkeligheden kan udmanøvrere narkobaronerne.
På den måde viser serien nogle dynamikker, der er på spil. Det er den måde, verden drejer. Derudover er action og vold kun interessant, når der er noget gods i det. Når der er nogle skildringer, som er interessante, og der er noget på spil, som er forankret i virkeligheden. Jeg er ikke så interesseret i action for actionens skyld. Hvis der ikke er noget menneskeligt på spil, bliver det kedeligt at se på«.
Stefano Sollima er seriens kreative overhoved. Du har tidligere udtalt, at du under arbejdet med ’True Detective’ ikke havde meget kreativ frihed. Hvordan var det denne gang?
»Hele buddet på den her serie var, at de gerne ville have tre selvstændige instruktører, der kunne skabe hver deres aftryk på serien. Det er muligt, fordi det er en slags roadmovie, hvor man kommer igennem nogle forskellige verdener. De verdener skal jo opfindes fra scratch, og det er op til mig at skabe den virkelighed i mine afsnit.
Jeg har ikke haft særlig meget med Stefano at gøre, når jeg skulle lave mine ting, så det var en helt anden proces, end da jeg lavede ’True Detective’, som var meget showrunner-styret. Det har været meget frit på godt og ondt«.
Hvordan det?
»Når man laver en serie, er der brug for showrunners, der virkelig har det store overblik, som kan se forbindelserne fra start til slut. Det kan være svært, når man kommer ind og skal lave en midte af noget, hvor man ikke selv har lavet starten og slutningen. Men der har været meget stor frihed i forhold til det udtryk, jeg ville komme ind med.
Når det så er sagt, så er jeg selvfølgelig ikke interesseret i at lave noget, der sprænger rammerne fuldstændigt i forhold til, hvad serien er, så jeg har jo også kigget på, hvad Stefano har lavet, og lavet noget, som giver mening i forhold til det«.
Serien foregår mange forskellige steder i verden. Kan du fortælle lidt om dine oplevelser med at instruere en så international serie?
»Det var en hård proces, fordi vi har skulle rejse så meget. Man skulle ligesom starte forfra, hver gang man kom til et nyt land med en masse nye lokale filmarbejdere. Det har været skide skægt og har virkelig været en oplevelse. Vi har filmet nogle fantastiske steder. Specielt i Dakar i Senegal, hvor de jo ikke er vant til produktioner af den her størrelsesorden. Der oplevede jeg en kæmpe støtte fra hele byen.
Når vi skulle filme, så brugte vi jo dem, der boede der, som statister. Det kunne de tjene lidt penge på. Det er typisk folk, der ikke har så meget, så hver gang vi skulle lave noget, så var det en event i sig selv. Det giver nogle muligheder, når folk gerne vil være med. Vi lavede blandt andet en scene med 800 statister. Det kan man ikke gøre i Europa eller USA, medmindre man laver James Bond. Det er selvfølgelig en skæv verden, hvor man kan betale sig fra at have 800 statister på sit set, men samtidig så gjorde vi serien til et aktiv for de mennesker, der boede dernede. De kunne tjene noget og have en sjov oplevelse, så der var virkelig en fed stemning i Dakar«.
Meget af dialogen er på italiensk og spansk. Hvordan er det at instruere scener, der foregår på et sprog, man ikke nødvendigvis forstår?
»Det er selvfølgelig en udfordring. Nu taler jeg lidt spansk til husbehov og noget fransk, men italiensk taler jeg ikke, heller ikke wolof, som de gør i Senegal. I Italien taler gangsterne ikke engang italiensk. De taler calabrisk, som er sit helt eget sprog.
Man bliver meget afhængig af sine tolke, men samtidig får man også hurtigt kendskab til de replikker, skuespillerne arbejder med. Der er en sang og en rytme i dem, som man godt kan mærke, selvom man ikke forstår dem 100 procent. Nogle gange kan det være ret kirurgisk, når man instruerer en scene og har brug for at tage et ord eller en sætning ud. Der har jeg været meget afhængig af de mennesker, der er omkring mig og skuespillerne selv.
Men det er jo en forudsætning for hele serien. Det er noget, vi har valgt ud fra det her autenticitetsprincip. De medvirkende i serien skulle tale det sprog, de naturligt ville tale, i videst muligt omfang. Nogle steder har vi måttet snyde en smule på vægten. Der er ikke særlig mange i Senegal, der taler engelsk, der ville det være mere naturligt at tale fransk«.
Hvordan er det at iscenesætte vold som underholdning, når man har været så tæt på den virkelige afart på optagelserne til ’Armadillo’?
»Det ene er jo en konstrueret virkelighed. Men det er et godt spørgsmål, om det ene kun tjener som underholdning, og om det andet kun fungerer som et budskab. ’ZeroZeroZero’ har ikke til formål at skabe en politisk debat om kokainhandlens grusomheder, men den giver selvfølgelig et indblik i en verden, man skal forholde sig til.
Men det er jo underholdning, ligesom det er underholdning at læse en god krimi. Det var ’Armadillo’ ikke. Den ville skabe bevidsthed om, hvad krig er, og hvad det gør ved os som mennesker. På den måde griber dokumentaren i langt mere radikal forstand ind i vores virkelighed, selvom det er en oplevet virkelighed fortalt gennem et temperament. En dokumentar vil os noget mere konkret.
Fiktionen er altid et beskyttet rum, hvor man går ind og fortæller en historie. Den historie kan man så tage med sig og bruge til, hvad man vil«.
’ZeroZeroZero’ kan ses på HBO Nordic. Du kan læse vores anmeldelse her.