Baby Yoda skal hjem i ny heftig trailer til ‘The Mandalorian’ sæson to

I går kom streamingtjenesten Disney+ endelig til landet, hvilket gav os anledning til at fælde dom over den hypede første sæson af ’The Mandalorian’: Seks begejstrede stjerner med erklæringen af, at fortælleglæden endelig er tilbage i ’Star Wars’-universet.

Nu er traileren til anden sæson af ’The Mandalorian’ ude, og den sender vores Mandalorian-skattejæger ud på en heftig mission til vands, til lands og i luften for at fragte The Child alias Baby Yoda (der stadig er urimeligt nuttet) retur til sin hjemplanet (hvor end denne så helt præcist måtte befinde sig).

Anden sæson af ’The Mandalorian’ består af otte afsnit, og blandt afsnit-instruktørerne finder vi blandt andre seriens producer og forfatter Jon Favreau, der altså ikke instruerede nogen afsnit af første sæson, samt navne som Robert Rodriguez (‘El Mariachi’, ’Sin City’) og Peyton Reed (’Ant-Man’).

På rollelisten tilslutter en håndfuld nye navne sig Pedro Pascals hovedrolle – heriblandt Timothy Olyphant i en endnu ukendt rolle, Rosario Dawson som Ahsoka Tano, Katee Sackhoff som Bo-Katan Kryze samt Temuera Morrison (angivelig) som Boba Fett.

Tredje sæson af ’The Mandalorian’ er allerede undervejs. Jon Favreau kunne ifølge Variety allerede i foråret berettes at have »skrevet på sæson tre i et stykke tid«.

’The Mandalorian’ sæson to får premiere via Disney+ den 30. oktober.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af