Sorry, 2020: Du giver mig sgu lyst til at se Disney under dynen året ud

2020 leverer fortsat daglige mavepustere af dårligt nyt, så skribent Lise Ulrich tjekker hellere ind på Disney-slottet end Bly Manor for at booste moralen.
Sorry, 2020: Du giver mig sgu lyst til at se Disney under dynen året ud
Jeff Goldblum i 'The World According to Jeff Goldblum' på Disney+.
STREAMING TOGETHER

Dagene bliver kortere, smittetallet stiger, alle gramser på alle på Borgen, biograferne raller, julefrokosterne forhåndsaflyses på stribe, og fanatikere fra Herodes til Pilatus læser ’The Handmaid’s Tale’ som en fagbog. 

Jeg kender ikke den person, som ikke allerede var godt og grundigt færdig med 2020 tilbage i slut-marts, og her er vi så alligevel, syv måneder senere, fortsat i breaking lorte-news til halsen og med lange to en halv måned tilbage, inden Rådhusuret gør et stoisk forsøg på at ringe en frisk start ind (ha!).

Mere end nok tid til, at 2020 snildt kan snige en højprofileret fangeflugt (WTF?!), et par naturkatastrofer og et omvæltet demokrati ind fra højre.

‘Skønheden og Udyret’ på Disney+.

Til absolut ingens overraskelse har tjenesten Disney+ til gengæld haft et glimrende jomfruår: Vel over 60 millioner abonnenter har købt ind på tilbuddet om streaming-intravenøs candyfloss, og den amerikanske medieanalytiker Michael Nathanson vurderer, at mindst 90 millioner mere vil have sluttet sig til flokken inden for de næste par år.

Det skal ikke lyde spidst, for skønt imperiet, der engang i juratiden blyantstegnede syngende mus til tonerne af grammofon-knas, i dag ejer den halve underholdningsgalakse og (næsten) alle superhelte under stjernerne, kan man dårligt skyde Mickey pandemien i galocherne (om end visse fraktioner af ovenstående fanatikere formentlig hjertens gerne gør forsøget).

Og selvom Disney+ er en gedigen succes, poppes der trods alt nok ikke mange champagnepropper i firmaets blødende forlystelsesparker, der for nylig måtte fyre ikke færre end 28.000 medarbejdere.

‘The Haunting of Bly Manor’ på Netflix.

Selv er jeg en af de positivitetshungrede fans, der har taget imod Disney+ med seerhjertet på vid gab (»Bring on the feels!«), hvorfor jeg de seneste par aftener har måttet hanke gevaldigt op i professionalismen for at trykke play på Netflix-gyserserien ’The Haunting of Bly Manor’ – som jeg og filmredaktør Jacob Ludvigsen dækker i ugens udgave af podcasten Soundvenue Streamer – og ikke følge Alice ned i eventyrlandets kaninhuller.

For det er vitterligt dér, jeg mest af alt har lyst til at tilbringe resten af det satans år 2020.

Herfra er det et nej tak til desillusionerende socialrealisme og hårrejsende horror, der flår i flossede nerver: Giv mig magisk eskapisme, der kan sprede evigt sporadisk solskin i mit plettede samfundssind: et skud filmisk D-vitamin til at stå imod den daglige strøm af nedtursnyt. Hellere end gerne spædet op med steampunk-herligheder i den kommende sæson 2 af HBO’s ’His Dark Materials’ og, for semi-realitetssans skyld, en sidevogn af labert filmede royale skandaler i ’The Crown’ sæson 4 på Netflix.

‘Vampires vs. The Bronx’ på Netflix.

Jep, i stedet for at udstå klichéen om hjemsøgte blege børn på engelske herregårde vil jeg hygge-gyse til Netflix-YA-komedien ’Vampires vs. The Bronx’, der tonalt slægter 80’er-kultklassikeren ’The Lost Boys’ på, men her lader cool brune børn jage en pæl igennem hvide (vampyr)kolonister.

I stedet for at få sved på panden over at være en some-lemming af Netflix-dokuen ’The Social Dilemma’ vil jeg snøfte af varm beundring over, hvor meget livsvisdom naturen kan begave os med i ’Hvad jeg lærte af en blæksprutte’ (også Netflix), hvori fridykkeren Craig Fosters kommer sig over et nervøst sammenbrud igennem venskabet med en lille blæksprutte.

‘The World According to Jeff Goldblum’ på Disney+.

I stedet for at vånde mig af arrigskab over P1 Debats leflen for sensationsdiskussion med Peter Aalbæk som pladrende krænkelseskommentator, vil jeg lade Jeff Goldblum pludre charmerende om sneakers, is og kaffe i Disney+’s ’The World According to Jeff Goldblum’ (gerne mens jeg selv spiser is).

Og endelig vil jeg efter at have slugt både teatermesterværket ’Hamiltonog ’Mary Poppins Returns’ på Disney+ (mit kyniske 2019-jeg korser sig) officielt udråbe Broadway-fænomenet Lin-Manuel Miranda som fyrtårnet, der nok skal lede os alle ud ad apokalypsens mørke én uimodståelig ørehænger ad gangen.

Lin-Manuel Miranda i ‘Mary Poppins Returns’.

Forstå mig ret: Jeg advokerer ikke for, at vi kollektivt låser os inde i tårnværelset, kapper Rapunzel-lokkerne og kyler nøglen i voldgraven for at leve i lykkelig uvidenhed til ulykkernes ende.

Bekæmpelse af (dyb indånding) smittespredning, racisme, krænkelseskultur, misinformation, global opvarmning og antidemokratiske bevægelser er selvsagt et ansvar, som vi kun kan løfte sammen, uanset hvor lidt eller meget vi hver især rummer at bidrage med.

Der er dem, der står urolighederne igennem med ditto foruroligende underholdning på skærmen til at spejle og føje kulturel diskurs til opbrudsstemningen. Der er dem, der skruer op for actionbragene, indtil ‘Tenet’-tiden næsten går baglæns. Men hvis dit voksenmoral-boostende fix er at vække en flig af barndommens ukuelige tro på morgendagen qua fortryllet sukkerknas, Baby-Yodas og sing-a-long – hvis det, du trænger allermest til er et skud tegneseriekærlighed i coronaens tid – so be it.

Løsningen er ikke at lave en permanent Maude. Eller, som guru-Miranda synger i bedste Gene Kelly-stil:

»If you hide under the covers you might never see the day. But if a spark can start inside your heart then you can always find the way«.

‘Inderst inde’.

I virkeligheden er det jo faktisk forsvindende svært at pege på nogen ‘børnetitel’ under særligt Disney+-fanerne, der ikke på den ene eller anden vis tackler fristelsen til at give samfundet fingeren, når lokummet brænder. ’Toy Story’-franchisen emmer af melankolsk eksistentialisme over at skulle genfinde selve meningen med livet, når rammerne for ens vante tilværelse smuldrer, ‘Inderst Inde’ hudfletter på fineste vis et ungt følelsesliv i kaos, når hjernens ‘kontroltårn’ overlades til Vrede, Afsky og Frygt, og gode gamle ‘Dumbo’ er en lettere brutal lektie i at stå igennem mørket, når autoriteterne svigter.

Overtrækket er ganske vist hvinende sødt, men ‘flossen er spundet over universelle humanistiske værdier – ordentlighed, empati og håb for individets såvel som fællesskabets løvemod – der i dén grad tåler at blive skrålet fra hustagene.

I overmorgen fortvivler jeg formentlig lidt igen, når jeg scroller igennem dagens nyheder. Og så ved jeg, at den bedste medicin er fluks at tjekke ud fra Bly Manor og ind på Disney-slottet for at lade overskuddet op bare for en flygtig farverig stund.

Be our guest…?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af