‘Acasa, My Home’: Det er rørende og provokerende at følge med, når familien Enache rykkes ud af vildmarken
CPH:DOX. I en blikhytte omringet af siv bor der, sammen med høns, grise og hunde, en familie med ni børn, en mor og en far. Der har de boet i to årtier, og der ville de være blevet ved med at bo, hvis ikke deres hjem lå placeret i et naturområde, som står til at blive omdannet til en nationalpark.
Det ligner ellers først, at Enache-familien ikke kunne have bosat sig længere væk fra civilisationen, men gennem én elegant, glidende kamerabevægelse opdager vi, at de har placeret sig lige i periferien af Rumæniens største by, Bukarest.
’Acasa, My Home’ følger familien Enache, der går fra at leve isolerede liv som jægere og fiskere til pludselig at stå over for Prins Charles, som skal tage det første spadestik i indvielsen af parken. De ser sig tvunget ind i en lejlighed og et system, de både oplever som gavmildt og rigidt. Gennem intime og dragende billeder (der sikrede filmen en pris for bedste dokumentarfotografering på Sundance Film Festival) er vi med dem hele vejen fra børnenes tidlige barndom til teenageårene.
Familiens patriark, som tager æren for at have flyttet sin familie ud af »the wicked civilization« og sjældent ses foretage sig andet at ligge ned med en cigaret i munden, må se sit greb om børnene smuldre i konkurrencen med varme bade, vaskemaskine, adgang til computer og, mest afgørende, skole. Hvor han under de beskedne kår i blikhytten bare kunne brænde en bog, hvis han synets, den tilbød børnene en lidt for stor viden om omverdenen, begynder de nu at danne sig deres egne holdninger om deres opvækstvilkår.
Men selvom de fysisk er flyttet ind i samfundet, forbliver familien Enache i periferien af det. Hvor de før var herrer i deres egne liv, oplever de deres frihed blive taget fra dem, og de må høre på diskriminerende bemærkninger om deres fattige kår, lægge krop til politiets brutalitet og rode gennem andres skrald for at overleve.
’Acasa, My Home’ skaber en nøgtern fremstilling af begge tilværelser, og det gør det til en provokerende og udfordrende fortælling om, hvad der egentlig er bedst for børnene, og hvilke interesser behandlingen af dem først og fremmest tjener.
Mest er det dog et ekstremt menneskeligt portræt af familien Enache og af den forvandling, de gennemgår i mødet med omverdenen.
Kort sagt:
En fattig familie tvinges til at flytte fra deres hytte i vildmarken til en lejlighed i storbyen Bukarest, og deres møde med omverdenen over mange år dokumenteres på provokerende, smuk og rørende vis i ’Acasa, My Home’.