Syv skuespillere, der succesfuldt har spillet over for sig selv – og tre kæmpestjerner, der fejlede

Det er ved at blive en kuriøs tendens i tiden (eller et symbol på økonomisk effektivisering i La La Land), at skuespillere jobber for to. Sidste efterår fik vi således 2 x Paul Rudd i Netflix-serien ’Living With Yourself’, og nu er Mark Ruffalo klar som tvillingebrødre i HBO-serien ’I Know This Much is True’, der får premiere senere på måneden. I den anledning ser vi tilbage på de bedste eksempler på stjerner på ’double duty’ – og runder tre grelle fejlskud.
Syv skuespillere, der succesfuldt har spillet over for sig selv – og tre kæmpestjerner, der fejlede
Lupita Nyong'o i 'Us'.

Lupita Nyong’o, ’Us’

Oscar-vinder Lupita Nyong’o er ikke bare fremragende i din dobbeltrolle i Jordan Peeles sortsatiriske racegyser, hun leverer slet og ret en af det forgangne årtis allerbedste, mest skræmmende skuespilpræstationer som henholdsvis moren Adelaide, der tager i sommerhus med sin mand og to børn, og hendes overmåde creepy dobbeltgænger Red, der dukker op i natten med morderiske intentioner.

Glem The Nun i ’The Conjuring’ og diverse klamme småpiger i gysergenrens lange skygger: Red er den ultimative boogywoman, der med hæs stemmeføring, stirrende øjne og foruroligende ticks kravler ind under huden på både os og fornuftige Adelaide, der går fra rådyr i billygterne til kampklar morbjørn – og endelig må se sin egen mystiske fortid i øjnene.

Man glemmer nærmest, at det er en og samme skuespiller på lærredet, og Nyong’o udviser stor psykologisk dybde i kombination med ægte actionheltinde-skills. En karrieretriumf, der burde have udløst en Oscar-nominering på stedet.

Kan ses på Viaplay og Blockbuster.

‘Enemy’.

Jake Gyllenhaal, ’Enemy’

Den visionære instruktør Denis Villeneuve (’Arrival’, ’Blade Runner 2049’) og Jake Gyllenhaal er et match made in heaven i den djævelske feberdrøm ’Enemy’, der rummer scener, du aldrig vil ryste dig af dig igen (seere med edderkoppefobi bør holder sig meget langt væk).

Gyllenhaal er Adam, en universitetsprofessor, der underviser i diktatur og er mere eller mindre fastlåst i et rutinepræget liv. Men da han pludselig ser sin dobbeltgænger i en film, skuespilleren Anthony, bliver han besat af tanken om at møde ham. For ikke alene har de samme ansigtstræk og skæg – de har også det samme ar på maven.

Adam og Anthony bliver mere og mere opslugte i hinanden, og filmen stikker af i en komplet surrealistisk og slet skjult mareridtspoetisk retning, alt imens Gyllenhaal udfolder kontrasterne, så man uden problemer køber dobbeltrollen; Adam er nusset i tøjet, lidt krumrygget og tilbagetrukket, mens Anthony er rank, soigneret, selvsikker og ligefrem. To stærke præstationer instrueret af en moderne mester.

Kan ses på iTunes og Blockbuster.

‘Friends’.

Lisa Kudrow, ’Friends’

Man skal ikke lade sig narre af ditzy hippie-Phoebe til at tro, at Lisa Kudrow selv er en lightweight, for hendes portræt af ’Friends’ konkurrerende tvillingesøstre sidder lige i skabet.

Phoebe og øretæveindbydende indifferente Ursula (der oprindeligt optrådte i en birolle i serien ‘Mad About You’) overbeviser effektivt som enæggede, men alligevel vidt forskellige kvinder, og til trods for vores tætte ’venskab’ med Phoebe, lykkes det Kudrow at give Ursula en my anderledes ansigtsmimik, der sælger joken gang på gang. Som når Ursula forfører Joey, og Phoebe til gengæld begynder at date Ursulas stalker-kæreste Sean Penn.

Det er en præstation, der ikke har fået nok anerkendelse overfor det øvrige, mere stjernedyrkede cast, men som i den grad fortjener at stå stærkt på hitlisterne i sitcom-historiebøgerne. Også selvom Kudrow angiveligt ikke selv var begejstret for at dykke ned i den giftige søsterdynamik; som bodydouble i scenerne brugte produktionen nemlig hendes egen søster, Helena, inden Kudrow efterfølgende spillede scenen igen fra den anden side.

Kan ses på Netflix.

‘Adaptation’.

Nicolas Cage, ’Adaptation’

Man kan sige mangt og meget om Nicolas Cages senere, midnight madness-inspirerede karriere, men manden har immervæk altid givet sig 110 procent. Og når han rammer skiven, drysser guldet ned på lærredet.

I Spike Jonzes krøllede drama ’Adaptation’ har Cage dobbeltrollen som Charlie Kaufman og dennes tvilling Donald, mens filmens manuskript er skrevet af… Charlie Kaufman.

De to roller er som nat og dag – den ene selvsikker og udfarende, den anden introvert og selvudslettende – og Cage inkarnerer dem begge med umådelig troværdighed. Selvom det ikke var helt let:

»Der, hvor det blev frustrerende for mig, var at gå fra Charlie til Donald, og så tilbage til Charlie. Jeg havde bogstaveligt talt lyst til at skrige«, udtalte skuespilleren i 2002 til People. Men anstrengelserne var det værd, og sikrede ham foruden anmelderroser både Golden Globe og Oscar-nomineringer.

Kan ses på Viaplay og Blockbuster.

‘Living with Yourself’. (Foto: Netflix)

Paul Rudd, ’Living With Yourself’

Netflix-serien ’Living With Yourself’ slår endegyldigt fast, at man ikke kan få for meget af Paul Rudd. Sådan skrev vores anmelder sidste år om komediedramet, hvori Rudd bliver ufrivilligt klonet med lige dele komik og alvor til følge.

Miles befinder sig i en klassisk midtlivskrise, så da han får nys om et lokalt spacenter, der har gjort underværker for hans kollega (som pludselig stråler om kap med solen) griber Miles chancen. Også selvom det koster en bondegård.

Efter Miles kommer ud fra opholdet, føler han sig friskere end nogensinde – lige indtil endnu en Miles dukker op. Det viser sig nemlig, at spaen skaber en klon, der er lige lidt bedre på alle punkter, og så slår de simpelthen originalen ihjel. Men det sidste er altså mislykkes med Miles…

Selvom historien ikke opfinder den dybe tallerken, reddes serien af Rudds charme og generelle likeability, der er komplet uimodståelig i rollen som en desperat mand, der bogstavelig talt bliver konfronteret med den udgave af sig selv, han har gået og drømt om at blive.

Kan ses på Netflix.

‘The Double’.

Jesse Eisenberg, ’The Double’

I britiske Richard Ayoades filmatisering af Dostojevskijs klassiker af samme navn, spiller Jesse Eisenberg den neurotiske og usikre Simon, der efter syv år i samme kontorboks stadig ikke bliver genkendt af sine kollegaer – eller af Hannah, pigen, han er smaskforelsket i.

Men da den sociale og selvsikre James, også Eisenberg, bliver ansat, vendes Simons liv på hovedet. For ikke nok med at alle elsker James, så kan ingen tilsyneladende se, at han og Simon ligner hinanden.

På. En. Prik.

Dobbeltgængereffekten er skabt på klassisk lavbudget vis af et miks af stand-in og splitscreen, men er særdeles overbevisende. Og Ayoade indrammer flot den russiske forfatters mørke univers i filmen, som vi da også i sin tid gav fem stjerner.

Kan købes på DVD.

‘The Social Network’.

Armie Hammer, ’The Social Network’

Inden han blev en verdenskendt, ferskenelskende indie-dreamboat under den italienske sol i ’Call Me By Your Name’, fyldte Armie Hammer skærmen godt ud i David Finchers skarpe Mark Zuckerberg-fortælling, ’The Social Network’.

Hammer spiller Zuckerbergs to ærkefjender, tvillingerne Cameron og Tyler Winklevoss, og dobbeltgængerteknologien, hvor skuespillerens ansigt overføres til en anden persons krop via et avanceret system med laser og ansigtsgenkendelse, var pænt next level i 2010.

Tylers ’krop’ spilles således af model og skuespiller Josh Pence, der i ekstramaterialet til filmen fortæller, at han både græd og kastede op da han fik at vide, at hans eget ansigt aldrig ville blive vist i filmen, hvis han tog ’rollen’.

Oh well, til gengæld løb filmen med en Oscar for bedste klipning, mens Hammers dobbelte superstjernekarisma giver tvillingestuntet charmerende sjæl.

Kan ses på Netflix og HBO Nordic.

‘Legend’.

Fejlskud: Tom Hardy, ’Legend’

Tough guy Tom Hardy i rollen som gangstertvillingerne Reggie og Ron Kray, der styrede Londons organiserede kriminalitet i 1960’erne. Det kunne være blevet så godt, men endte i stedet som et ufrivilligt komisk, kvalmt romantiseret miskmask, hvis ’højdepunkt’ var en mærkværdigt semierotisk brydekamp mellem Hardy og Hardy.

Glatte Reggie og ravende psykotiske Ronnie småskændes om, hvorvidt ultravold fremmer forretningen, og ’Legend’ fungerer bedst når den fokuserer på brødrenes eksplosive ’Mus og Mænd’-dynamik – smarte Reggie er hjernen bag familieforetagenet og damernes ven, mens store Ronnie er utilregnelig afstumpet og åbent homoseksuel (sidstnævnte en sjældenhed for tidsperioden).

Effekten er dog mere syret fascinerende end fuldt ud vellykket, når Hardy går i clinch med sig selv, og Ronnie reduceres for ofte til paranoid comic relief med kartoffel-tyk snøvlen bag falskt gebis. Skønt anken forekommer absurd, mangler der slet og ret den kemi mellem Hardy og spejlbilledet, der skal få os til at tro på tvillingernes ubrydelige bånd, når lokummet brænder.

Kan ses på HBO Nordic og Filmstriben.

‘The Man In the Irons Mask’.

Fejlskud: Leonardo DiCaprio, ’The Man In the Iron Mask’

Det er ikke hver dag, at en af tidens absolut største nulevende skuespillere (hvis ikke den største?) havner på den mørke side af en bedste/værste-liste, men her er der ingen vej udenom Leos skingre dobbeltrolle i den über-campede, über-stjernespækkede musketerfilm ’The Man In the Iron Mask’, der fik premiere lukt i ’Titanic’s lukrative kølvand 1998 (bare to måneder adskilte filmene).

Leo var lige blevet King of the World, men falder pladask fra tronstolen som den über-lede franske kong Louis, der ikke bare har spærret sin über-godhjertede tvillingebror Phillippe inde, men også har udstyret ham med en über-heftig jernmaske.

Heldigvis for Phillippe kommer de tre aldrende musketerer (Jeremy Irons, John Malkovich og Gerard Depardieu) og ærværdige D’Artagnan (Gabriel Byrne) ham til undsætning, og heldigvis for os ligner langskæggede Leo post-maske kun en fjoget varulv i få sekunder inden han får trimmet lokkerne.

Men engleansigtet kan ikke maskere de skæve toner i portrættet af Louis, om end filmens ublu über-bravur har en vis kitchet kvalitet, der gør den ganske morsom som hate-watching.

Og bevares: Selv en fesen Leo er trods alt oceaner mere watchable end Adam Sandler og Eddie Murphys utallige dobbeltrollefarcer.

Kan ses på Filmstriben og SF Anytime.

En ‘ung’ Will Smith i ‘Gemini Man’.

Fejlskud: Will Smith, ’Gemini Man’

Nej, Will Smith, man kan ikke lammetæve sine svigtende publikumstal bedre ved at stopfodre os stakkels seere med ikke bare én, men to dårlige skuespilpræstationer i en ditto ringe film.

It ain’t gonna work, og det er der da ved gud heller ikke meget der gør i ’Gemini Man’, der skriver sig ind i rækken af monotont skuffende Smith-film fra de sidste to årtier. Om end den godt nok er instrueret af ’Brokeback Mountain’s Ang Lee (av).

Den tidligere rappe fyr spiller en aldrende lejemorder, der tvinges til at konfrontere sit 23 år yngre jeg. Der er noget metasatirisk ved at lade Smith genbesøge sin ’storhedstid’, og spørgsmålet er selvfølgelig, om manden tvinges i knæ af ungdommen, eller om den yngre udgave viser sig at blive en moden mands chance for at rette op på et ensomt liv brugt på at kigge sig over skulderen.

Hvorvidt her menes IRL eller i filmsens univers er nogenlunde et fedt.

Det er ok spøjst – i rundt regnet fem minutter. For teknisk innovation trumfer ikke manuskript og karakter, hvorfor det bliver ironiskidiotisk, at filmen handler om en menneskelig kopi, når hverken originalen eller kopien virker synderligt menneskelige.

Kan ses på Blockbuster og iTunes.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af